Egypten og islam

Forord

På denne side kan du læse om den moderne islam med særligt fokus på Det Muslimske Broderskab i Egypten. Dette er en organisation, der blev oprettet i 1928 og siden har spillet en væsentlig rolle i Egyptens historie frem til i dag, hvor lederen af Det Muslimske Broderskabs parti Friheds- og retfærdighedspartiet, Mohamed Morsi, er blevet valgt til Egyptens præsident. Om baggrunden for Det Muslimske Broderskab og dets udvikling frem mod Det arabiske forår handler den første tekst, som er et uddrag fra en artikel om Mellemøstens yderliggående religiøse bevægelser. Artiklen er skrevet af freelancejournalisten Hans Henrik Fafner, der har boet mange år i Israel, og offentliggjort i et historiefagligt tidsskrift december 2012. I den anden tekst kan du læse om forskellige grupperinger inden for broderskabet. Denne tekst er et bearbejdet afsnit fra Svend Lindhardts bog De muslimske broderskaber, som udkom i 2012. Svend Lindhardt er tidligere underviser i historie og religion ved Københavns VUC. Den sidste tekst (vedhæftet som fil nederst på siden) er et længere uddrag fra samme bog. Her kan du læse om selve revolutionens forløb i 2011-2012 med hovedvægten på Det Muslimske Broderskabs rolle. Lindhardt rejser her spørgsmålet, om Det Muslimske Broderskab er en demokratisk organisation.

1. Hans Henrik Fafner: ”Mellemøstens religiøse radikalister” (uddrag), tidsskriftet Noter nr. 195, december 2012. Enkelte årstal og oplysninger er tilføjet i parentes, og noterne nederst på siden forklarer vanskelige ord og begreber. Udeladelser er markeret med (…).

(…)

Broderskabet

Politisk islamisme i moderne forstand kan spores tilbage til Egypten i 1920erne. Det var et stærkt klassedelt samfund, hvor kongehuset og magteliten levede afsondret fra den brede befolkning. Omgangstonen var fransk, og kulturmønsteret var hentet i Europa, og det så skolelæreren Hassan al-Banna (1905-1949) fra provinsbyen Ismaliya som det grundlæggende problem. Egypten var på vej til at miste sin nationale identitet, fordi dets ledere havde glemt at være egyptere, mente han.

Al-Banna talte for jihad. Ikke som hellig krig i den forstand, mange i vesten forstår begrebet, men som et personligt opgør, der skulle bringe det enkelte menneske tættere på religionen. Han så de islamiske værdier som noget oprindeligt, og ved at gøre dem til en del af den egyptiske hverdag, mente han også at kunne skabe en ny, national identitet. Det blev til Det Muslimske Broderskab, som han grundlagde i 1928, og midlet var et netværk af skoler og institutioner, der samtidig gav det fattige Egypten et socialt løft. (Se desuden teksten af Banna.)

Idéen bredte sig hurtigt. I løbet af ganske få år havde Broderskabet mere end 1000 afdelinger, og havde bredt sig til store dele af regionen. Broderskabet var blevet en samfundsmæssig faktor, og Hassan al-Banna mente også, at det skulle være en politisk faktor. Men han så det ikke som nogen revolutionær bevægelse – Broderskabet skulle skaffe sig politisk indflydelse ad demokratisk vej, ligesom det skulle respektere nationalstaten (…).[1]

Hassan al-Banna. Foto fra wikipedia.org

Men næsten fra starten var der i Broderskabet en ideologisk brydning, der er blevet personificeret af Sayed Qutb (1906-1966). Han var også lærer, og boede en årrække i USA. Der havde han mistet illusionerne om det vestlige samfund og ikke mindst om det vestlige demokrati som styreform. Så ved hjemkomsten (i begyndelsen af 1950) til Egypten forkastede han Bannas tanker om nationalstat og demokrati, og forsøgte at føre Broderskabet tættere på den klassiske islamiske umma, det store muslimske fællesskab på tværs af kunstige landegrænser, og her har vi den politiske oprindelse til grupper som Al Qaeda, der taler om global jihad. (Qutbs synspunkt kan også være påvirket af de manglende muligheder for demokratisk indflydelse i Egypten, hvor styret under kong Farouk (1920-1965, konge 1936-1952) samarbejdede med englænderne og i 1948 lod Det Muslimske Broderskabs ledelse arrestere og forbød organisationen.)

(…)

Unge officerer

Kort efter (i 1952) tog en gruppe unge officerer magten i Egypten. Det førte til, at Gamal Abdel Nasser (1918-1970) fra juni 1956 blev præsident i den folkerigeste arabiske nation, og han ville modernisere landet. Han intensiverede undertrykkelsen af Det Muslimske Broderskab. Al-Banna var død i 1949, myndighederne henrettede Qutb i 1966, og en lang række af bevægelsens ledere blev anholdt.

