Embedded Files
Introduktionen og kildematerialet, som du her kan læse, hører til 3. modul
Indledning
De fleste af staterne i Mellemøsten og Nordafrika var før 2. verdenskrig underlagt europæiske kolonimagter. I de første par årtier efter krigens slutning opnåede de selvstændighed og udviklede sig herefter til diktaturer eller diktaturlignende stater. Det har dog ikke afholdt det demokratiske USA fra at søge alliancepartnere i området. Saudi-Arabien og Egypten er begge stater med en såkaldt autokratisk styreform, dvs. en styreform hvor magthaverne ikke er folkevalgte. De er samtidig to af USA´s vigtigste støtter i Mellemøsten og Nordafrika. Hvordan kan det være, at USA, der er verdenshistoriens første gennemført demokratiske nation, kan samarbejde med antidemokratiske stater?
Den kolde krig og Mellemøsten
Efter 2. verdenskrigs afslutning stod USA tilbage som den store sejrherre. Sammen med Vesteuropa og Japan dannede landet en stærk kapitalistisk blok mod Sovjetunionen og andre kommunistiske stater, som satsede på en statsstyret økonomi. I løbet af 1950´erne og 60´erne oplevede de vestlige lande en økonomisk vækst, men samtidig gjorde de sig også afhængige af olieimport fra Mellemøsten. I området omkring Den Persiske Golf finder man hovedparten (60 %) af verdens oliereserver, og i takt med, at landene i Mellemøsten og Nordafrika fik deres selvstændighed i løbet af 1950´erne og 60´erne, blev de nye magthavere i disse lande både styrtende rige og en vigtig faktor i magtkampen mellem USA og Sovjetunionen.
Under den kolde krig var det i USA´s interesse at skabe forhold, der muliggjorde kontrol med bl.a. Mellemøsten og Nordafrika. De regionale aktører havde deres egne stridigheder, men disse blev ofte led i den større ideologiske konflikt mellem USA og Sovjetunionen. Hvis et mindre land kunne opnå supermagtsstøtte, ville det kunne klare sig bedre i den regionale konflikt, ligesom supermagten ved at give denne støtte kunne vende udfaldet af den regionale konflikt til sin egen fordel på det globale plan. I USA var de forskellige regeringer under den kolde krig mindre bevidste om, hvordan konflikter i forskellige dele af verden kan have mange forskellige dimensioner – herunder religiøse og etniske - og mere opsatte på at vinde konflikterne gennem økonomisk og militær støtte til den ene part. Her spillede det en mindre rolle, om den, man støttede, var en demokratisk mønsterstat.
Ud over geopolitiske og militærstrategiske forhold havde hensynet til den globale økonomi også indflydelse på USA´s til tider meget tilbageholdende kritik af forskellige staters undertrykkelse af menneskerettighederne. Hvis et styre væltede, kunne dette inspirere befolkningerne i andre nabostater, hvilket kunne true stabiliteten i Golfen og hermed olieforsyningerne til Vesten.
Egyptens rolle under den kolde krig
Blandt de konflikter i Mellemøsten og Nordafrika under den kolde krig, hvor USA blandede sig og enten støttede den ene part eller mæglede, var konflikten mellem Israel og de arabiske nabostater den vigtigste. Israel var en jødisk stat, der blev oprettet i 1948 i kølvandet på nazisternes jødeudryddelse under 2. verdenskrig. I flere omgange kom det til krig mellem Israel og de omgivende arabiske lande, og hver gang lykkedes det Israel at holde stand, både i 6-dags-krigen i 1967 og i Oktober-krigen i 1973. I sidstnævnte krig foretog Egypten og Syrien et overraskelsesangreb på Israel, som dog ikke førte til den ønskede sejr. Efter det fejlslagne angreb måtte USA træde til som mægler. Egyptens daværende leder Anwar al-Sadat anerkendte nu Israels eksistensberettigelse og besøgte som den første arabiske statsleder Israel i 1977. Samtidig brød han helt med Sovjetunionen, som Egyptens første leder Gamal Abdel Nasser ellers havde søgt en tilnærmelse til. I 1979 indgik Egypten og Israel en fredsaftale (Camp David-aftalen) til fortrydelse for de øvrige arabiske stater og for Sadats religiøse modstandere, der myrdede ham i 1981. Efterfølgeren Hosni Mubarak videreførte dog Sadats politik, og USA begyndte derfor at støtte Egypten økonomisk.
