Artikel: Vi må lære at leve med et islamisk Egypten

Herbert Pundik er seniorkorrespondent på Politiken. Han var ansvarshavende chefredaktør på avisen fra 1970-1993. I en artikel i Politiken 3.3. 2013 kommenterede han den politiske udvikling i Egypten.

Forestillingen om et vestligt demokrati i Nordafrika er naiv. Men Vesten må give støtte.

Hvordan skal Vesten forholde sig til den politiske udvikling i Egypten, nu da vi må se i øjnene, at det såkaldte arabiske forår ikke varslede en demokratisk udvikling, men i bedste fald et flertalsstyre anført af De Muslimske Brødre?

De Muslimske Brødre er produkt af arabisk politisk kultur, ligesom vi er produkt af vores. Magt erhvervet gennem frie valg, moralsk ret til at lovgive, som det passer dem. Uden hensyntagen til oppositionen. Magt i arabisk politisk kultur er absolut og uindskrænket, og ve dig og dine frænder, hvis du mister den. Det kan man være forarget over, men det er klogest at lade være. Det er ikke ensbetydende med, at demokratisk tankegang og institutioner nødvendigvis er uforenelige med arabisk politisk kultur, men at det er urimeligt at forvente, at Egypten kan hoppe fra despoti til demokrati, blot fordi despoten er fjernet. Mubarak var den moderne farao. På baggrund af de første to års politiske udvikling i Egypten efter Tahrir-opstanden må man græmmes ved læsning af de panegyriske udtalelser, hvormed omverdenen hilste omvæltningen velkommen.

En historisk chance«, erklærede præsident Obama, »for at tilstræbe den verden, vi forestiller os«. Og daværende udenrigsminister Hillary Clinton sagde farvel og tak til den faldne Mubarak, Washingtons trofaste allierede gennem 30 år, med ordene: »Forandringen vil gøre det muligt for USA at arbejde for sikkerhed, stabilitet, fred og demokrati«. Som om det var Mubaraks person, der hidtil havde forhindret USA i at fremme demokrati i Egypten, og ikke strengt kyniske betragtninger om, hvad der var i amerikansk interesse. Alle vestlige politikere og medier faldt over hinanden for at hylde det forestående demokrati i Egypten. Vesten projicerede sin fantasi over på de egyptiske demonstranter på Tahrirpladsen og overså, at kun et fåtal demonstrerede for demokrati. Det store flertal, hvilket også fremgik af deres slagord, krævede ud over Mubaraks afgang »frihed, respekt og arbejde«.

Opinionsundersøgelser bekræfter, at et stort flertal af befolkningen i Jordan, Egypten og Tunesien prioriterer en stærk økonomi højere end en demokratisk regering.

Vesten projicerede sin fantasi over på de egyptiske demonstranter på Tahrir- pladsen og overså, at kun et fåtal demonstrerede for demokrati

Hvordan vi skal forholde os til det nye Egypten nu, hvor vi må konstatere, at ganske vist er frie valg en forudsætning for demokrati, men at det omvendte ikke er gyldigt. Demokrati er ikke en forudsætning for frie valg. Den nye forfatning afspejler De Muslimske Brødres forestilling om et islamisk samfund. Kvinder, medier og mindretals frihedsrettigheder er ikke garanteret i tilstrækkeligt omfang.

Hæren er ikke underlagt de civile myndigheder, og parlamentet er underlagt en superinstans bestående af islamiske retslærde, der skal afgøre, om en lov er i overensstemmelse med Koranen. De Muslimske Brødre har travlt med at placere deres egne på alle administrationens nøgleposter. Efter at være blevet politisk forfulgt siden bevægelsens oprettelse for over 80 år siden, fængslet, tortureret og henrettet under militærregimet har de nu magt, og den vil de ikke frivilligt afgive.

Ikke blot fordi de nyder magtens privilegier, men måske især, fordi de er inspireret af en religiøs utopi om et koransamfund. De er Profetens budbringere. Deres popularitet i befolkningen har lidt skade, fordi de ikke har skaffet brød på bordet.

De har ladet økonomien køre støt mod afgrunden og har koncentreret deres kræfter om at konsolidere deres magt. De har næppe flertallet af vælgerne bag sig, men er det største parti og det eneste, der er velorganiseret.

Hvordan skal vi forholde os til et Egypten under islamisk ledelse, hvis forudsætning er en religion, tradition og historie, som ikke blot er os fremmed, men i mange henseender også vækker vor kritik og antagonisme?

Uvenlig over for kristendommen og fjendsk over for jødedommen. I hvilken retning, denne udvikling vil gå, afhænger delvis af Vesten, inklusive Danmark. Demokrati islamic style er en mulighed, men det forudsætter blandt meget andet tålelige økonomiske og sociale forhold for befolkningen. Vil Vesten sit eget bedste, iværksætter den en storstilet marshallplan, synker spyttet og overlader det til de egyptiske vælgere at bestemme, hvem der skal regere dem. Afvisning, tilrettevisning, kritik og forargelse vil kun grave grøfter.

Det nye Egypten forlanger respekt af omverdenen.

Fra: Politiken 3.3. 2013