Historisk baggrund

Sideløbende med den europæiske krig udkæmpedes der i Asien en krig mellem Japan på den ene side og USA, Storbritannien og Kina på den anden. Det japanske kejserrige havde som det eneste asiatiske land gennemført en succesrig modernisering af samfundet og var en militær stormagt. Det var stærkt militariseret og racistisk i sit syn på omverdenen, og det nazistiske Tyskland var blevet dets naturlige europæiske alliancepartner. Japans opfattelse af sin situation lignede også Tysklands. De japanske politikere mente, at det japanske ørige ikke kunne rumme den japanske millionbefolkning. Der var altså behov for nyt territorium ud over Korea, som Japan allerede herskede over. Desuden var Japan næsten uden råstoffer. Olie, jern og andre nødvendige råstofforsyninger måtte hentes udefra. Det var japanernes mål at sikre landets kontrol med den nødvendige råvareforsyning.

Japans aggression fra 1931

Krigen i Asien havde sin oprindelse tilbage i 1931, da Japan begyndte at besætte den kinesiske provins Manchuriet. Kina var på det tidspunkt svagt og splittet. Den nationalistiske regering kontrollerede hovedparten af landet, visse steder herskede lokale krigsherrer, og et mindre område beherskedes af det kinesiske kommunistparti under ledelse af Mao Zedong.

I 1937 udvidedes den japanske aggression mod Kina. Der var tale om et totalangreb. Kinas traditionelle hovedstad Beijing kom under japansk kontrol, og også regeringens hovedsæde, Nanking, blev erobret i december 1937. Den japanske fremrykning blev ledsaget af omfattende overgreb mod krigsfanger og civile. Efter erobringen af Nanking gennemførtes massakrer med måske op til 300.000 ofre. Omfanget og karakteren af massakrerne er omstridt. Japanske historikere og politikere bestrider den i Vesten almindeligt anerkendte fremstilling af begivenhederne. Det lykkedes dog ikke japanerne at tvinge den kinesiske regering til en kapitulation. Kina blev først og fremmest støttet af USA, der leverede våben, som kineserne betalte med penge, lånt af den amerikanske stat. USA lagde også pres på Japan ved i 1939 at opsige de to landes handelsaftale.

Da Tyskland havde besat Frankrig i 1940, benyttede den japanske hær sig af lejligheden til at sende tropper ind i den franske koloni Vietnam i 1941. Det fik USA til at gå et skridt videre og gennemføre handelsrestriktioner mod Japan. Restriktionerne skulle især ramme den japanske olieimport.

I 1941 overvejede den japanske regering, om den fortsatte japanske ekspansion skulle rette sig mod vest, mod Sovjetunionens territorium, eller mod syd, mod Filippinerne, det britiske Malaya og det nuværende Indonesien, dengang Hollandsk Ostindien. Her var der bl.a. olieforekomster, der kunne dække Japans behov. Valget faldt på den sidste mulighed. Sovjetiske spioner i Japan kunne underrette Stalin om japanernes valg. Derfor besluttede den sovjetiske regering at flytte store troppestyrker fra Sibirien til Moskva. Det var måske afgørende for, at Sovjetunionen kunne standse den tyske fremrykning i 1941, så Moskva ikke faldt i tyskernes hænder.

Japan i krig med USA december 1941

Det var klart, at de japanske ekspansionsplaner ville bringe Japan i direkte konflikt med den største Stillehavsmagt, USA. Det var ligeledes klart, at den japanske flåde måtte have kontrol med den vestlige del af Stillehavet for at forbindelseslinjerne til Indokina og Hollandsk Ostindien kunne sikres. Det logiske skridt var derfor at forsøge at ødelægge den eneste flåde i Stillehavet, der kunne true japanerne, nemlig den amerikanske. Dens base lå på Hawaii i den havn, der hedder Pearl Harbor. D. 7. december 1941 angreb japanske fly de amerikanske krigsskibe i Pearl Harbor. Det var det første storstilede luftangreb gennemført fra hangarskibe. Dermed var Japan i krig med USA – og også med Storbritannien, eftersom den japanske fremrykning også rettede sig mod britiske kolonier som Malaya og Burma.

Krigen i Stillehavet havde en anden karakter end krigen i Europa. Der var ingen store kampvognsslag. Krigen til lands var i vid udstrækning junglekrig i uvejsomt terræn, og kampen om herredømmet til søs og i luften var af afgørende betydning.

Krigens forløb kan opdeles i tre faser:

1. Den amerikanske flåde led så store tab ved angrebet på Pearl Harbor, at japanerne i de følgende måneder var overlegne til søs. Fra december 1941 til maj 1942 erobrede japanerne Malaya og Burma, Filippinerne (amerikansk koloni) og det hollandske Indonesien. I sommeren 1942 var Australien næste mål for japanernes offensiv. Australien og dets havne var afgørende for USAs krigsførelse.

2. Anden fase indledtes med slaget ved Midway i juni 1942 og afsluttedes med amerikanernes erobring af den japanske ø Okinawa i april 1945. Midway ligger vest for Hawaii og Pearl Harbor. Midway-slaget udkæmpedes mellem to flåder af hangarskibe, og det lykkedes her de amerikanske piloter at sænke 4 japanske hangarskibe. Hermed skiftede styrkeforholdet. De amerikansk-britiske styrker var derefter til stadighed i offensiven med udgangspunkt fra Hawaii, fra Australien og fra Indien.

3. Da amerikanske styrker i april 1945 erobrede øen Okinawa, kom de japanske hovedøer inden for rækkevidde af USAs luftvåben. Samtidig blev de japanske styrker i Kina reelt afskåret fra Japan. Kampene om Okinawa var forfærdeligt blodige. Omkring 100.000 japanere og 50.000 amerikanere mistede livet. Amerikanske bombninger af japanske byer kulminerede med USAs atombomber mod de japanske byer Hiroshima og Nagasaki i august 1945. Det første angreb kostede umiddelbart 70.000 mennesker livet. Det andet 35.000. Dette nyligt udviklede våben tvang japanerne til betingelsesløs overgivelse og sparede samtidig amerikanerne for en invasion på de japanske hovedøer.

Fra: Carl-Johan Bryld: Verden efter 1914, Systime 2010: "Anden verdenskrig: Krigen i Asien"