Af Oversat af Lars Rosenkvist efter tekstudgave fra Yale Law School
Amerikas Forenede Staters 88. Kongres Anden samling
Indledt og afholdt i byen Washington på den syvende dag i januar, ettusindnihundredefireogtres.
Fælles resolution Til fremme af opretholdelsen af international fred og sikkerhed i det sydøstlige Asien.
Idet flådeenheder fra det kommunistiske regime i Vietnam i strid med principperne fra De Forenede Nationers charter og international lov med forsæt og gentagne gange har angrebet flådefartøjer fra De Forenede Stater, som opholdt sig i internationalt farvand, og dermed skabt en alvorlig trussel mod den internationale fred, og
Idet disse angrebsstyrker er del af en forsætlig og systematisk aggressionskampagne, som det kommunistiske regime i Nordvietnam har ført over for sine naboer og de nationer, som har sluttet sig til dem i det fælles forsvar af deres frihed, og
Idet De Forenede Stater bistår nationerne i det sydøstlige Asien i sikringen af deres frihed og ikke nærer nogle territoriale, militære eller politiske ambitioner i området, men blot ønsker, at disse nationer skal få fred til at forme deres skæbne efter eget valg, skal det derfor være
Besluttet af De Forende Staters Senat og Repræsentanternes Hus forenet i Kongres, at Kongressen bifalder og støtter præsidentens beslutning om som øverstbefalende at tage de nødvendige forholdsregler med henblik på at tilbagevise ethvert væbnet angreb på De Forenede Staters stridskræfter og forhindre yderligere aggression.
Afsnit 2. De Forenede Stater anser det for vitalt for sine nationale interesser og verdensfreden at opretholde den internationale fred og sikkerhed i det sydøstlige Asien. I medfør af De Forenede Staters forfatning og De Forenede Nationers charter og i overensstemmelse med forpligtelserne i den Sydøstasiatiske Kollektive Forsvarspagt, er De Forenede Stater derfor forberedt på, efter præsidentens beslutning, at tage alle de nødvendige skridt, herunder anvendelsen af væbnet magt, for at bistå ethvert medlem eller protokolstat af Den Sydøstasistiske Kollektive Forsvarspagt, der måtte begære bistand til forsvaret af sin frihed.
Sektion 3. Denne resolution udløber, når præsidenten afgør, at fred og sikkerhed i området er rimeligt sikret i medfør af internationale forholdsregler truffet af De Forenede Nationer eller på anden vis, idet den dog kan afsluttes tidligere ved en således udformet resolution i Kongressen.