Udenrigsministeriets rejsevejledninger indeholder råd og oplysninger til danske rejsende. Der laves ikke rejsevejledninger for alle lande, men for en række lande med særlig risiko på grund af krig, fare for terrorisme, borgerlige uroligheder, naturkatastrofer, kriminalitet og lignende. Rejsevejledningerne bygger på oplysninger, som er indhentet bl.a. fra de danske ambassader. Der udarbejdes ikke rejsevejledninger for EU-landene og de nordiske lande.
Siden revolutionen den 25. januar 2011 har der været mange demonstrationer i Kairo, Alexandria og andre større byer. Flere demonstrationer har været voldelige og medført tab af menneskeliv. Der gennemføres fortsat store demonstrationer og dette kan forventes at fortsætte. Demonstrationerne i Kairo har primært været begrænset til området omkring Tahrir-pladsen, ved Cairo universitet, og ved præsidentpaladset i Heliopolis. I Alexandria finder demonstrationerne især sted omkring politihovedkvarteret.
Efter alvorlige demonstrationer er der fra den 28. januar 2013 indført undtagelsestilstand og udgangsforbud i provinserne Ismailia, Port Said og Suez. P.t. er udgangsforbuddet kl. 02:00 – 05:00 i Suez og Ismailia og kl. 01:00 – 05:00 i Port Said. Tiderne kan ændres med kort varsel. Rejsende bør undgå demonstrationer og være opmærksomme på, at sikkerhedssituationen i Egypten kan ændre sig hurtigt. Generelt bør man udvise forsigtighed og omtanke.
Der er risiko for terror og bortførelser i Egypten. Rejsende opfordres til at udvise forsigtighed, herunder på steder hvor større menneskemængder er samlet.
På baggrund af trusler mod militær- og sikkerhedsstyrker, har de egyptiske myndigheder den 9. marts 2013 forhøjet beredskabet på Sinai-halvøen.
Alle rejser til Gaza frarådes. Lukning af grænseovergangen ved Rafah kan ske med meget kort varsel.
Ikke-nødvendige rejser til den nordlige del af Sinai-halvøen nord for Suez–Taba vejen frarådes, og der bør udvises ekstra forsigtighed ved rejser på den sydlige del af Sinai-halvøen uden for turistområderne.
(Fra: Det Danske Udenrigsministeriums hjemmeside: http://um.dk/)