Krigens årsager

Den berømte preussiske hærfører feltmarskal Helmut von Moltke erklærede i 1870'erne, at han ikke så nogen grund til at studere Den Amerikanske Borgerkrig. For den var ikke blevet udkæmpet mellem hære, men mellem bevæbnede horder; de amerikanske generaler var ikke hærførere, men masseslagtere. Hans vurdering var forståelig, især hvis han mest havde fulgt krigen på det, man kan kalde østfronten, kampene i de østlige stater. Men den kan have været skæbnesvanger for Europas historie. Havde man i de europæiske generalstabe studeret Den Amerikanske Borgerkrig med større omhu, ville man måske været veget tilbage for så letsindigt at kaste verden ud i den store katastrofe, der ramte den i 1914. For ikke bare Første, men på flere måder også Anden Verdenskrig blev foregrebet i det store væbnede opgør mellem Nord- og Sydstater i årene 1861-65.

Masseslagterierne chokerede Moltke. Først med skyttegravskrigen i 1914-18 kom man til at opleve lignende rædsler. Krigen kom skønsmæssigt til at koste over 600.000 amerikanere livet - ca. 359.000 på Nordstaternes, ca. 258.000 på Sydstaternes side - i en samlet befolkning på 31 millioner. Under Anden Verdenskrig mistede USA knap 300.000 mennesker af en befolkning af en befolkning på 132 millioner (1940). Den enorme åreladning skyldtes vel i nogen grad dårlig uddannelse, organisation og ledelse, som Moltke påpegede, men i højere grad en våbenteknisk udvikling, som gjorde forsvaret stærkere end angrebet, noget, der først langsomt gik op for europæiske generaler efter 1914. Samtidig gjorde den transporttekniske udvikling det muligt at sende massehære til slagmarken, og den industrielle produktionsteknik banede vej for massefremstilling af våben og ammunition. Faktisk veg de amerikanske generaler på østfronten for det meste tilbage for at sende deres soldater til slagtebænken. De gjorde det kun under kraftigt politisk pres. Heller ikke noget ukendt fænomen under Første Verdenskrig.

Man genfinder også i 1861 den samme mangel på realistiske forestillinger om, hvad en krig ville indebære, som i 1914. I USA begyndte man med at hverve soldater for tre måneder. I 1914 regnede man med, at det hele ville være overstået, inden løvet faldt af træerne. Den totale krig mod Sydstaternes økonomiske potentiel, som Sherman og Sheridan gennemførte i krigens sidste år, gav en forsmag på, hvad man kom til at opleve i Europa under Anden Verdenskrig. De havde ingen bombefly; men ellers ramte deres krigsførelse civilbefolkningen ligesom luftkrigen i 1940'erne.

Også i psykologisk forstand blev anden Verdenskrig på flere måder forgrebet af Den Amerikanske Borgerkrig. Nordstatshærens brutalitet i krigens slutfase viste, hvor hensynsløse demokratier kan blive i krig, og den fanatisme, hvormed de protofascistiske Sydstater kæmpede, afslørede, hvor stimulerende rendestensracisme kan være for kampånden i en hær. Den opvejede længe Sydstaternes store underlegenhed i befolkningstal og industrielle ressourcer. For som krigen skred frem, trådte det tydeligere og tydeligere frem, at det centrale stridsspørgsmål mellem Nord- og Sydstaterne var negerslaveriet. Det var det, der fik Sydstaterne til at rive sig løs og oprette et nyt statsforbund (CSA: The Confederate States of America).

Afroamerikanerne

Der var i 1860 fire millioner afroamerikanere i Sydstaterne, hvoraf 3.838.765 var slaver. Den samlede hvide befolkning var på godt otte millioner. Heraf var kun ca. 384.000 slaveejere, og den egentlige ”plantagehøjadel” af storgodsejere med over 200 slaver, omfattede kun ca. 300 familier. Hertil kom en ”lavadel” på ca. 2300 familier med hver over 100 slaver, et par hundrede tusinde med hver en halv snes slaver og endelig ca. 77.000, som kun ejede en enkelt slave. Men alt i alt var slaveejerne et mindretal i den hvide befolkning. Det forhindrede ikke de ”fattige hvide” i at ofre sig for Sydens sag. Dels havde de håbet om selv en dag at kunne blive slaveejere, dels frygtede de konkurrence fra sort arbejdskraft, hvis slaveriet blev afskaffet. Endelig havde de en tilfredsstillelse i at kunne se ned på afroamerikanere, betragte dem som en slags kvæg eller i det mindste undermennesker. Dertil kommer, at en række sociale institutioner knyttede slaveejere og ikke-slaveejere nært sammen i sydstatssamfundet (...)

