Noget jeg aldrig havde troet ville ske - i min levetid - er sket. Der er krig i Europa. For første gang siden 1945 er der igen udbrudt krig mellem to nationalstater på vores kontinent. Rusland har angrebet den tidligere sovjetrepublik Ukraine, og for første gang siden 1989 tales der igen om kold krig. En krig der på sigt kan vise sig at blive varm.
Danmark har – i lighed med en lang række andre lande, indført hårde sanktioner mod Rusland. Søndag d. 6. marts 2022 blev en række danske partier enige om et nyt forsvarsforlig, der skal føre til, at vi bruger 18 mia. mere om året på det danske forsvar. Vi skal inden 2033 bruge minimum 2% af BNP på militæret. Det er historisk.
Tyskland, der siden Anden Verdenskrig har ført en pacifistisk udenrigspolitik, afsætter nu 750 mia. mere om året på militæret, ligesom traditionelt neutrale nationer som Sverige og Schweiz har valgt side.
Men hvad har ført til denne uoverskuelige situation? Hvad er den historiske baggrund? Hvilken magtbase agerer Putin ud fra? Hvorfor spiller krigen på information så stor en rolle? Og hvordan er fremtidsudsigterne? Det er noget af det, som vi kommer til at arbejde med i dette forløb.