Vietnamkrigen på film

Lektie til idag: Tekst 31 - The General goes zapping, s. 78-81

Platoon skildrer vietnamkrigens rædsler på en rystende realistisk facon, som har påvirket næsten samtlige seriøse krigsfilm lige siden. Den er nærmest dokumentarisk i sin æstetil - kameraet er som regel håndholdt, lydeffekterne er naturtro, og musik optræder sjældent. Ligesom selve krigen fremstår "Platoon" ægte, grum og snavset, hvilket kun gør den mere opslugende.

Filmens manuskript er barskt, blottet for sentimentalitet og klicheagtige karakterer og replikker. Oliver Stone smadrer for alvor den naive, filmiske illusion af den amerikanske krigsmaskine, som var blevet skabt og næret af film som "Rambo: first Blood 2". I Platoon bliver krig ikke udstillet som en letforståelig dyst mellem gode helte og snerrede skurke, men som et blodbesmurt kaos, hvor helt almindelige mennesker, man kan forholde sig til, er omgivet af forvirring og død.

Det kommer ikke som den store overraskelse, at netop Stone kunne gengive Vietnams rædsler så nøjagtigt, for han var selv soldat derovre. I flere omgange. Stone Levede en privilegeret tilværelse sammen med sin velhavende familie på Manhatten alt imens han studerede på Yale. Men alligevel besluttede Stone sig for at droppe ud og drage frivilligt til de sydøstasiatiske slagmarker for at opleve den kontroversielle konflikt på egen hånd. Flere af instruktørens egne, skræmmende oplevelser rekonstrueres undervejs, og mange af personerne er mere eller mindre tro kopier af dem, han mødte under krigen.

Charlie Sheen spiller den idealistiske rekrut Chris, der tydeligvis er Stones alter ego, og som kastes ind i Vietnams uforudsigelige jungle og ned mellem to stridende parter i den amerikanske lejr: Den nederdrægtige Sgt. Barnes' bataljon og den pacifistiske Sgt. Elias' vennekreds. De to sergenter repræsenterer hver sin del af ikke blot et splittet USA, men også menneskets natur, der henholdsvis higer efter krig og fred.