Noter til diskurs, argumentation og retorik

Danskfaget – metodisk arbejde med argumenterende sagprosa.

I arbejdet med argumenterende tekster som taler, kronikker, ledere, essays etc. træder en anden teoretisk og metodisk baggrund frem i danskfaget. Man leder ikke efter skjulte symbolikker, tematiske sammenhænge og modsætningspar. I stedet bruger man udtryk som 'karakteriser argumentationen', 'undersøg de retoriske virkemidler', 'redegør for synspunkterne', 'giv et bud på tekstens diskurs' osv.

Der er tre hovedbegreber:

• Diskurs (teksten indskrives i en politisk og kulturel kontekst)
• Argumentation (analyse af synspunkter og begrundelser)
• Retoriske virkemidler (analyse af tekstens sproglige virkemidler)

Man vil i analysen forsøge at skabe sammenhæng mellem de tre niveauer. Den diskurs, teksten indskriver sig i, vil også afspejles i argumentationen og de retoriske virkemidler.

Diskursanalyse – baggrund

• Oprindeligt sprogvidenskabelig disciplin, der beskæftiger sig med talte teksters opbygning og funktion.
• Man hævede sig over lingvistikkens klassiske antagelse: At sætningen er den største meningssammenhæng – og begynde at analysere sprogligt på større tekststykker)
• KOHÆSION er et hovedbegreb: Sproglige sammenhænge mellem (og indenfor) forskellige ytringer. Anaforen = gentagelsen af samme ord. Sproglige forbindere = det, også...
• SEMANTIK er et andet hovedbegreb: Betydningsfællesskaber (træ, skov, lund, rod...)
• Inspireret af strukturalismen!
• Under indflydelse af poststrukturalisme og den sproglige vending (se the linguistic turn)
• Michel Foucault (1926-1984) beskæftigede sig med institutioner og magtgrupperingers konstruktion – og i særlig grad med de udelukkelser enhver kontruktion medfører. Det marginaliserede! (seksualitet, galskab og kriminalitet)
• har forskellige former for diskursanalyse siden midten af 1980'erne været til debat inden for human- og samfundsvidenskaberne. Magtrelationer.
• Centralt for de forskellige opfattelser af diskursbegrebet er, at de mønstre af sproglig karakter, som mennesker har til rådighed i sociale sammenhænge, ses som tids- og stedsbundne fænomener, der former og begrænser tanker og handlinger. De kan derfor ses både som skabt af og skabere af social orden.
• Man forstår virkeligheden gennem sproget, dvs. gennem de dominerende diskurser
• Bag hele den diskursanalytiske retning ligger en opfordring til at være kritisk over for dominerende diskurser!
• "etablerede sandheder" er knyttet til bestemte magtforhold; der findes ingen sandhed blot og bart, kun "sandhedsregimer".
• Diskursanalysen har til opgave at afdække magtforholdene bag dominerende diskurser og vise, hvorledes de belyser bestemte aspekter af virkeligheden, men overser andre.
• Denne dekonstruktion baner vejen for frigørelse fra etablerede magtforhold.

Diskursanalyse – metode

• Artikulation (italesættelse): den proces hvor begreber tildeles betydning til et konkret formål reproduktion af mening eller skabelse af ny mening.
• Diskurs: resultatet af en vellykket artikulation – skabelse af et fælles betydningsunivers.
• Nodalpunkt: Et privilegeret tegn i diskursen som andre tegn indordnes under.
• Sociale antagonismer: En særlig definition af konfliktbegrebet, hvor modsætningerne til andre opfattelser formuleres.
• Ækvivalenskæder: Sammenkædning af momenter så deres særegenheder forsvinder. Anvendes i konstruktion af ækvivalenskæder – sammenhængende, semantiske ordrækker.
• Udelukkelse: Eksklusion af andre mulige betydninger indenfor diskursen

DYREVELFÆRD > < DET BIOLOGISKE DYR

Etisk diskurs Biologisk diskurs

Væsen Kød

Rettigheder Funktion

Menneskets ven Kategorisering

Placering af teksten – kommunikationssituationen:

• Afsender
• Medie
• Historisk, politisk og kulturel sammenhæng
• Modtagere
• Modstander? (andre diskurser)

Internt i teksten:

• udsigelse (hvem siger hvad til hvem)
• tidskonstruktion (fortid - nutid – fremtid)
• referencer (til myter, lignelser etc.)
• ækvivalenskæder
• nodalpunkt

Argumentationsanalyse – Ganske kort!

En argumentationsanalyse bruges til at afdække, hvordan en forfatter argumenterer for sine holdninger i en tekst. En politisk tekst har til formål at overbevise modtagerne om et bestemt budskab eller nogle bestemte holdninger, og derfor er det selvfølgelig vigtigt, at modtageren (læserne/lytterne) opfatter teksten som god politisk kommunikation.

Modtageren skal lade sig overbevise af budskabet og de holdninger, der kommer frem i teksten.

Argumentation er kommunikation, hvor afsenderen i skrift eller tale fremstiller et begrundet synspunkt om et sagsforhold med den intention at vinde modtagerens tilslutning til synspunktet.

Derfor er det vigtigt, at argumenterne:

· Er troværdige og ærlige.

· Signalerer, at afsenderen kan sit stof.

· Viser, at afsenderen har nogle idealer, der vil gavne modtageren.

· Indeholder klare og tydelige budskaber.