Slaveri og racisme

Slaveri kendte afrikanerne til hjemmefra. Men der var ikke i Afrika knyttet de racefordomme til slavernes status, som udvikledes i Amerika. Allerede i 1600-tallet kan man spore de første tilløb til forskelsbehandling af afrikanere. I oplysningstiden var der en modgående strømning, rettet dels mod slaveriet, dels mod de racistiske holdninger. The Founding Fathers havde i det mindste en fornemmelse af, at slaveriet stemte dårligt overens med Uafhængighedserklæringens rungende forkyndelse af, at alle mennesker var skabt lige. Franklin bekæmpede det aktivt. Washington frigav sine slaver i sit testamente og håbede på, at Sydens peculiar institution, som man sagde, efterhånden kunne afvikles ad frivillighedens vej. Jefferson sagde i 1790'erne med tanke på slaveriet: "Jeg ryster for mit land, når jeg tænker på, at Gud er retfærdig".

Men fra 1820’erne vendte strømmen. Selv hos Jefferson kan man spore en holdningsændring. Mere og mere blev de sorte betragtet som en laverestående race, der ikke kunne tåle frihed, men havde brug for et myndigt, faderligt formynderskab, da de fra naturens hånd var som sorgløse børn. Denne opfattelse af afroamerikaneren som happy-go-lucky blev spredt gennem de minstrel shows, der begyndte at komme i vælten i Nordstaterne fra 1820'erne. Særligt populær blev den såkaldte Jim Crow-figur, som blev lanceret på scenen af Thomas D. Rice i 1828.

Samtidig udviklede der sig blandt de hvide i Syden en mere og mere manisk skræk for en slaveopstand. Den fik næring af en række uroligheder i det caribiske område og især af Nat Turners mislykkede opstandsforsøg i 1831, der affødte en voldsom overreaktion, men også af visse slaverimodstandere i Nordstaterne, hvide og sorte, som åbent opfordrede til oprør.

På den anden side blev kampen mod negerslaveriet i England fulgt med stor opmærksomhed og i det mindste i Virginia ikke uden sympati. Dets guvernør John Floyd foreslog i 1831 en gradvis ophævelse af slaveriet. Det medførte en langvarig debat i statstinget, som endte med en afstemning, hvor slaveritilhængerne kun med nød og næppe sikrede status quo. Det havde været så tæt på, at der i de følgende år skete en kraftig mobilisering af slavetilhængere i Syden. Man hentede argumenter fra biologien, fra Bibelen og fra den klassiske oldtid. Havde Hellas (Grækenland) og Romerriget, civilisationens højdepunkter, måske ikke været slavesamfund, spurgte man. Thomas R. Dew ved William & Mary College i Virginia blev i en menneskealder den toneangivende ideolog. En frigørelse af slaverne i Amerika var umulig, hævdede han, fordi de bar "et uudsletteligt symbol på deres underordnede stilling; etiopieren kan lige så lidt ændre sit skind som leoparden sine pletter".

Da kampagnen mod negerslaveriet tog fart i Nordstaterne, beskyldte man i Sydstaterne alle abolitionister for at prøve på at fremkalde en slaveopstand. Man så i sine værste anelser bekræftet, da John Brown i oktober 1859 med en lillegruppe på tretten hvide og fem sorte ved et kup bemægtigede sig forbundsarealet i Harper's Ferry på grænsen mellem Virginis og Pennsylvania. At han hurtigt blev overmandet af Oberst Robert E. Lee og en håndfuld marineinfanterister og derpå hængt, ændrede ikke forestillingen om, at man her havde stået på nippet til den store slaveopstand.

Slaveriet blev ophævet i det ene land efter det andet i Amerika. I Argentina i 1813. I Centralamerika i 1824. I de britiske besiddelser i 1833. Men det blev anset for mere og mere uundværligt i de amerikanske Sydstaters plantageøkonomi i takt med bomuldsproduktionens eksplosive vækst. Med den fremadskridende industrialisering i Nordstaterne begyndte de toneangivende sydstatsideologer samtidig at forsvare slaveriet med, at slaverne i Syden i virkeligheden havde det meget bedre end industriarbejderne i Norden. De risikerede ikke at blive arbejdsløse, og der blev altid sørget for dem, selv når de blev gamle og svagelige.

