Det store opsving

Slaget om guldkorset

De sociale spændinger, som opstod i kriseårene efter 1893, fandt ved præsidentvalget i 1896 udløsning i det skarpeste opgør mellem konservatisme og radikalisme inden 1932, da man holdt valg i en endnu alvorligere økonomisk krise. Newyorkeren Cleveland blev vraget af Det Demokratiske Parti på grund af sin konservatisme i krisebekæmpelsen, sine indgreb mod arbejderne og sit maskepi med Wall Street. I stedet opstillede man den kun 36-årige radikale midtvestlige advokat William Jennings Bryan som præsidentkandidat. Han tog partkonventet i Chicago med storm ved en brandtale mod den østlige pengemagt, der mundede ud i et trodsigt:

”I skal ikke komme til at presse denne tornekrone ned over arbejdets pande, I skal ikke komme til at korsfæste menneskeheden på et kors af guld”.

Demokraterne havde med ét slag fundet en ny leder, der var en gudbenådet folketaler, hvis lige man ikke før havde oplevet. En demagog, sagde hans modstandere. Men han rev vælgerne med sig fra den ene ende af Amerika til den anden i en forrygende kampagne, der førte ham gennem 27 stater. Han talte op til 30 gange om dagen og menes at have nået fem millioner tilhørere. Han overtog størstedelen af populisternes Omahaprogram fra 1892. Det var deres tidligere præsidentkandidat James Weaver, der foreslog ham opstillet. Omahaprogrammet bliv tilfilet situationen af den radikale tysk-amerikanske Illinoisguvernør John P. Altgeld. Man gik ind for frihandel og indkomstskat. Højesteret havde med fem stemmer mod fire erklæret en skat på indkomster over 4000 dollars for forfatningsstridig. Men først og fremmest så man en løsning på alle Amerikas problemer i en fri udmøntning af sølv i forholdet 16 til 1, skønt sølvets handelsværdi var sunket til 22 i forhold til guld. Bryan gjorde derved valget til et slag mellem guld og sølv. Sølvdoktrinen samlede den brogede koalition af forurettede, som udgjorde demokraternes vælgerskare. Både farmere i vest og de racistiske hvide landmænd i Sydstaterne led under faldende priser og en knugende gældsbyrde. Og sølvet som mirakelmedicin sikrede Bryan økonomisk støtte fra sølvstaternes mineejere.

Men republikanerne var ikke sene til at tage udfordringen op. De havde ikke en kandidat, der kunne måle sig med Bryan som folketaler. ”The Great Commoner” blev han kaldt, fordi han talte den jævne mands sag. Men republikanerne havde penge og organisation. Ved at opstille Ohios guvernør, den tidligere formand for skatte- og afgiftsudvalget i Repræsentanternes Hus William McKinley, fik de en kandidat, som kunne berolige det velbjergede borgerskab. Han så statelig og præsidential ud og sagde ikke så meget, at det kunne genere partiet. Under hele valgkampen blev han hjemme i Canton, Ohio, hvor han modtog en strøm af delegationer på sin veranda og fremsagde velforberedte visdomsord. Men over hele landet blev de republikanske partimaskiner sat i højeste gear for at sælge ham. 1400 agitatorer rejste rundt og forklarede, hvilke katastrofale følger frit sølv og frihandel ville få. En isoleret amerikansk dobbeltmøntfod ville betyde en 40 pct.s devaluering af dollaren, hævdede de. Millioner af valgbrochurer blev delt ud.

Strategen og finansmanden bag denne kampagne var Marcus Alonso Hanna, en smart Clevelandforretningsmand med politisk flair. McKinley stod i taknemmelighedsgæld til ham. Hanna havde reddet ham, da han var kommet til at hænge på en kaution på 130.000 dollars. Nu sørgede han for at skaffe rigelige midler til kampagnekassen ved at skræmme de rige med Bryans revolutionære radikalisme. Han fik Morgan og Rockefeller til at punge ud med hver en kvart millioner dollars. Man regner med, at republikanerne fik syv millioner dollars i deres kampagnekasse, mens Bryan måtte klare sig med 300.000 dollars.

Hanna hørte dog til de oplyste kapitalister. Han forsøgte at behandle sine ansatte i samme paternalistiske ånd som Carnegie og kritiserede skarpt Pullmans optræden under jernbanestrejken. Han var tilhænger af voldgift og havde forståelse for, at det kunne være i arbejdergiverens egen interesse, at der blev organiseret en stærk fagbevægelse. Det førte ham efterhånden til et vist samarbejde med AFL-chefen Samuel Gompers. De nylig-rige, der blærede sig af deres velstand ved at holde store fester, mens millioner led dyb nød, havde Hanna ikke noget tilovers for. Men han blev en taknemmelig skydeskive for demokraternes propaganda. De kunne fremstille McKinley som et slattent redskab for storkapitalen.