Nasser satte også fart i sekulariseringen[2]. Selvom ideologien hed socialisme og panarabisme[3], begyndte vestlige kulturformer at vinde udbredelse i Egypten, og da eksempelvis den lårkorte mode holdt sit indtog i Europa, blev den også populær på gaderne i Cairo. Nassers ultimative nationalistiske gevinst skulle være krigen mod Israel i juni 1967, men da den på kun seks dage endte i et sviende nederlag, begyndte præsidentens projekt at vakle. Landets islamiske grupper begyndte igen at tale om den vestlige kulturindflydelse som årsagen til den svækkede egyptiske kampmoral, og moral i det hele taget.

Kvinder i Egypten omkring 1950. Foto fra University of Dayton

Da Anwar Sadat (1918-1981) derfor overtog embedet ved Nassers død i 1970, forsøgte han at redde situationen ved et farligt dobbeltspil. Han gav Broderskabet og de øvrige islamiske grupper delvis anerkendelse, samtidig med at han forsøgte at tackle det israelske problem. Krigen i 1973 kunne han fremstille som en sejr, der kunne legitimere hans besøg Israel i 1977 og indgåelsen af en fredsaftale med den zionistiske[4] fjende to år efter. Han fik de besatte egyptiske territorier tilbage, og genrejste tilsyneladende den nationale stolthed. I oktober 1981, på årsdagen for sejren i 1973 kom reaktionen: han blev attentatmyrdet af salafistiske[5] grupper, der ikke kunne acceptere hans knæfald for vesten, som fredsaftalen i deres øjne repræsenterede.

(…)

Iransk forår i Gaza

De anti-vestlige strømninger, som navnlig efter 1973 greb den islamiske verden, nåede et foreløbigt højdepunkt med den iranske revolution i 1979. I foråret gik Shah[6] Reza Pahlavi i eksil efter en tid med omfattende protester, mens Ayatollah Ruhollah Khomeini greb magten. Men den shiamuslimske[7] iranske revolution skulle ikke bare omdanne det iranske samfund – den skulle også eksporteres, og det blev den. I Libanon blev den til forbillede for Hizbollah (Hizb Allah – Guds Parti), der stillede sig op mod vestlige interesser ved at kæmpe mod israelerne under Libanonkrigen, der startede i 1982. I den sunnimuslimske[8] verden red Det Muslimske Broderskab med på bølgen, hvilket ikke mindst var tilfældet på Gazastriben[9], hvor den dengang ukendte Sheikh Ahmed Yassin udbyggede sin bevægelse, Al Mujama al Islami.

Israelerne så på det tidspunkt en mulighed i Yassin. Hans bevægelse var social, og derfor politisk ufarlig, og ved at støtte den aktivt håbede de på at kunne skabe en palæstinensisk modvægt til Yasser Arafat (PLO´s leder) og PLO[10], der havde til hensigt at skabe en selvstændig palæstinensisk stat på de besatte områder. Den israelske regering spillede altså det religiøse kort, og da den palæstinensiske utilfredshed med besættelsen i december 1987 blev til en intifada[11], havde Sheikh Yassin en klar fordel overfor PLO i form af et stort netværk, der hurtigt kunne omdannes til Hamas[12].

Da intifadaen derfor mundede ud i det mest omfattende fredsforsøg til dato, undertegnelsen af Oslo-aftalerne i september 1993, var der altså stærke religiøse kræfter, der på begge sider af konflikten vanskeliggjorde to-statsløsningen lige fra starten. Den israelske bosætterbevægelse[13] var blevet en politisk faktor, der modsatte sig territorielt kompromis, fordi dette var at opgive jødernes bibelske hjemland. Og Hamas og mere radikale bevægelser stillede sig med samme religiøse ildhu mod opgivelse af muslimsk land, hvilket en anerkendelse af staten Israel jo ville være.

Den 4. november 1995 betalte den israelske leder Yitzhak Rabin prisen for at have undertegnet fredsaftalen. Han blev attentatmyrdet af en religiøs fanatiker, Yigal Amir, og det er efterfølgende kommet til at stå som begyndelsen på fredsprocessens langtrukne død.

11. september

De religiøst-sekulære spændinger (…) toppede med Al Qaedas angreb på World Trade Center den 11. september 2001. Det var tolv år efter Berlinmurens fald og afslutningen på den kolde krig, og det globale modsætningsforhold blev nu religiøst-kulturelt.[14] Hvilket ikke mindst hænger sammen med, at Mellemøsten var blevet mere religiøs.

Selvom de fleste tog afstand fra Al Qaeda, var de islamiske bevægelser kommet til at fylde mere i den arabiske verden. Den sidste sekularisme forsvandt i Egypten, Tyrkiet blev mere islamisk, og Saudi Arabien gik foran med en stadig mere konservativ fortolkning af de religiøse forskrifter. Det var derfor kun et produkt af denne historiske udvikling, at Det Muslimske Broderskab og salafisterne i december 2011 erobrede 70 procent af pladserne i det egyptiske parlament, ved det første valg efter revolutionen. (…)

2. Svend Lindhardt: De muslimske broderskaber, Forlaget Frydenlund, 2012, s. 44-46 (bearbejdet).

Det Muslimske Broderskab spiller en afgørende rolle i nutidens Egypten. Men som det fremgår af ovenstående artikel, er der også modstridende meninger om forholdet mellem islam og det omgivende samfund inden for organisationer (al-Banna over for Qutb). I det følgende kan du læse om disse forskellige grupperinger eller generationer inden for Det Muslimske Broderskab. Teksten er en sammenfatning af Svend Lindhardts gennemgang.

