Røverbaronerne

Fem års krise lugede brutalt ud i den amerikanske erhvervsjungle. Kun de stærkeste overlevede. De var til gengæld vel rustede til at udnytte det konjunkturomslag, der kom i 1879, så USA med et sæt sprang ind i en ny forrygende vækstperiode. Omslaget kom fra Europa. Misvækst i 1879 skabte så stor efterspørgsel efter amerikanske landbrugsprodukter, at 40 pct. af den amerikanske hvedehøst blev eksporteret til bedre priser, end man havde kendt i mange år - Møllenæringen var med en produktion på over 500 millioner dollars i 1880 stadig USA’s største industri. Den blev styrket af to tekniske fremskridt, som blev udviklet i vandmøllebyen Minneapolis: Først Edward La Croix’ nye metode til bevarelse af et højere glutenindhold. Den gjorde det rentabelt at dyrke vårhvede i de nordvestlige stater. Derpå John Stevens’ jernvalsemølle, der fordoblede meludbyttet. Amerikansk hvedemel blev efterspurgt over hele verden. Samtidig blev der med udviklingen af glykose åbnet nye afsætningsmuligheder for majsdyrkerne.

Også kvægbaronerne havde kronede dage. Da Gustavus F. Swift i 1881 indsatte de første frysevogne i togene fra Chicago til Østkysten, åbnede han en helt ny æra i slagteribranchen.

De gode tider for landbruget, der blev forlænget af flere dårlige høstår i Europa, satte igen gang i jernbanebyggeriet. Northern Pacific, som Cooke havde knækket halsen på, blev nu en god forretning. I hænderne på James Hill i Minneapolis, der fik knyttet den sammen med det canadiske jernbanenet. Hill var ikke som Gould en jernbanekonge, der kun var ude på at pumpe flest mulige penge ud af jernbanerne og de landmænd, som blev helt afhængige af den. Han satte sig grundigt ind i forholdene i de områder, han bevægede sig ind i, inden han fastlagde sin linjeføring, og søgte at hjælpe nybyggerne til rette.

Opsvinget i jernbanebyggeriet satte nyt liv i jernindustrien. Da man ydermere efterhånden gik over til at udskifte jernskinner med de langt mere holdbare stålskinner, fik stålindustrien sin store chance for den, der forstod at gribe den. Det var frem for alle Andrew Carnagie, der først fik øjnene op for de muligheder, den nye 'Bessemerproces' bød på. Carnegie var dog ikke først og fremmest jern- og stålekspert. Han var organisator, en manager med et skarpt blik for produktionsudvikling og en sikker sans for at få fat i de rigtige folk. "Her ligger en mand, som forstod at omgive sig med folk, der var meget dygtigere end ham selv", foreslog han engang som sin egen gravskrift. Hvis nogen kom fra rags til riches, var det ham. Han var søn af en fattig skotsk væver, der blev slået ud af fabriksvarerne. Andrew glemte aldrig den dag, hans far kom hjem og sagde: "Andra, I can get ne mair work". Derfor ville han prøve chancen i Amerika. Her startede drengen som spoleskifter på en tekstilfabrik, men fik snart et jernbanejob og avancerede under Borgerkrigen takket være sine enestående organisatoriske evner til chef for Pennsylvania Railroads godstransportafdeling. Efter krigen gik han ind i brobyggeri. Det var de storslåede brobygningsprojekters tid. I 1874 blev James Eads' bro over Mississippi åbnet, i 1883 Brooklynbroen over East River. Carnagie gik videre til jern og stål. Han opbyggede efterhånden et helt imperium, der strakte sig fra malmlejerne over pram- og jernbanetransporten til højovnene i Pittsburgh og fabrikationen af jernbanevogne, kedler og søm.

En anden stor organisator, der gik fra konsolideringsfasen under 1870'ernes krise ind i en storstilet ekspansion i 1880'erne, var John D. Rockefeller. Han begyndte sin karriere som bogholder i Cleveland, men vejrede snart de muligheder, der var i de nyopdagede oliekilder i Pennsylvania såvel som i Clevelands beliggenhed ved Lake Erie. Han indså, at det afgørende i oliebranchen ville blive raffineringsprocessen. Med en kapital, som han havde samlet under Borgerkrigen, fik han i 1870 stiftet Standard Oil, Ohio, og begyndte derefter systematisk at samle på raffinaderier og aftvinge jernbanerne fordelagtige takstaftaler. Kriseårene skabte særligt gunstige betingelser for denne koncentrationsstrategi. Da de var overstået, sad Standard Oil på 95 pct. af USA's raffinaderikapacitet og havde praktisk talt fuld kontrol med olietransporten, med jernbane såvel som gennem rørledninger. Rockefellers organisatoriske nyskabelse var den moderne trust, der blev grundlagt i 1879. De samarbejdende selskaber overdrog deres aktier til en trustbestyrelse på ni medlemmer, som derved fik lejlighed til at samordne deres aktiviteter. De oprindelige aktionærer fik byttet deres aktier med trustcertifikater, der gav udbytte, men ingen indflydelse.

