Den Spanske Borgerkrig (1936-1939)

Den Spanske Borgerkrig, 1936-39, var en 33 måneder lang krig mellem en koalition af højreorienterede kræfter og Spaniens centrum-venstre-regering, som førte til den 2. republiks opløsning og 40 års diktatur under Francisco Franco

Krigens forløb

Den 17.7.1936 brød en militær opstand ud i Spansk Marokko. Den bredte sig til resten af landet i de følgende dage og delte Spanien i to omtrent lige store dele. Oprørerne, de såkaldte nationalister, fik hurtigt kontrol med størstedelen af landet vest og nord for Madrid bortset fra kystområderne ved Biscayabugten og flere områder i Andalusien, mens opstanden slog fejl eller blev nedkæmpet i det meste af det sydlige og østlige Spanien, herunder Catalonien, samt i de fleste storbyer som Madrid, Barcelona og Valencia.

Konflikten antog efterhånden karakter af en langvarig, konventionel form for krig. Den første vending kom i midten af 1937, da oprørerne erobrede nordkystens sværindustri og miner, hvilket afgørende svækkede republikkens forsvarsevne. Da nationalisterne i april 1938 havde nået Middelhavet, indledte regeringen sin sidste store offensiv.

Dens nederlag i det fire måneder lange slag ved Ebro banede vejen for nationalisternes erobring af Catalonien i begyndelsen af 1939. Herefter gik republikkens forsvar i resten af landet i opløsning, og den 28. marts faldt Madrid uden kamp. Den 1. april kunne nationalisternes militære og politiske leder, general Francisco Franco, proklamere krigens afslutning.

Billedtekst:

Sejrsparade for general Franco og fascisterne efter Madrids fald d. 28. marts 1939. Forbindelsen mellem Franco og nazisterne ses tydeligt med hagekorset.

Kilde: denstoredanske.dk