Mordet på Sadat 1981. Billede fra historycommons.org
I konflikten mellem Israel og dets arabiske nabostater viste Egypten sig altså at spille en væsentlig rolle i sikringen af en fredslignende tilstand mellem parterne, som også kom USA til gavn. Det var vigtigt for USA, at Israels eksistensberettigelse blev garanteret af Egypten, fordi Israel stod på USA´s side i den kolde krig. Som den største base for amerikanske fly i regionen kom Israel også til at udgøre et vigtigt strategisk knudepunkt for det amerikanske militær i Mellemøsten. Andre vigtige alliancepartnere var kongedømmerne Saudi-Arabien og Jordan.
I det hele taget kom området omkring Den Persiske Golf nu til at spille en større rolle i amerikansk udenrigspolitik. Det hang sammen med, at Sovjetunionen i december 1979 sendte tropper ind i Afghanistan for at hjælpe et vaklende kommunistisk styre. I den forbindelse erklærede USA´s præsident Jimmy Carter, at USA ville imødegå enhver trussel mod amerikanske interesser i Den Persiske Golf, om nødvendigt med våbenmagt. Denne såkaldte "Carter-doktrin" understregede, at USA havde en vital interesse i regionen.
I løbet af 1980´erne måtte USA under præsident Ronald Reagan flere gange træde til, når der var konflikter i Mellemøsten. Iran og Irak udkæmpede en otte år lang krig, og her støttede USA Saddam Husseins Irak mod det stærkt muslimske styre i Iran. I Libanon havde der siden midten af 1970´erne været borgerkrig, og i 1982 invaderede Israel landet for at uskadeliggøre den palæstinensiske befrielsesbevægelse PLO, som havde sit hovedkvarter her. De arabiske landes fordømmelse af invasionen var ikke til at tage fejl af, og USA forsøgte at mægle i konflikten og sendte tropper til Libanon som led i en fredsbevarende aktion. I foråret 1984 trak USA dog tropperne hjem, efter at amerikanernes hovedkvarter året før var blevet sprængt i luften. Året efter trak Israel sine tropper ud af Libanon uden at have uskadeliggjort PLO.
USA og Det arabiske forår i Egypten
Efter Sovjetunionens sammenbrud i 1991 begyndte man at tale om det amerikanske overherredømme eller hegemoni. USA stod tilbage som den eneste supermagt i en unipolær verden. Den amerikanske politolog Francis Fukuyama hævdede ligefrem, at historien som en kamp mellem ideologier nu var slut som følge af kommunismens fallit og det liberale demokratis sejr. Det betød dog ikke, at USA ikke havde fjender. Militante muslimer følte sig udfordret af det amerikanske og vestlige verdenssyn, og terrorismen blev en ny og farlig fjende. Dette syntes at bekræfte en anden teori, udformet af Samuel P. Huntington, som argumenterede for, at nye konflikter ville opstå, men nu mellem civilisationer med forskellige kulturer.
Det unipolære system efter den kolde krigs afslutning
Efter terrorangrebet 11. september 2001 angreb USA i oktober måned Afghanistan, da det ekstremistiske Talibanstyre havde forbindelse til Osama bin Laden, hovedmanden bag angrebet. Den daværende amerikanske præsident George W. Bush formulerede året efter retningslinjerne for en ny udenrigspolitisk ("Bush-doktrinen"), som gav USA ret til at foretage et forebyggende angreb, hvis et land truede USA´s sikkerhed. I 1991 havde USA sammen med andre lande angrebet Irak, fordi Irak havde invaderet nabostaten Kuwait. Herefter var Irak blevet pålagt sanktioner, men ifølge ikke helt pålidelige efterretningskilder havde Irak ikke overholdt disse sanktioner og var nu begyndt at producere masseødelæggelsesvåben. Invasionen i Irak i foråret 2003 havde dog også det formål at befri det irakiske folk fra diktatoren Saddam Hussein og indføre demokrati, selv om mange kritikere af krigen mente, at adgangen til Iraks oliereserver også spillede en væsentlig rolle.
I kølvandet på invasionen af Irak øgedes presset mod de øvrige autoritære stater i Mellemøsten, herunder Egypten. Det blev efterhånden tydeligere, at USA lagde pres på de forskellige regeringsledere i regionen for at demokratisere deres lande og respektere menneskerettighederne. Udbygningen af demokratiet i Mellemøsten indgik i USA´s sikkerhedsstrategi, fordi man regnede med, at skabelsen af demokratiske stater i området ville skabe grundlag for fred. Man taler i den forbindelse om en "demokratisk fredstese". Denne tese eller forestilling går grundlæggende ud fra, at lande med en demokratisk styreform ikke går i krig mod hinanden. Flere europæiske stater, heriblandt Danmark, åbnede kontorer i bl.a. Egypten, som skulle arbejde for demokrati og menneskerettigheder (de såkaldte ”arabiske initiativer”). I juni 2009 holdt den nyvalgte amerikanske præsident Barack Obama en vigtig tale i Cairo, som var henvendt til den muslimske verdensbefolkning. Selv om Obama på en del punkter ikke videreførte Bushs udenrigspolitik, gentog han her de amerikanske krav om, at de muslimske lande skulle respektere demokratiske principper og menneskerettigheder som universelle rettigheder.
