Atombomben og USA's samvittighed

Atombomben plager USA´s samvittighed

Af Jacob Bjerg Møller, Politiken 6.8. 1995

Bomben var overflødig og moralsk forkastelig, siger kritikere af præsidents Trumans brug af atombomben. Historisk efterrationalisering, svarer konventionelle forskere i en vred og følelsesladet amerikansk debat.

- Atombombningen af Hiroshima og Nagasaki og det medfølgende massedrab på måske over 200.000 civile japanere var overflødig.

Japan var på randen af sammenbrud og ville under alle omstændigheder have kapituleret i eftersommeren 1945, da Sovjetunionen erklærede landet krig.

Det hævder flere 'revisionistiske' amerikanske historikere. Og de kritiserer samtidig præsident Harry S. Trumans motiver. De var mere dikteret af den amerikanske præsidents ønske om at demonstrere dette nye grufulde våben over for Josef Stalin og Sovjetunionen end af den militære nødvendighed i krigen mod Japan.

Det er provokerende påstande, som vækker voldsomme følelser i et USA, hvor de fleste konventionelle historikere og størstedelen af befolkningen stadig mener, at atombomben var en tragisk, men nødvendig beslutning for at bringe 2. verdenskrig til en hurtig afslutning.

Udslettelsen af først Hiroshima og siden Nagasaki sparede måske hundredetusinder af amerikanske soldaters liv, fordi USA dermed undgik en blodig invasion af den japanske hovedø, Kyushu.

I USA er debatten om det moralsk forsvarlige/forkastelige i præsident Trumans beslutning aldrig forstummet i det halve århundrede, der er gået.

Men i de seneste seks måneder er den alligevel blusset op til nye stormfulde højder i anledning af årsdagen i dag.

Mange amerikanere er tynget af samvittigheden over at være borgere i det første - og hidtil eneste - land, der har anvendt atombomben imod civile storby-centre. Det harmonerer meget dårligt med det billede, de fleste amerikanere har af sig selv og af deres land.

Men som i så mange andre politiske og historiske sammenhænge, så er amerikanerne selv ofte deres egne 'værste kritikere'. Og boghandlere, aviser, tidsskrifter og tv-dokumentar-programmer er i denne tid fyldt med de revisionistiske historikeres fordømmelser af Truman.

BOMBENS EFFEKT SKULLE DEMONSTRERES

Anklagen om at præsidenten og hans rådgivere var mere interesserede i at skrive det første kapitel i Den kolde Krig end det sidste kapitel i 2. verdenskrig er kun et enkelt punkt.

Andre påstår, at de enorme omkostninger ved Manhattan-projektet - udviklingen af atombomben - gjorde det politisk nødvendigt, at bomben blev taget i anvendelse. I vore dages penge ville projektet have kostet 20 milliarder dollars, og 'alle de ansvarlige ville have tilbragt resten af deres liv som vidner i Kongres-høringer', hvis bombens effekt ikke var blevet demonstreret, hævder en historiker.

Atter andre peger på varierende indenrigspolitiske motiver som den voksende krigstræthed i USA. Efter nazi-Tysklands kapitulation var der i offentligheden ingen forståelse for en langvarig fortsættelse af Stillehavskrigen. Og hærchefen George C. Marshall udtrykte ligefrem en frygt for spredte mytterier, hvis soldaterne fra Europa skulle sendes af sted til en invasion af Japan.

DISKUSSIONEN OM MOTIVERNE

Og så er der dem, der mener, at motivet bag Hiroshima og Nagasaki-bomberne var ren og skær hævn for det japanske angreb på Pearl Harbor i december 1941.

Hvis forskernes endevending af arkiverne og den halve snes nye bogtitler, som har set dagens lys, overhovedet har tilført debatten noget nyt, så er det måske nok, at Trumanregeringen var drevet af flere motiver.

Men de fleste 'revisionistiske' historikeres påstande afvises generelt som sekundære bevæggrunde i forhold til den almindeligt vedtagne: Trumans første motiv var en hurtig afslutning af krigen med Japan. Præsidenten traf beslutningen efter, at USA havde oplevet japanernes fanatiske modstand og dødsforagt i slagene om Iwo Jima og Okinawa.

Kampene om disse øer kostede over 18.000 amerikanere livet og samtidig prægede indsættelsen af de japanske selvmords-piloter imod den amerikanske flåde det psykologiske klima.

Harry Truman, udenrigsminister James Byrnes og krigsminister Henry L. Stimson havde al mulig grund til at tro, at japanernes forsvar af rigets hovedø ville blive endnu mere beslutsomt.

Denne vurdering bestyrkes da også af den kendsgerning, at den japanske militærledelse var parat til at fortsætte krigen, selv efter bombningen af både Hiroshima og Nagasaki. Det var den civile japanske udenrigsminister Shiegenori Togo, der overtalte kejser Hirohito til at afvise militærledelsen og acceptere den betingelsesløse kapitulation.

