Under 1. verdenskrig kæmpede cirka 26.000 danskere på Tysklands side. For langt størstedelens vedkommende gælder det, at de kom fra Nordslesvig, det område, vi i dag kender som Sønderjylland. Nederlaget til Preussen i krigen i 1864 havde ikke kun været en militær og økonomisk katastrofe. Nederlaget resulterede også i, at den danske befolkning i Slesvig/Sønderjylland kom til at leve under tysk lov og ret. Danskerene måtte her, som resten af indbyggerne i Tyskland, aftjene deres værnepligt og lade sig indrullere i den tyske hær, da krigen brød ud. Langt hovedparten var infanterister, men der var også danskere i flåden og luftvåbnet. De danske soldaters regimenter deltog i stort set alle vigtige slag på Vestfronten, som fx Marne, Verdun, Sommes. Lige fra de indledende overfald på Belgien i 1914 til de tyske storoffensiver i 1918. Næsten overalt var de med. De danske soldater blev et vidnesbyrd på verdenskrigens skrækkeligste og mest betydningsfulde kampe
Den umiddelbare reaktion på krigsudbruddet var overordnet set dæmpet i Nordslesvig. Frygten for fremtiden var fremtrædende i mange tidlige soldaterbreve - ikke mindst hos dem, der efterlod en familie bag sig. Et øjebliksbillede af den grundlæggende misstemning og usikkerhed gives i et brev, som Peter Kræmer sendte til sin søster i Danmark den 2. august 1914.
Danskerne i den tyske hær søgte sammen, men i takt med at tropperne blev mere spredt, forekom det, at soldaterne blev overført til enheder med få eller ingen danskere. Det betød også, at betydningen af kontakten til andre danske blev vigtigere og vigtigere. Savnet til ligesindede var meget stort, hvilket kom til udtryk i utallige breve sendt fra danske soldater. (se s. 145)
Med mere end 4.000 faldne danske soldater måtte udsigten til at dø være et aspekt, både soldaterne og deres familier måtte forholde sig til. Hvordan soldaterne forholdt sig til risikoen for at dø på slagmarken, var forskelligt. Nogle få valgte at skrive en form for testamente, hvor de gav gode råd til de efterladte.