Alligevel kom Bryan til kort. Han samlede ganske vist 6,5 millioner stemmer. Men McKinley fik 600.000 flere. Det lykkedes ikke Bryan at få greb om arbejderklassen i de store industribyer, hvor Cleveland havde bragt demokraterne i miskredit. Heller ikke de mindre forgældede landbrugsstater øst for Mississippi kunne han erobre. Hvedepriserne begyndte efter misvækst i Rusland og Argentina at stige. Men for første gang var sociale reformer blevet et landspolitisk anliggende i en valgkamp. Der blæste nye vinde i amerikansk politik, og de blev ikke stillet med McKinleys sejr.

Det store opsving

Fra McKinley rykkede ind i Det Hvide Hus i foråret 1897, havde han heldet med sig. Konjunkturomslaget fra september 1896 fortsatte i et opsving, der med mindre opbremsninger undervejs varede i over 30 år. Noget skyldtes det naturligvis McKinleys egen sejr ved præsidentvalget. Den genskabte erhvervslivets tillid, som man siger. Republikanernes sejr var ensbetydende med fortsat beskyttelse mod udenlandsk konkurrence. Toldtarifferne blev sat yderligere i vejret i 1897.

Men først og fremmest skete der en udvikling i udlandet, som den nye regering var uden indflydelse på, men fik fordel af. Misvækst i Rusland, Indien, Australien og Argentina faldt sammen med rekordhøst i USA i årene 1897-98. Hvedeprisen steg fra 58 cent. Pr. Bushel i 1896 til det dobbelte to år senere. Samtidig begyndte verdens guldproduktion efter mange års stagnation at stige drastisk. Den nåede i 1897 11,5 millioner unser guld mod et årsgennemsnit på 6 millioner i perioden 1860-90. Da de første skibe med for halvanden million dollars guldstøv fra Alaska i lasten i sommeren 1897 lagde til i San Francisco og Seattle, begyndte den gamle guldfeber fra 1849 på ny at gribe om sig. Mellem 200.000 og 300.000 søgte op til de arktiske ødemarker i Klondikedalen. I årene 1898-1904 blev der årligt udvundet for 10 millioner dollars guld i Yukoneområdet, og der blev gjort nye fund i Cook Inlet og ved Nome i nærheden af Beringstrædet.

Samtidig voksede guldproduktionen i Australien og Sydafrika, hvor en ny udvindingsteknik gjorde det muligt at udnytte forekomster med lavere guldindhold end tidligere. Det samlede resultat blev en voksende pengerigelighed, som medførte prisstigninger og lettelser på lånemarkedet. I 1900 kunne USA uden større dramatik officielt forlade bimetalismen og gå over til guldfoden. Den voksende guldproduktion havde taget vinden ud af sejlene på sølvtilhængerne.

Det samlede resultat af McKinley-opsvinget blev, at USA’s nationalprodukt trods Clevelandkrisen steg fra 78,5 milliarder dollars i 1890 til 126,7 milliarder dollars i 1900, den hidtil største vækst i løbet af et enkelt årti. Endnu en gang var det de rige, der skummede fløden. Lønmodtagerne blev som sædvanlig ramt af et efeterslæb i forhold til prisudviklingen. Men flere og flere kom i arbejde, og indvandrerne begyndte igen at strømme til Amerika. Som sin sidste embedshandling havde Cleveland nedlagt veto mod en lov, der begrænsede indvandringen af personer mellem 14 og 60 til dem, som kunne læse og skrive. Den store strøm kom fra nu af fra Syd- og Østeuropa, mens den stilnede af fra Nordvesteuropa, hvor den havde bidraget til at forbedre levevilkårene så meget, at den nye verden mistede sin tidligere tiltrækningskraft.

Opsvinget blev også stimuleret af den tekniske udvikling. Efter Columbusudstillingen i Chicago gik man for fulde sejl ind i elalderen. Der blev bygget bybaner og anlagt elektriske sporvognslinjer. På gaderne blev gaslyset afløst af ellamper, i hjemmene fordrev det elektriske lys de osende petroleumslamper. Med vekselstrømmens sejrsgang blev det muligt at hente strømforsyninger fra fjernere og fjernere elværker gennem højspændingsnet. Fra midten af 1890’erne begyndte strøm fra det første vandkraftsværk, opført ved Niagara, at forsyne Buffalo. Der var ved denne tid anlagt over 800 elektriske sporvognslinjer rundt om i landet. Men man begyndte snart at gå ned i jorden, først i Boston, der åbnede en undergrundsbane i 1897. Den blev efterlignet i Chicago og New York, mens man i det mere bakkede San Francisco holdt sig til de gamle kabelsporvogne, som havde været 1880øerne transportmirakel.

Kilde: Bjøl, E.: "USA's historie". Gyldendal. s. 301-306