Artikel: Slaget på Reden

Den 2. april 1801 rykkede den britiske flåde ind i Øresund med kurs mod København. Få timer efter var hundredvis af danskere og briter dræbt, og den danske forsvarslinje så godt som udslettet. Alligevel lykkedes det den danske flåde at bremse det britiske angreb.

Tidligt om formiddagen den 2. april 1801 udbrød der pludselig hektisk aktivitet overalt i det danske flådeforsvar ud for København. De danske skibe lå på Københavns Red, der var det åbne kystområde, hvor den danske flåde lå forankret. Her indtraf meldingerne om, at den britiske flåde, som man i tre dage havde haft i sigte, havde lettet anker og sat kurs imod den danske hovedstad. Det var åbenlyst for alle, at den frygtede konfrontation med den britiske flådestormagt nu var nært forestående.

Sydfra nærmede Lord Horatio Nelson sig med den britiske hovedstyrke samtidig med, at endnu en flådeenhed nærmede sig nordfra under kommando af Sir Hyde Parker. Over for dem stod 18 danske krigsskibe af varierende størrelse.

Kvart over ti sendte kommandøren for den danske flådes forsvar af København, Olfert Fischer, sin sidste ordre til de danske skibe. Ordren gik på, at de skulle åbne ild, så snart fjenden var inden for rækkevidde. Kort tid efter var enhver kommunikation umuliggjort af tæt krudttåge fra den intense kanonild.

På papiret var den danske flåde den britiske håbløst underlegen. I kanon-antal overgik de britiske krigsskibe langt de danske. Desuden var de britiske sømænd bedre trænet end de danske. De kunne således affyre deres massivt overlegne antal kanoner hurtigere og langt mere præcist end danskerne. Det var derfor en frygtindgydende kugleregn, der mødte den danske flåde, da de britiske skibe kom inden for rækkevidde.

Resultatet af overmagten var da heller ikke til at overse. Efter kun en halv times kampe havde det danske flagskib Dannebrog fået bortskudt hele sit øverste kanondæk. Samtidig regnede britisk brandammunition ned over skibet, som derfor inden længe stod i lys lue. Det var tydeligt for besætningen at skibet ikke stod til at redde, og Fischer valgte derfor at rømme det. Hans kommando måtte flyttes til et andet skib. Inden det kunne ske, skulle Fischers kommandobanner dog først stryges fra masten.

En matros blev sendt op efter det, men idet han fjernede flaget, blev han ramt af en britisk kugle og dræbt på stedet. Den unge matros styrtede livløst ned på dækket med Fischers banner i hånden. Dannebrog flød efterfølgende nordpå uden besætning, hvor det kl. 16.30 sprang i luften og sank.

Tæt ved det brændende Dannebrog og de drabelige kampe omkring det befandt den kun 17-årige flådeofficer Peter Willemoes sig. På trods af sin alder havde han fået kommandoen over en af de flydende danske kanonstillinger, de såkaldte flådebatterier. Willemoes’ Flaadebatteri Nr. 1 stod sammen med bl.a. Dannebrog over for den britiske flådes hovedskibe i centrum af slaget.

Den unge flådeofficer befandt sig derfor øjeblikkeligt under voldsom beskydning fra de britiske kanoner, der lod kuglerne regne ned over det lille fartøj. Kaos herskede om bord, og den britiske beskydning forvandlede snart batteriet til et flydende inferno af ild og flyvende fragmenter. Det lykkedes alligevel den unge Willemoes og hans besætning at holde stand i halvanden time, før de blev tvunget til at trække sig fra slaget. Da var 46 af Flaadebatteri Nr. 1’s besætning på 150 mand blevet dræbt. Det var den højeste tabsprocent i den danske flåde den dag.

Andre officerer blev ligesom Willemoes også tvunget ud af kampen efter at have lidt forfærdelige tab. Fra kavaleriprammen Nyborg berettede skibets chef, at han havde måtte søge i havn eftersom ”dækket var skjult af døde kroppe og afsplittede lemmer”.

I takt med at slaget skred frem og fartøjer som Nyborg tog imod den konstante kanonild fra de britiske skibe kunne man inde på fastlandet opleve slagets grusomme menneskelige pris. Fra de sønderskudte skibe ankom i Københavns havn en lind strøm af dræbte og sårede danske sømænd. Et syn, der efterfølgende blev beskrevet af en tilskuer, der ”mødte det ene vognlæs efter det andet, dryppende af blod, fuldt lastet med sårede og mellem hinanden slængte døde kroppe, stumper af afskudte ben, hænder, arme og sønderknuste hoveder”.

I den nordlige del af kampområdet besluttede sir Hyde Parker at gøre et forsøg på at gennembryde den danske forsvarslinje for at fremtvinge en afgørelse. To gange gjorde de britiske skibe udfald imod den danske linje. Begge gange måtte Parker se sig afvist af stædig modstand fra den danske flåde og ikke mindst af intens beskydning fra kanonerne i det mægtige Trekroner-batteri. Krigsskuepladsens beliggenhed tæt på land bevirkede, at batteriet på Trekroner under hele træfningen kunne sende en konstant regn af kanonkugler mod de britiske skibe.

Kort efter at Parker havde afbrudt sit angreb i den nordlige del af linjen, og danskerne så ud til at have overtaget, dukkede Lord Nelson selv ud af krudttågen. Nelson havde trukket de store britiske krigsskibe ud efter at have nedkæmpet så godt som al modstand i den danske linjes centrum. Han gik derfor nordpå for at assistere Parker. Inden da havde Nelson modtaget signalordre om at indstille angrebet. Den britiske ledelse vurderede fejlagtigt, at deres flåde var værre stillet, end tilfældet var.

Nelson derimod havde fuldt overblik over situationen og sit tydelige militære overtag. Han valgte derfor, fra sin plads i slaglinjen, at ignorere ordren. Efter sigende skulle han have sat kikkerten for sit blinde øje, som han havde mistet i 1794, og udtalt ordene: ”I really do not see the signal”.

Med ankomsten af Nelson og hans forstærkninger blev overmagten i nord langt om længe for voldsom for de danske forsvarere. Resultatet blev, at den danske linje brød den sammen, da briterne angreb på ny. Inden længe var al dansk modstand i nord, på trods af vedvarende støtte fra Trekroner, slået ned af den britiske overmagt.

Da brølene fra de hundredvis af kanoner ved 15-tiden langt om længe forstummede, kunne tabene endelig gøres op. Af de 18 skibe, der havde udgjort den danske forsvarslinje, var tre sluppet i havn, to var blevet sænket, et brændt og tolv erobret af briterne.

Det var dog ikke en sejr som man fra britisk side havde ønsket. Begge sider havde i omegnen af 1 000 dræbte og sårede. Det var på ingen måde den knusende sejr, man havde håbet på. Ud over de svære tab havde briterne ikke været i stand til at indtage de danske forsvarsværker omkring København. Trekroner var fx stadig på danske hænder.

Den britiske offensiv havde dermed ikke elimineret den danske modstand eller indtaget det københavnske fastland, hvilket var målet. De måtte derfor nøjes med en skuffende delvis sejr efter mødet med den danske flåde.

MERE HER: Slaget på Reden af Ole Feldbæk (1985) ● Danmarks krigshistorie af Kurt Villads Jensen m.fl. (2010)