Rockefellers forretningsmetoder var hårdhændede. Mere end nogen anden var det ham, man havde i tankerne, da man begyndte at kalde tidens storkapitalister for røverbaroner, et udtryk, der blev indført fra Tyskland af Carl Schurz. Men der var mange andre, og han var ikke den første. Da "Kommandøren" Cornelius Vanderbilt døde i 1877, efterlod han sig en arv på 100 millioner dollars. Det var første gang, det rigtigt gik op for folk, hvilke kæmpeformuer storkapitalisterne kunne samle. Samme år iværksattes en landsomfattende jernbanestrejke i protest mod en 10 pct. lønnedgang. En fyrbøder på New York Central-linjen tjente i gennemsnit godt 41 dollars om måneden. Strejken blev brudt ved indsats af tropper flere steder. Da den tuberkulose, der havde plaget Jay Gould siden ungdommen, omsider i 1892 tog livet af ham, efterlod han sig officielt 77 millioner dollars. Hans virkelige formue blev takseret til mindst det dobbelte, og han blev anset for verdens rigeste mand. Gennemsnitslønnen for en skolelærer var ved denne tid omkring 500 dollars om året, i vore dages købekraft svarende til ca. 16.000 dollars.

Højkonjunkturerne i begyndelsen af 1880'erne skabte glimrende betingelser for pengemændene. Dertil kom, at det politiske system på flere måder begunstigede røverbaronerne. De kunne benytte sig af rivaliseringen mellem ledstaterne til at placere deres firmaer, hvor de fik de bedste betingelser. Forbundsregeringen i Washington gav dem frie hænder. Præsidenterne var efter Andrew Johnsons gevordigheder blevet bange for at lægge sig ud med Kongressen. Hayes var yderligere svækket af den tvivlsomme måde, han var blevet valgt på. Hans efterfølger, James A. Garfield, en anden garvet, men respekteret Ohiopolitiker, født i en bjælkehytte, blev omgående skudt af en mand, der følte sig snydt ved fordelingen af spoils-benene. Det satte ganske vist gang i Carl Schurzs bestræbelser for at skaffe USA et permanent embedsmandskorps. 15.000 stillinger - 15 pct. - blev "classified", dvs. fjernet fra spoils-systemet for at blive besat ved prøver. Men ind i Det Hvide Hus flyttede nu Chester Arthur, der selv havde tjent sig en formue som indehaver af det allerfedeste politiske ben, tolddirektørposten i New York, hvor han havde omgåedes både Vanderbilt og J. Piermont Morgan (...)

Arbejderriddere og cigarrullere

Af mange grunde fik røverbaronerne heller ikke noget kvalificeret modspil på den faglige front. Gould måtte ganske vist to gange i midten af 1880'erne give sig for jernbanestrejker i Sydvesten. Men en tredje strejke i 1886 brød sammen efter to måneder og gav den faglige landsorganisation, jernbanemændene havde været tilsluttet, The Knights of Labor, et afgørende knæk. Organisationen var blevet grundlagt i 1869 af den irske smed Terrence Powderly. Som mange andre amerikanske organisatorer havde han skævet til logeformen. Frimurergarnituret bragte ham på kant med den katolske kirke. Han så mere sine medlemmers fremtid i andelsforetagender, voldgift og boykot end i strejker. Men bevægelsen voksede ham efterhånden over hovedet. Den toppede i 1886 med 700.000 medlemmer. Det var en landsomspændende organisation dannet efter princippet one big union. Men den var yderst uensartet og byggede fortrinsvis på de ufaglærte.

Samtidig med, at Knights of Labor gik i opløsning, voksede en helt anden type landsorganisation frem: The American Federation og Labor (AFL). Den blev opbygget efter fag af de faglærte. Sjælen i dette organisationsarbejde var Samuel Gompers, en jødisk cigarruller, der var indvandret fra England. Han blev formand for AFL, da den blev stiftet ved en sammenslutning af de lokale forbund i 1881 og bevarede med en kort afbrydelse denne post til sin død i 1924. Øverst på programmet havde AFL indførelsen af ottetimers arbejdsdag. Den anså strejker for sit hovedvåben. Men det skulle anvendes med måde og først, når man havde en velspækket strejkekasse. Det var en solid, mere eksklusiv organisation, Gompers byggede op. Men den voksede kun langsomt. Endnu ved århundredeskiftet havde den kun nået et medlemstal på en halv million. De ufaglærte lod den sejle deres egen sø, og afroamerikanere var ikke velkomne, bl.a. fordi de ofte blev brugt til løntryk. Det greb, rags-to-riches-myten havde om sindene. Mulighederne for individuel opstigning var for mange mere fristende end træls organisationsarbejde. Den store kløft, der var mellem de relativt velaflagte faglærte arbejdere og de ufaglærte. Domstolenes og de politiske myndigheders fjendtlige holdning til fagbevægelsen i en række stater. På arbejdsgiverside var der kun ringe forståelse for fordelen ved at have en stærk fagbevægelse, der kunne indgå bindende overenskomster, som forhandlingspartner.

Man bekæmpede for det meste fagforeningerne nådesløst ved hjælp af Pinkertons private detektivkorps, der under Borgerkrigen havde skaffet Nordstaterne en strøm af forkerte oplysninger om fjenden, og nu blev brugt til at rekruttere stikkere og skruebrækkere.

Kilde: Bjøl, Erling: "USA's historie". Gyldendal. s. 263-268