USA SKULLE VINDE ALENE

En del konventionelle amerikanske historikere er dog parate til at give revisionisterne nogen ret i, at Truman ikke var blind for, at atombomben også kunne anvendes som et trumfkort i forholdet til Stalin og Sovjetunionen.

Truman, Byrnes og Stimson ønskede ikke, at Stalin skulle spille en fremtrædende rolle i efterkrigstidens Stillehavsområde. Og det var derfor politisk opportunt for USA at vinde Stillehavs-krigen alene.

Sovjet erklærede som bekendt først Japan krig den 9. august 1945, tre dage efter Hiroshima-bomben.

De peger på, at den amerikanske præsident fik udsat Potsdam-konferencen med Stalin og Churchill, indtil han havde vished for, at det nye våben virkede.

Det blev demonstreret ved prøvesprængningen den 16. juli 1945 i New Mexico, men indtil denne dag frygtede mange af forskerne og de militære planlæggere bag projektet, at atombomben kunne være en fuser. Og selv i ugerne efter prøvesprængningen var der tvivl om, hvorvidt den ville virke, når den blev nedkastet fra et fly.

750.000 SOLDATER EFTER BOMBNINGEN

Den 24. juli traf præsident Truman så den principielle beslutning om at kaste to atombomber over Japan i løbet af august måned. Derefter tre i hver af de følgende måneder, indtil USA i december 1945 ville have beriget uran og plutonium nok til at nå op på en produktion på syv bomber.

Den videre plan var, at invasionen af Japan skulle indledes med 750.000 mand i løbet af november, hvis landet ikke forinden har overgivet sig.

Den 26. juli mødtes Stalin, Churchill og Truman så i Potsdam, hvor de formulerede kravet om betingelsesløs kapitulation, som Japan i første omgang afviste.

Det hører til en af historiens ironiske detaljer, at Truman følte sig forpligtet til en passant at underrette Stalin om, at USA var kommet i besiddelse af et nyt våben 'med en usædvanlig destruktiv styrke'.

Det ironiske ligger i, at russiske spioner for længst havde informet Stalin, som kendte til atom-projektet længe før den amerikanske præsident.

Truman var som vicepræsident blevet holdt uvidende om det tophemmelige Manhattan-projekt, indtil Roosevelts død den 12. april 1945.

Men der er andre uhyggelige og makabre detaljer omkring menneskehedens indtræden i atomalderen.

De amerikanske militær-planlæggere valgte som mulige mål bevidst japanske byer, som ikke havde været udsat for større amerikanske luftangreb. Kun derved kunne japanerne se den sande effekt af det nye våben, lød argumentet.

Udslettelsen af Nagasaki og dens 70.000 indbyggere var også nærmest en tilfældighed. Det egentlige mål den 9. august var byen Kokura, men den blev reddet af et skydække, som fik de amerikanske piloter til at fortsætte til det alternative mål, Nagasaki.

En anden detalje, som forekommer næsten ufattelig i dag, er, at amerikanerne var delvist uvidende om atombombens strålingseffekt. Ved prøvesprængningen i New Mexico virkede måleinstrumenterne ikke, så den amerikanske militær-ledelse betragtede a-bomben som en konventionel bombe i super-format.

Man arbejdede ligefrem med planer om at bruge atombomber som indledning til invasionen, hvilket givetvis ville have fremkaldt stråle-syge blandt de amerikanske soldater.

DEN MORALSKE TÆRSKEL

Japanere, der overlevede Hiroshima, citeres i disse dage i amerikanske aviser for udtalelser om, at de ikke er tvivl om, at Japan selv ville have anvendt atombomben, hvis landet havde været i besiddelse af den.

Medierne i USA hæfter sig ved det mærkelige forhold, at de overlevende ofre fra Hiroshima og Nagasaki synes at være mere parate til at indrømme og undskylde Japans krigsforbrydelser i Kina og Korea, end den japanske befolkning i al almindelighed.

Og en del amerikanere søger trøst i udenlandske historikeres udtalelser om, at bombens anvendelse var uafvendelig i det øjeblik, den blev opfundet.

Intet land ville på den tid og under de samme forhold have foretrukket at ofre titusinder, måske endda hundredetusinder af sine egne unge mænd, fremfor at bruge bomben, hævdes det.

De allierede havde allerede overskredet den moralske 'tærskel' med terrorbombninger af civile bycentre ved brandbombningerne af Dresden, Hamburg og af Tokyo den 9. marts 1945, da over 80.000 japanere mistede livet.

Det var også Harry Trumans synspunkt: - I og med at vi har opfundet bomben, har vi også anvendt den. Vi har brugt den for at afslutte krigens lidelser og for at spare tusinder og atter tusinder af unge amerikaneres liv. Og vi vil blive ved med at bruge den, indtil vi totalt har udslettet Japans mulighed for at føre krig. Kun Japans overgivelse kan stoppe os, sagde Truman i en radiotale den 9. august, efter at den anden atombombe eksploderede over Nagasaki tidligere på dagen.