Lincoln gav under sin skelsættende valgkamp i 1858 et meget enkelt svar herpå: Han havde endnu ikke hørt, at nogen frivilligt ville blive slaver for at nyde godt af slaveriets påståede fordele. Selv om der var stor forskel på, hvordan de forskellige slaveejere behandlede deres slaver, og på, hvordan markslaver og husslaver, som for øvrigt ofte var mulatter, blev behandlet, var negerslavernes lod da heller ikke misundelsesværdig. Piskestraf var almindelig. De blev anbragt i usunde hytter og var mest henvist til at spise hog and hominy – salt flæsk og majsnudler. Den ensidige ernæring gjorde dem mere modtagelige for sygdomme. Dødeligheden blandt slavernes børn lå mindst 25 pct. højere end blandt de hvides i Sydstaterne, og deres egne forventede gennemsnitslevealder var 12 pct. lavere end de hvides (...)

Tonen i sydstatsracismen blev i løbet af 1850’erne mere og mere skinger. I sine angreb på slaverimodstanderne udviklede pressen en retiradestil, som man skal helt frem til 1900-tallets nazipresse for at genfinde. Slaverne blev mere og mere fremstillet som vilddyr, der i frådende liderlighed ville kaste sig over de hvide kvinder, hvis de fik deres frihed. Abolitionisterne blev beskyldt for at kæmpe for et raceblandet bastardsamfund, hvori al kultur ville gå til grunde. Lincoln svarede hertil stilfærdigt: ”Af de 405.751 mulatter i USA lever 348.874 i Syden” – og deres mødre var sjældent hvide.

Dixie

I Sydstaterne havde de hvide under præsidentvalgkampen i 1860 hidset sig selv op til at tro, at Lincolns sejr ville være ensbetydende med, at deres negerslaver omgående ville blive frigivet og glubende sexappetit kaste sig over deres sarte hvide kvinder. Samtidig anså de Nordstaterne for så degenererede og demoraliserede, at de slet ikke ville kunne hamle op med Sydstaternes tapre krigere, hvis det skulle komme til et væbnet opgør. Var det måske ikke Sydstaterne, der havde trukket det store læs under krigen mod Mexico, mens så mange i Nordstaterne, inklusive mr. Lincoln havde været imod krigen? Ganske vist havde Nordstaterne flere folk og flere fabrikker. Men var de måske ikke lige blevet rystet af den alvorlige økonomiske krise i 1857, som ikke havde berørt Syden?

Det var en grotesk forvrængning af Lincolns hensigter. Han var på dette tidspunkt ikke abolitionist, men slaverimodstander. Det vil sige, at han ikke ville afskaffe slaveriet i Syden, men forhindre det i at brede sig til nye stater. Han ville tilbage til Missourikompromiset. På længere sigt forestillede han sig ganske vist en gradvis afvikling af slaveriet ved erstatning til slaveejerne efter engelsk forbillede. Men han bestred ikke Sydstaternes rettigheder i dette anliggende, og han var tilhænger af, at man skulle sende slaverne tilbage til Afrika, hvor den afroamerikanske koloni Liberia var blevet grundlagt i 1817.

Sydstaterne blev ofre for deres egen propaganda. Så snart resultatet fra præsidentvalget forelå, sammenkaldte South Carolinas statsting et konvent, som i december 1860 erklærede staten løsrevet fra USA. De øvrige bomuldsstater – Mississippi, Alabama, Georgia, Florida, Louisiana og Texas fulgte efter, og i februar 1861 mødtes delegerede fra disse syv stater i Montgomery, Alabama, for at oprette en ny nation, Amerikas Forbundne Stater, CSA (The Confederate States of America). Senere sluttede også Arkansas, North Carolina, Tennessee og allervigtigst Virginia sig til CSA, bortset fra den vestlige del, der som West Virginia blev anerkendt som ny ledstat af Washington. Der var fra gammel tid spænding mellem småkårsfolkene i West Virginias bjergland og godsejerkasten på kystsletten. Også de nordlige slavestater Maryland, Delaware, Kentucky og Missouri lykkedes det Lincoln at holde på ved en blanding af diplomati og handlekraft.

Jefferson Davis fra Mississippi, tidligere krigsminister i Pierces regering, blev kåret til præsident i CSA. Man begyndte også at organisere en hær. Men ingen af parterne troede endnu rigtigt på, at man stod over for et væbnet opgør, og ingen af dem var virkelig forberedt på det. I Sydstaterne ventede man, at Nordstaterne ville anerkende CSA's uafhængighed, ja at mange ligefrem ville være henrykte for at slippe af med slavestaterne (...) I nord troede man, at sydstatsfolkene bluffede for at opnå nye politiske indrømmelser.

(D. 12. april åbnede Sydstaternes tropper ild mod Nordstaternes Fort Sumter, som var beliggende ud for Charlestons havn i South Carolina. Tre dage efter erklærede Lincoln USA i "oprørstilstand" og indkaldte 75.000 frivillige til tre måneders tjeneste. Terningerne var kastet...)

Kilde: Bjøl, Erling: "USA's historie". Gyldendal, s. 199-200, 205-208 + 211-212