Introduktion til Renæssancen

Den italienske renæssance betegner den tidligste fase af 'Renæssancen', som var overgangsperioden mellem middelalderen og tidlig moderne tid (slutningen af 14. århundrede til omkring 1600). Selvom oprindelsen til denne periode normalt dateres til årene lige efter 1300 var det italienske samfund og kultur stadig præget af strukturer, som normalt karakteriseres som middelalderlige, og denne udvikling var stadig begrænset til en litterær elite. De store samfundsomvæltninger der fulgte renæssancebevægelsen satte først ind det følgende århundrede. Ordet renæssance (fra ital. Rinascimento) betyder “genfødsel”, og denne æra er mest kendt for en fornyet interesse for den antikke efter en periode, som nogle af renæssance humanisterne selv betegnede som den mørke middelalder. Disse forandringer var dog længe begrænset til eliten, og for langt størstedelen af befolkningen havde livet ikke forandret sig meget siden middelalderen; desuden har moderne studier vist at den antikke litteratur aldrig var blevet glemt i middelalderen og at mange af de elementer der kendetegner den tidlige renæssance første gang opstod i middelalderen.

Den italienske renæssance begyndte i Toscana omkring byerne Firenze og Siena; senere blev Venedig også et vigtigt centrum, da adgangen til græsk litteratur her var bedre, pga. handelsrepublikkens gode forbindelser til Konstantinopel. Den italienske renæssance kulminerede i slutningen af 15. århundrede, hvor invasioner fra udlandet kastede området ud i kaos, men den fremmede indflydelse i Italien betød også at de nye idéer spredtes ud til resten af Europa, og bl.a. satte den nordeuropæiske og den engelske renæssance i gang.

Den italienske renæssance er mest kendt for dens kulturelle betydning, og tekster af Petrarch og Machiavelli regnes for hovedværker indenfor denne strømning; det samme gør kunstværker af Michelangelo og Leonardo da Vinci; og bygninger som domkirken i Firenze og Peterskirken i Rom.