USA´s præsident Barack Obama i Cairo 4. juni 2009.
Officielt foto fra Det Hvide Hus
Da Det arabiske forår bredte sig i begyndelsen af 2011, forventede mange derfor, at USA helhjertet ville støtte oprøret. I stedet så man, at USA (og den øvrige vestlige verden) reagerede forskelligt, alt efter hvilket land der var tale om. I Libyens tilfælde dannedes en koalition af 22 lande bestående af USA og andre NATO- og EU-lande samt enkelte arabiske lande. Koalitionen gennemførte bombetogter mod den libyske leder Muammar Gaddafis tropper, der blev besejret i oktober 2011. I Bahrain, Syrien og Yemen førte overgreb mod civilbefolkningen til gengæld ikke til, at USA greb ind med militær magt. Her spillede hensynet til de regionale magtforhold og deres stabiliserende effekt en vigtigere rolle end menneskerettigheder og demokrati.
Egypten og det egyptiske militær havde siden Camp David-aftalen i 1979 modtaget mange milliarder af dollars i økonomisk støtte fra USA. Derfor så man også, at USA i begyndelsen af Det arabiske forår ikke umiddelbart vendte sig mod Hosni Mubarak, der på det tidspunkt stadig havde militærets opbakning. I stedet opfordrede Barack Obama Mubarak til at imødekomme kravene om reformer. Da Mubarak hurtigt mistede militærets støtte, mistede han dog også USA´s støtte. I begyndelsen af februar 2011, blot en uge inde i det egyptiske oprør, meddelte USA, at man ikke længere havde tiltro til Mubarak, og den 11. februar afsatte den egyptiske hærledelse Mubarak. Det egyptiske militær havde undladt at knuse demonstrationerne på Tahrir-pladsen med vold, fordi man var klar over, at brugen af våben mod demonstranterne ville skade det fremtidige samarbejde med USA. Hvis det egyptiske militær altså fortsat skulle have USA´s støtte, måtte det imødekomme kravene om reformer, og i sidste ende valgte militæret helt at afsætte Mubarak. Dette var ikke til alles tilfredshed i USA, men USA støttede alligevel den militære overgangsregering, fordi den garanterede, at den ville indføre et demokratisk styre. Om Egypten så er blevet demokratisk, er et andet spørgsmål.
Konklusion
USA er en supermagt med globale interesser og en økonomisk og militær evne til at forfølge disse. USA´s hovedinteresse i Mellemøsten og Nordafrika har først og fremmest været at sikre to forhold, hvor det første betinger det andet:
• En stabil fred mellem Israel og dets arabiske nabostater.
• En stabil leverance af billig olie til den amerikanske og vesteuropæiske økonomi.
Egypten, en af USA´s vigtigste samarbejdspartnere i regionen, var før Det arabiske forår en skrøbelig diktaturstat, og er det fortsat. For USA er det vigtigste dog ikke, om Egypten er et diktatur eller et demokrati, men at Egypten ikke bliver så skrøbeligt, at det bryder sammen og dermed skader stabiliteten i Mellemøsten og Nordafrika. Uden militærets støtte kan Egypten – i hvert fald på nuværende tidspunkt – ikke regeres. Og uden USA´s støtte kan militæret ikke regere. Det betyder dog også, at større politiske reformer, der går i demokratisk retning, må lade vente på sig. Set med USA´s udenrigspolitiske briller gør det dog ikke helt så meget, som man skulle tro. På den måde kan man hævde, at Det arabiske forår har afsløret USA´s ”demokratiske fredstese” som bluf. I årtier har USA krævet demokratiske reformer af diktatorer, som man samtidig har samarbejdet med, og meget tyder på, at det mønster fortsætter.
(J.B. Meier, april 2013)
Anvendt litteratur
Hansen, Birthe: Politik i Mellemøsten, Dansk Udenrigspolitisk Institut, København 1998
Hansen, Birthe og Carsten Jensen: Demokrati i Mellemøsten, Jurist- og Økonomiforbundets Forlag, København 2012
Lynch, Marc: The Arab Uprising, Public Affairs, New York 2012
Rasmussen, Janus Graves og Jacob Graves Sørensen: Mellemøsten under forandring, Forlaget Columbus, København 2012
Page updated
Report abuse