Mirakelmidlet penicillin (et uddrag)

Da penicillin i 1944 kunne fremstilles industrielt, blev det straks kaldt et 'eventyr' og et 'mirakelmiddel' i både danske og udenlandske aviser. Der var rigtignok også behov for de store overskrifter, når borgerne skulle informeres om dette nye vidunderstof, som stammede fra mugsvampe.

Af: Morten Arnika Skydsgaard, Museumsinspektør, Steno Museet, Science Museerne, Aarhus Universitet

I civilisationens lange historie har intet lægemiddel, hverken før eller siden, medført så drastisk en ændring i sygdomsbehandlingen, som penicillin har.

Penicillinpræparater forvandlede med ét en række almindelige og farlige sygdomme til nogle irriterende lidelser, man med en enkelt penicillinkur kunne behandle.

Penicillin var danskproduceret fra første færd

Patienter med adgang til en kur blev befriet for den ellers almindelige dødsangst, som lurede ved infektionssygdomme som for eksempel lungebetændelse, barselsfeber, difteri og bakteriel meningitis.

Det er derfor let at forstå begejstringen i sundhedsvæsenet og hos den danske presse, da penicillin på nærmest magisk vis helbredte patienter, som året forinden var endt i graven.

Stoffet blev endog produceret på en dansk fabrik fra første færd. Men hvordan kom man frem til masseproduktionen af penicillin i 1944? Den historie følger her.

Kemiske bakteriedræbende substanser var giftige

Opdagelsen af bakterierne i slutningen af 1800-tallet affødte en veritabel jagt på bakteriedræbende kemiske substanser.

Karbolsyre, som Joseph Lister i 1867 indførte til desinfektion på operationsstuerne, var et kendt middel på linje med for eksempel æter, klorkalk, jod og kviksølvforbindelser.

Der var bare den mindre hage ved dem, at de var giftige at indtage.

En modificeret arsenikforbindelse kunne hjælpe syfilispatienter

I 1910 vakte den tyske læge Paul Ehrlich (1854-1915) stor opsigt ved at lancere det første antibakterielle lægemiddel Salvarsan til indvortes brug.

Stoffet var en kemisk modifikation af en giftig arsenikforbindelse og blev også kaldt for nr. 606, fordi det var det sjette stof i den sjette gruppe af kemiske substanser, som Ehrlich havde afprøvet mod bakterielle infektioner. Med andre ord havde det været en temmelig lang proces at komme til dette lægemiddel. Men det virkede med stor succes mod syfilis, selv om det havde en del bivirkninger.

Så videnskaben havde fået et stof, som virkede mod nogle få sygdomme, men den stod stadig med en uforløst drøm om at nedkæmpe de bakterielle folkesygdomme med et enkelt lægemiddel.

Bakterierne tog de sårede soldater

Denne drøm begyndte så småt at blive til virkelighed, da lægen Alexander Fleming (1881-1955) i 1928 kom på sporet af penicillin.

Fleming var bakteriolog og var involveret i udviklingen af vacciner på St. Mary's Hospital i London.

Under 1. Verdenskrig havde han arbejdet på et militærhospital i Boulogne i Frankrig, hvor han så bakteriernes hærgen, når skud- og operationssår blev betændte, røde og hævede, og derefter ganske ofte udviklede sig til livsfarlige blodforgiftninger.

På hospitalets laboratorium undersøgte Fleming de anvendte desinfektionsmidler og konkluderede, at flere af væskerne var skadelige, fordi de ødelagde de hvide blodlegemer, som skulle beskytte såret mod bakterier.

En mugsvamp havde slået en del af bakteriekulturen ihjel

Efter krigen, nærmere bestemt i 1921, gjorde Fleming den tilfældige, men bemærkelsesværdige opdagelse, at næsesekret var bakteriedræbende, når det blev dryppet på bakteriekulturer.

Efter at have gjort den forbavsende opdagelse ved et tilfælde gik han systematisk til værks og fandt, at tårer, spyt, sekret fra hoste, blod og flere andre legemsvæsker havde lignende virkninger.

Da han var sikker i sin sag, navngav han stoffet 'lysozym' og publicerede opdagelsen, der dog ikke blev mødt med særlig stor interesse.

Igen i 1928 nærmest faldt Fleming over endnu et betydningsfuldt fænomen, da han, hjemvendt fra sommerferie, faldt over en efterladt beholder med en bakteriekultur, hvor en mugsvamp havde slået en del af bakteriekulturen ihjel.

Saften fra svampen slog flere bakterier ihjel

Mugsvampen udskilte tilsyneladende en væske, som kunne dræbe bakterierne i nærheden. Det var interessant. Han tog nu en prøve af mugsvampen og lod den gro på et næringssubstrat, hvor den blev til en grøn filtagtig masse. Herfra opsamlede han svampens udskilte saft og begyndte at eksperimentere. Saften dryppede han på forskellige sygdomsfremkaldende bakterier, og det viste sig, at flere blev slået ihjel. Virkningen bestod, også selv om Fleming fortyndede væsken op mod 800 gange.

Udfordringen for Fleming var at isolere den aktive substans. Han satte to yngre læger til at forsøge at isolere stoffet – uden held.

Men i 1940 lykkedes det et hold, anført af lægen Howard Walter Florey (1898-1968) og kemikeren Ernst B. Chain (1906-1979), at udkrystallisere en brunlig penicillinholdig og yderst potent substans. Fortyndet en million gange kunne stoffet stadig hæmme bakterievækst.

Et år senere havde de fremstillet stof til behandling af én patient. Det blev en politibetjent, hvis krop var inficeret med den samme bakterie, streptococcus pyogenes, som havde taget livet af de ubehandlede mus i et tidligere forsøg. Penicillinet slog infektionen ned, og efter fem dage var politimanden feberfri. Ironisk nok slap penicillinet desværre op, og betjenten døde.

I bogen The Story of Penicillin (1945) kaldte den amerikanske journalist John D. Ratcliff (1903-1973) Flemings opdagelse for en 'videnskabelig kuriositet', som krævede entreprenøren Howard Florey og en amerikansk medicinalindustri for at blive til en af historiens allerstørste medicinske landvindinger.

http://videnskab.dk/krop-sundhed/store-opdagelser-mirakelmidlet-penicillin