Kilder: Den hvide hest

Kilde 1

Jomfru Fanny* om genforeningen

Fra Helene Rud: "Jomfru Fanny", Kbh. 1945, s. 31

Jeg tror det varer længe, inden vi bliver danske hernede. Der skal ske så mange store forandringer med alting. De første danske soldater, som kommer hertil kommer sønden ind i byen. Det bliver ikke Christian den 9., som kommer herned som dansk konge. Kongen, som kommer hertil, er en mand i sin bedste alder, hverken gammel eller ung. Han kommer ridende på en hvid hest. Bønderne vil pynte deres heste med bonderoser, og der vil være sort af mennesker for at tage imod ham, men jeg ser ikke et eneste bekendt ansigt. Hvor er alle de gode danske mænd henne? De må være døde, ellers ville de dog være her på denne dag.

* Fanny Enge (1805-81), kaldt jomfru Fanny, boede i Åbenrå hele sit liv og var kendt for sine spådomsevner.

Kilde 2

Politiken, 14. juli 1920

Kongen fortsætter sit besøg i Sønderjylland ud over de officielle festdage, og Dannebrog bliver foreløbig liggende i Sønderborg. Herfra vil kongen i sin bil køre ud i landet, selv opsøge folk af alle klasser, tale med dem og lære de nye danske statsborgere at kende. Fra Sønderborg går Dannebrog senere til Åbenrå og Haderslev. Overalt vil han, som i de første begejstrede festdage blive modtaget med glad hengivenhed. Således opfyldes sagnet om den hvide hest.

Hesten selv, en ung vallak fra Danneskjold-Samsøes stalde, er et usædvanligt og smukt og fredeligt dyr. Så let som en hjort, smidig, trind og blød i koderne som musklerne i en danserindes ankler. Dens vandring over grænsen foregik under massernes ventende tavshed som i eventyrets drømme...

Kilde 3

Fyns Venstreblad, 15. juli 1920

Kong Christian måtte drage ind i sit nye land, måtte tage det i besiddelse nordfra. Det er ikke noget ceremonimesterpåfund. Ved sit ridt sletter Kong Christian i folkets bevidsthed Kongeåen som grænse. Kongen kunne ikke komme sejlende til Sønderjylland; det ville have føltes som unaturligt. Det er med et folk som med et menneske, når det længes mod et stort håbs opfyldelse; det ser i vågne drømme for sig den dag, da dets håb virkeliggøres. Det gennemlever på forhånd gang efter gang den store begivenhed, og den fæstner sig i dets tanke i bestemte, håndgribelige former. Hos sønderjyderne antog drømmen om den store oprejsningens dag tidligt skikkelse af den danske konge ridende på sin hvide hest over grænsen. Kongen på den hvide hest, det er en folkedrøm, der går i opfyldelse. Sikkert er det noget af en skuffelse for sønderjyderne, at kongen ikke tilbagelægger hele vejen til Sønderborg til hest. Et tog af biler kan sønderjyderne vanskeligt få til at passe ind i deres nationale drømme; men det forsoner de sig vel med; at kongen ikke havde redet over grænsen, det ville derimod have været et skår i deres glæde. De mest nøgterne blandt os kan smile ad den slags symbolske begivenheder; men der er dage i et folks historie, da nøgternhed ikke er på sin plads, og en sådan dag er dagen i dag.

Kilde 4

Hans Jensen

Den politiske udvikling mellem verdenskrigene

Fra Schulz Danmarkshistorie, bd. 6, Kbh. 1943, s. 172

10. juli kl. 9.20 formiddag red kongen på en hvid hest højtidelig over den gamle grænse ved Frederiksdal på landevejen mellem Kolding og Haderslev. Han hilstes velkommen på sønderjysk grund af de nordslesvigske landboforeningers formand P. J. Refshauge, og dette grænseridt, der var tænkt som opfyldelse af et gammelt romantisk sagn, blev som det levende symbol på det ny møde mellem Danmark og Sønderjylland - mellem "Moderen og en datter dybt begrædt" -, da kongen løftede en lille pige mellem tilskuerne op foran sig på hesten og med hende i favnen red, grædende af glæde, frem i det genvundne land.

Kilde 5

Arveprins Knuds erindringer, 1954

Kbh. 1954, s. 82-83

Da vi var nået ned i nærheden af grænsen, skiftede vi over fra bilerne til hestene. De ventede os tre - min far, min bror og mig - inde på en mark. Fars hest var ikke helt hvid. Vi kaldte den: "den kalkede hest". Den havde fået en make up, og den smittede slemt af. Kom vi den for nær med vore sorte benklæder, var de straks helt hvide. det var en hest, far havde lånt på Visborggaard hos Danneskjold-Samsøes. Den ligger begravet på Visborggaards jorder. "Jeg bar kong Christian over grænsen 1920" står der på en mindesten. Den hvide hest levede endnu nogle år på Visborggaard efter ridtet over grænsen. Foruden mindestenen står der også en flagstang, hvor den blev gravet ned. Flaget hejses hver genforeningsdag.

Kilde 6

Otto M. Zander, 1975

Fra udgivernes interview med Otto M. Zander, 5.2.1975.

I årene 1916 til 1920 tjente jeg på Visborggard hos greve Knud Danneskjold-Samsøe som altmuligdreng kaldet "piccoloen". Når min bror Jacob A. Sand, der var stalddreng, havde fri, fodrede og passede jeg "den hvide hest" - og jeg garanterer for, at den var kridhvid - hvid som sne over det hele. Den var i øvrigt vanskelig at omgås, fremmede kunne ikke komme til den.