Embedded Files
Præsident Truman havde nedsat en særlig ekspertkomité, der skulle overveje, hvordan atombomben skulle bruges. Denne komité bestod af militære ledere, videnskabsmænd og repræsentanter for udenrigsministeriet. Komitéens indstilling blev overdraget til præsident Truman, hvorefter han traf beslutningen om anvendelse. Uddraget stammer fra Trumans erindringer, der blev udgivet i midten af 1950´erne.
Krigsminister Stimson ledede denne gruppe som formand, og de øvrige medlemmer var George L. Harrison, direktør for New York Life Insurance Company; han gjorde på daværende tidspunkt tjeneste som særlig rådgiver for krigsministeren; James F. Byrnes som min personlige repræsentant; Ralph A. Bard, viceflådeminister; William L. Clayton, statssekretær i udenrigsministeriet; og tre af vore mest berømte videnskabsmænd …
Denne komite blev assisteret af en gruppe videnskabsmænd, af hvilke de, der stod i nærmeste kontakt med udviklingen af atombomben, var Dr. Oppenheimer, Dr. Arthur H. Compton, Dr. E. O. Lawrence og den italiensk-fødte Dr. Enrico Ferrni. De konklusioner, som disse mænd nåede frem til både i den rådgivende komite af videnskabsmænd og i den større komite, blev overbragt til mig af minister Stimson den 1. juni.
Det var deres anbefaling, at bomben blev brugt mod fjenden så hurtigt som muligt. De anbefalede endvidere, at den skulle bruges uden nogen særlig advarsel og mod et mål, der klart viste dens tilintetgørende styrke. Jeg havde naturligvis indset, at en atombombe-eksplosion ville sprede død og ødelæggelse i et omfang, der overgik vor forestillingsevne. På den anden side rapporterede de videnskabelige rådgivere: "Vi anser det ikke for sandsynligt, at en teknisk demonstration vil afslutte krigen; vi kan ikke se noget acceptabelt alternativ til den direkte militære anvendelse". Det var deres konklusion, at de ikke kunne foreslå nogen form for teknisk demonstration, som f.eks. over en øde ø, der ville sandsynliggøre en afslutning på krigen. Den måtte bruges mod et fjendtligt mål.
Den endelige beslutning om, hvor og hvornår atombomben skulle bruges, var min. Lad der ikke være nogen tvivl herom. Jeg betragtede bomben som et militært våben og var aldrig i tvivl om, at den skulle bruges. Præsidentens øverste militære rådgivere anbefalede dens brug, og da jeg talte med Churchill, gik han ufortøvet ind for anvendelsen af atombomben, hvis den kunne medvirke til en afslutning på krigen.
Da jeg traf beslutning om at anvende denne bombe, ønskede jeg at sikre, at den blev brugt som et krigsvåben på den måde, der er foreskrevet i krigens love. Det betød, at jeg ønskede den kastet mod et militært mål. Jeg havde fortalt Stimson, at bomben skulle kastes så tæt som muligt på et krigsproduktions-center af største militære vigtighed.
Stimsons stab havde udarbejdet en liste over byer i Japan, der kunne bruges som mål. Kyoto, som general Arnold foretrak som center for militæret, blev udelukket, da minister Stimson påpegede, at byen var japanernes kulturelle og religiøse helligdom.
Sluttelig blev fire byer anbefalet som Mål: Hiroshima, Kokura, Niigata og Nagasaki. De blev udpeget i den nævnte rækkefølge som mål for det første angreb. Rækkefølgen var i overensstemmelse med disse byers militære betydning, men der skulle tages skyldigt hensyn til vejrforholdene på bombardements-tidspunktet. Inden de udvalgte mål blev godkendt som passende for militære formål, gik jeg dem personligt igennem i detaljer med Stimson, Marshall og Arnold, vi diskuterede tidspunktet og det endelige valg af det første mål.
Fra: Jens Winther, Atombomber over Japan, Gjellerup 1974, s. 76-78
Page updated
Report abuse