’1789 – revolutionen som model for senere revolutioner’ + ’Tanker om den franske revolution’

Republikken indføres

De enevældige monarker i Europa så med stor uro på revolutionen i Frankrig. Det franske eksempel kunne jo smitte. Der var også stærke kræfter blandt de franske revolutionstilhængere, der drømte om at få revolutionen til at brede sig ud over Europa. Da den østrigske kejser og den preussiske konge i en fælles erklæring proklamerede, at de ville gribe ind med militærmagt for at genoprette monarkiet i Frankrig, skærpedes spændingen. Resultatet blev, at flertallet i den lovgivende forsamling i april 1792 besluttede at erklære Østrig krig. Preussen trådte ind i krigen på Østrigs side.

Krigen gik i begyndelsen meget dårligt for franskmændene. Det meste af det gamle officerskorps – som udelukkende bestod af adelige – var væk. Samtidig førte krigen til prisstigninger og kornmangel. Panikken bredte sig i Paris, og den folkelige vrede rettede sig mod kongen, som med god grund blev mistænkt for at stå i ledtog med fjenden. Et fransk nederlag ville jo føre til genindførelse af enevælden.

Paris’ arbejdere og småborgere stormede kongeslottet d. 10. juli 1792 og tog kongen til fange. Dermed var kongedømmet reelt afskaffet, selv om den lovgivende forsamling først en måned senere vedtog at afsætte kongen. Den vedtog også at opløse sig selv til fordel for et nationalkonvent, der skulle vælges med almindelig stemmeret af alle borgere over 20 år. Dermed fik den oprørske underklasse politiske rettigheder på linje med de mere velstillede borgere. Det var kun et fåtal, der benyttede den, så det var stadig borgerskabet, der dominerede i forsamlingen, men der var alligevel sket et skred mod venstre.

Den nyvalgte konvent besluttede i september 1792 at indføre republikken, og som markering af den politiske lighed indførtes titlerne ”borger ” og ”borgerinde ”, som for fremtiden skulle bruges om alle franske borgere. I januar 1793 dømte konventet Ludvig den 16. til døden for landsforræderi. I dommen kaldtes han ”borger Capet ”. Han blev henrettet den 21.januar 1793, og dronning Marie Antoinette henrettedes i oktober 1793.

Konservatismen

Den franske revolutions og dens frihedsidéer havde fra første færd fremkaldt både begejstring og forfærdelse i Europa. Den vakte selvfølgelig modvilje hos samfundsklasser, hvis interesser ramtes af revolutionen – adelen og gejstligheden først og fremmest. Men der var også ideologisk modstand fra en lang række konservative intellektuelle, der simpelthen var dybt uenige i hele revolutionens idégrundlag. Den mest fremtrædende af disse var englænderen Edmund Burke (1729–1797), der opfattes som grundlæggeren af den konservative ideologi.

Edmund Burke og mange med han tog afstand fra forestillingen om, at mennesker ved fornuftens hjælp kunne konstruere et retfærdigt samfund fra grunden på samme måde som en arkitekt kan tegne et hus. Det var at kaste vrag på samfundstraditioner, der var opbygget gennem århundreder, og som repræsenterede de foregående slægters møjsommeligt opbyggede erfaring. Revolutionerende ændringer af samfundet måtte med nødvendighed føre til kaos, blodsudgydelse og tyranni, sådan som den franske revolution demonstrerede. Samfundsmæssige ændringer måtte ske forsigtigt og gradvist og med respekt for de institutioner – kongemagt og kirke – som repræsenterede stabilitet og kontinuitet i samfundet.