Tre generationer af muslimske brødre

Den gamle garde er dem, der sammen med Hassan al-Banna skabte organisationen. De var og er imod de sekulære samfund i hvilket som helst form. De er principielt modstandere af, at Det Muslimske Broderskab skal forsøge at blive anerkendt som et politisk parti. For dem var og er demokratiet en umulighed. Den gamle garde og dens ideer er stadig en vigtig del af Det Muslimske Broderskab. For garden er broderskabet først og fremmest forpligtelsen til at forkynde islam nedefra, dvs. blandt den almene befolkning. Skoler, moskeer og sundhedsklinikker er blandt de tiltag, der skal overbevise befolkningen om, at islam er svaret.

Afvisningsfløjen, de radikale islamister, var en gruppe under Det Muslimske Broderskab i perioden 1954-1969. Man kan kalde dem afvisningsfløjen, fordi de afviste ethvert samarbejde med staten, uanset hvor meget magthaverne prøvede at fremstå som muslimer. Ifølge de radikale islamister havde Egypten under Nasser udviklet sig til et gudsforladt område, og de så det som deres religiøse pligt at føre hellig krig mod den egyptiske stat. Konsekvensen af uenigheden med den gamle garde blev, at afvisningsfløjen forlod broderskabet og stiftede sine egne organisationer som fx Islamisk Jihad og Gamaat Islamiya. Det var de to organisationer, der i 1981 stod bag mordet på præsident Sadat.

Neo-brødrene eller samarbejdsfløjen opstod efter 1970erne. De ønskede at samarbejde med staten, og de gik ind for demokrati i en eller anden form, var for menneskerettigheder (i en eller anden form) og åbne over for, at kopterne (de kristne i Egypten) kunne blive ligestillet med muslimer. Mange i samarbejdsfløjen var universitetsstuderende, og de fik efter endt uddannelse stor indflydelse i de fagforeninger, de blev tilknyttet. I perioden 1984-1995 lykkedes det dem at vinde magten i alle de store fagforeninger. Samtidig indgik de alliancer med forskellige partier, og strategien lykkedes så godt, at Det Muslimske Broderskab formåede at sikre sig en solid repræsentation i det egyptiske parlament. Her sluttede de sig sammen som uafhængige kandidater i Den Islamiske Alliance, der stillede krav om, at sharia (Islams lov baseret på Koranen) skulle indføres i Egypten. Neo-brødrenes fremgangsmåde var problematisk for den gamle garde, fordi bekendelsen til demokrati og deltagelsen i partipolitik ifølge deres opfattelse var en anerkendelse af den egyptiske stat og en opgivelse af sharias ubetingede autoritet. Grundlæggende er der dog ingen uenighed mellem den gamle garde og neo-brødrene i spørgsmålet om sharias autoritet.

3. Svend Lindhardt: De muslimske broderskaber, Forlaget Frydenlund, 2012, s. 47-51 (som vedhæftet fil nederst på siden).

Svend Lindhardt beskriver efter præsentationen af de tre generationer situationen i Egypten efter Mubaraks tilbagetræden. Han forklarer her, hvordan de forskellige muslimske grupperinger har forholdt sig til Det arabiske forår. Du kan læse denne beskrivelse ved at åbne den vedhæftede fil nederst på siden.

Noter

[1] Bannas opfattelse af demokrati er en anden end i den vestlige verden, fordi den tager udgangspunkt i Koranen; Banna ville gerne have demokrati, men i en religiøs udgave, hvor al suverænitet er hos Allah

[2] formindskelsen af religionens betydning

[3] den politiske ideologi, der mener, at arabere udgør én nation og derfor bør repræsenteres af én stat

[4] jødisk-nationalistisk

[5] salafisterne er sunni-muslimske fundamentalister, der forkaster vestlige tanker om økonomi og politik

[6] konge

[7] shia er den ene og mindste af to hovedretninger inden for islam

[8] sunni er den dominerende retning inden for islam

[9] den smalle landstribe nordøst for Sinai-halvøen, som sammen med Vestbredden er en del af det palæstinensiske selvstyreområde

[10] Den Palæstinensiske Befrielsesfront (oprettet 1964) er en modstandsorganisation, der kæmper for oprettelsen af en selvstændig palæstinensisk stat

[11] arabisk ord for opstand

[12] Hamas er en mere ekstrem organisation end PLO i kampen mod Israel

[13] opstod efter krigen i 1967; israelske bosættelser eksisterer bl.a. på Vestbredden og i Golanhøjderne (et grænseområde i det nordlige Israel)

[14] Dette er et synspunkt, som kan diskuteres (mere herom i næste lektion)