K. K. Steincke. Fremtidens Forsørgelsesvæsen (1920) om "forædling af racen"
Kapitel 22: Raceforbedring (Racehygiejne, Eugenik) s. 237-238.
På opfordring fra landets radikale indenrigsminister Ove Rode, skrev socialdemokraten Karl Kristian Steincke tilbage i 1920 tobindsværket Fremtidens Forsørgelsesvæsen, der til dels var baseret på Steinckes tidligere udgivelser om relationen mellem almisser og rettigheder.
Steincke, der tilhørte Socialdemokratiets venstrefløj blev senere minister, og betragtedes generelt som velfærdsstatens fader.
“… ethvert menneskeligt Væsen skal have ret til den lykkeligst mulige Tilværelse, og skal om fornødent beskyttes og plejes. Kun i een Henseende maa Samfundet være paa sin Post: med Hensyn til Forplantningen. Hvis et menneskeligt Væsen, der er belastet med arvelige Anlæg, skal han have Ret til at leve og glæde sig ved Tilværelsen, saa vidt han kan og Hensynet til hans Medmenneskers Velfærd tillader ham det, men een Ret skal han miste, een Mulighed skal berøves ham, nemlig at overføre sine Mangler til Efterkommerne og på den Maade at forevige og mangedoble Ulykken. Vi behandler Undermaaleren med al Omsigt og Kærlighed, men forbyder ham blot til Gengæld at formere sig. …
Hvad nytter den stigende Humanisering, den stadigt voksende offentlige Forsorg. Den mangeartede Omsorg, de store Tilskud til Børneforsorgen, dels ved kontante Tilskud, Velgørenhed og allehaande Indsamlinger, dels ved Oprettelse af Børnehjem, Sanatorier, Vuggestuer, Hittebørnshospitaler, Welanderhjem o. s. v., o. s. v. fører kun, takket være Lægevidenskabens og Sygeplejens stærke Udvikling, til at svække Slægten ved at holde Liv i Tusinder, som Samfundet var bedst tjent med bukkede under.
Ja, hvad værre er, ved at holde Liv i disse Tusinder, siger man, giver vi dem Mulighed for at sætte Titusinder af endnu daarligere udrustede og paa forskellig Vis arvelig belastede Efterkommere i Verden, og vi naar efterhaanden, – er forøvrigt allerede stærkt paa Vej til – de samme Forhold, som har bragt alle tidligere Civilisationer til at gaa til Grunde, nemlig at Børneantallet med den stigende Civilisation indskrænkes mere og mere i Befolkningens Overklasse og i Middelstanden, mendens de aller laveste Lag, derunder Forbrydere og Undermaalere af enhver Art, formerer sig langt stærkere. …
Hvis vi derfor ikke vil risikere den moderne europæiske Civilisations gradvise Tilbagegang og endelige Undergang maa vi ind paa en systematisk Modvirken af de nævnte uheldige Følger af Civilisationen og tillige tilstræbe en Forædling af Racen, den saakaldte Eugenik, i Tyskland og Norden særligt benævnet Racehygiejne eller Raceforbedring.”