En argumentation er saglig, hvis den lever op til følgende kriterier.

• Argumentationen skal være en argumentation, hvilket vil sige, at der skal indgå ”mindst to informationer, hvoraf den ene begrunder den anden”
• Hvis f.eks der fremsættes en påstand om, at ”Gud er død”, så er der ikke tale om en argumentation, så er det en påstand eller et postulat.
• Enhver god og saglig argumentation indeholder en påstand, et belæg og en hjemmel, uanset om det fremgår tydeligt eller ej.
• Påstanden er argumentationens kerne, for det er den information, som afsenderen forsøger at få modtagerens tilslutning til. Påstanden findes ved at spørge: ”Hvad er det for et synspunkt, afsender vil have modtagers tilslutning til?”
• Belægget er den begrundelse, som afsender bruger som direkte støtte for påstanden, og det findes ved at spørge: ”Hvad bygger afsender sin påstand på?”.
• Hjemlen er en slags uddybende begrundelse, der underbygger afsenderens belæg og dermed påstanden. Hjemlen findes ved at spørge. ”Hvad er det for en begrundelse, der underbygger belægget, så belægget virker som en fornuftig begrundelse for påstanden?”

Man kan med andre ord sige at:

Hjemlen er begrundelsen for belægget, der er begrundelsen for påstanden

Vær dog opmærksom på, at det i forhold til konkrete tekster ikke altid er så ligetil at finde påstande, belæg og hjemler.

Argumentationsanalyse i praksis

• Hvad er tekstens hovedbudskab og vigtigste belæg (begrundelser)?
• Er der andre påstand og begrundelser, der er særligt interessante?'
• Hvad er præmisserne (de underliggende forhold, der støtter budskabet)?
• Er der nogle af de vigtigste påstande, der ikke begrundes og som derfor må antages for at være postulater, der ikke har nogen værdi i argumentationen
• Hvilke typer af argumentation, bliver der brugt i teksten.
• Konklusion. Er tekstens argumentation saglig, dvs.: Vurderer du, at argumentationen er en argumentation, er en holdbar argumentation og er en relevant argumentation.

Argumentationstyper

Der er mange opstillinger af argumentationstyper. Det vigtigeste er, at man er i stand til at udspege argumenterne - og vurdere deres effekt.

• Trusselsargument ”Hvis regereringen får lov at fortsætte, vil velfærdstaten være i opløsning om ganske få år”
• Mængdeargument ”Et flertal af befolkningen mener ifølge en undersøgelse…”
• Lykkeargument ”Vi vil sørge for bedre forhold til de arbejdsløse”
• Autoritetsargument ”De økonomiske vismænd understreger, at vi ikke har råd til at finansiere efterlønnen”
• Vi-er-alle-i-samme-båd-argument ”Hvis vi sætter skatten ned, vil det være til glæde for hele befolkningen” Denne form for argumenter bliver ofte brugt til at skjule, at ens argumenter faktisk tjener bestemte interesser.
• Reducto-ad-absurdum-argument ”Hvis lovforslaget om forhøjelse af skatten bliver gennemført, vil det betyde den visse død for mange danske virksomheder”.

Kan også deles op efter appelformerne:

• Fornuftsargumenter (argumenter der bygger på fx tal og statistik) – logos.
• Moralargumenter (argumenter der taler til ens moral, fx den dårlige samvittighed) – etos.
• Følelsesargumenter (argumenter der appellerer til følelserne) – patos.

Retorik – særligt om tekstens opbygningen og stilfigurene

I den klassiske retorik sammenlignede man retorikkens funktion med gartneren, der kultiverer haven. Retorikken skulle på samme måde hjælpe til at få kultiveret talen, så den fremstod korrekt, overbevisende og sandfærdig. Man mente, at en mundtlig eller skriftlig fremstilling altid skulle gennemarbejdes efter følgende struktur:

Forberedelsesfasen Inventio

Organiseringsfasen Dispositio

Den sproglige udformning Elocutio

Udenadslæren Memoria

Fremførelsen Action

Dertil kom sprogets udsmykning – de retoriske virkemidler:

Der findes over 200 stilfigurer i retorikken – her er et lille udvalg delt op i tre kategorier: dramatiske figurer, gentagelsesfigurer og

Dramatiske figurer

• Retoriske spørgsmål
• Fortrolige henvendelser
• Appellerende bydeformer
• Indforståethed
• Udråb
• Gåseøjne
• Ironi

Gentagelsesfigurer

Der findes et utal af gentagelsesfigurer. Gentagelse fremmer forståelsen. Udover den enkleste „sammenføjning“ (epizeuxis), at det samme siges to eller flere gange – „det er meget, meget varmt“ – skal her nævnes:

• Anafor (gentagelse af samme ord først i sætningen)
• Epifor (gentagelse af samme ord sidst i sætningen)
• Symploke (gentagelse som ramme om sætningen = anafor og epifor)
• Parallelle sætninger (indholdsgentagelser i sætninger)
• Triade (treklang med forskelligt indhold: frihed, lighed og broderskab)

Modsætningsfigurer

• Antitese eller kontrast (modstillinger = liv og død)
• Kiasme (krydsstilling = nat jager dag, dag nat på flugt)
• Paradoks (selvmodsigende eller absurd modsætning, der alligevel synes at have en kerne af sandhed i sig = Du har ikke en chance, grib den!)