Embedded Files
1901 Systemskiftet
Årene omkring 1900 markerer nogle afgørende nybrud i dansk historie. I 1899 afsluttes den største arbejdskamp i danmarkshistorien, Storlockouten, med Septemberforliget, hvor arbejdsgivernes organisationer anerkender arbejdernes ret til at lade fagforeningerne forhandle der løn- og arbejdsvilkår, og man enes om regler for, hvordan konflikter mellem parterne på arbejdsmarkedet i fremtiden skal løses - regler som grundlæggende stadig gælder. Og i 1901 slutter det langvarige politiske modsætningsforhold mellem Højre og Venstre, som vi i dag kalder forfatningskampen, med Systemskiftet. Det nye ligger her i, at kongen for første gang udnævner en regeringsleder fra bondepartiet Venstre, og det parlamentariske princip indføres som praksis i dansk politik. Parlamentarisme vil sige, at en regering skal have et flertal bag sig eller ikke må have et flertal imod sig i Folketinget - også denne regel gælder endnu, da den blev sat ind i Grundloven i 1953.
Som det fremgår, er disse vendepunkter i høj grad også endepunkter i en ret lang urolig, ja undertiden voldsom udvikling, som prægede Danmark fra ca. 1870. Den moderniseringsproces, som blev igangsat i årene efter 1848, førte i 1800-tallets sidste årtier til nogle modsætninger, som efterhånden fik karakter af konflikter, der fandt deres - foreløbige - løsning omkring 1900.
Andelsbevægelsen
Med tabet af Slesvig i 1864 var Danmark blevet "amputeret ved hoften", som forfatteren Herman Bang senere formulerede det. For at forstå udviklingen i det danske samfund fra 1864-1920 må man ikke glemme, hvor stor en betydning tabet af Sønderjylland spillede for den nationale bevidsthed. I den offentlige debat stillede man ofte spørgsmålet, om Danmark overhovedet ville kunne overleve som stat. Reaktionen på dette truende spørgsmål var dobbelt. I første omgang håbede man på, at Preussen i en krig ville lide nederlag til en af de andre europæiske stormagter og derefter blive tvunget til en afstemning om grænsedragningen i Slesvig. Efter Preussens sejre over Østrig i 1866 og især Frankrig i 1870, som fører til en forening af de mange tyske småstater i det tyske kejserrige - en ny superstormagt på det europæiske kontinent - må danskerne opgive dette håb. Efter 1870 begynder Danmark at acceptere sin status som småstat - og man koncentrerer sig om at udvikle og styrke samfundet indadtil.
Perioden 1830-1870 er blevet kaldt kornsalgsperioden i dansk landbrug, fordi værdien af det eksporterede korn var større end værdien af husdyr (selv om produktionen af husdyr var størst). Fra midten af 1870'erne blev det på grund af de forbedrede transportmidler muligt at eksportere billig hvede af høj kvalitet fra Ukraine og USA til de store vesteuropæiske markeder. Det ramte de danske landmænd hårdt. Men deres reaktion på denne langvarige krise i kornpriserne var en storstilet omlægning af det danske landbrug. Danske bønder gik over til at satse på at producere og eksportere animalske produkter af høj kvalitet, altså okse- og svinekød samt mejeriprodukter. Denne omlægning krævede både kapital, teknologi, kvalificeret arbejdskraft og et effektivt transportnet.
De danske bønder tog disse udfordringer op, og de oprettede andelsforetagender (slagterier, mejerier og brugsforeninger), så de faktisk selv kontrolledere hele processen fra stald til eksportmarked. Omlægningen blev en stor succes, idet danske landbrugsvarer erobrede store markedsandele på de udenlandske markeder, især det engelske, som var datidens vigtigste. Det forspring inden for landbrugsteknologi, som danske landmænd her skabte, har dansk landbrug på mange måder formået at fastholde frem til i dag. Det medførte en velstående og selvbevidst gårdmandsstand, som kom til at spille en betydelig rolle i det danske samfund i de følgende 100 år.
Forfatningskampen
Omkring 1870 trådte bønderne også for alvor ind på den politiske scene. Efter nederlaget i 1864 havde man i 1866 foretaget en revidering af grundloven, og i den forbindelse blev valgretten til Landstinget stærkt indskrænket, således at kun 27 af tingets 66 pladser blev besat ved almindelig valgret, 27 ved en stærkt indskrænket valgret, så kun godsejerne og de store skatteydere i byerne havde valgret til denne gruppe, og de sidste 12 blev valgt af kongen. Det betød, at den politiske sammensætning af Folketinget og Landstinget blev meget forskellig.
Som en konsekvens af dette begyndte de folkevalgte i de to ting at samle sig i egentlige partier. Bøndernes repræsentanter samlede sig i Venstre, mens godsejerne og de nationalliberale, der repræsenterede de øverste lag i byerne, fandt sammen i Højre. Venstre havde flertal i Folketinget, mens Højre havde flest repræsentanter i Landstinget. Ifølge Grundloven var det kongen, der udnævnte regeringen. Og kongen valgte at basere sin regering på Landstingets Højre-flertal, og det gjorde han i alle Rigsdagssamlingerne frem til 1901, hvor Venstre opnåede flertal i både Folke- og Landsting. Konseilpræsidenten, dvs. statsministeren, i perioden 1875-1894 var godsejeren J. B. S. Estrup.
Venstre-politikerne var naturligvis stærkt utilfredse med, at partiets store støtte i vælgerbefolkningen ikke kunne omsættes i politisk indflydelse. Højre-regeringerne styrede nemlig fra 1875-1894 landet uden større hensyntagen til Venstre-flertallets synspunkter. Det kunne man i nogle perioder gøre ved at splitte Venstre og gennemføre love med dele af partiet, men ofte skete det gennem provisoriske love, dvs. at Estrup udnyttede en nødparagraf i Grundloven til at gennemføre de finanslove, som han ikke kunne få flertal for i det Venstre-dominerede Folketing. Det lignede et statskup og en praksis, der lugtede af diktatur.
Sådan blev det i hvert fald opfattet af Venstre. Denne forfatningskamp rasede i 20 år, og den drejede sig altså om kongens ret til at udnævne den regering, der passede ham, og om lovligheden af Højre-regeringernes finanslove uden om Folketingets flertal. Den udspillede sig ikke kun på Christiansborg - som i øvrigt nedbrændte midt i perioden (1884) - men også ude i landet.
Der var stor ophidselse blandt bønderne i mange landsogne, og det gav sig udslag i en række voldelige episoder, som det lokale politi ofte hverken havde ressourcer eller lyst til at gribe ind i. Derfor oprettede regeringen i 1885 et gendarmerikorps, de blå husarer, til at opretholde lov og orden. Dette øgede dog blot utilfredsheden.
Samtidig havde Venstre problemer internt, ikke blot med at holde sammen på folketingsgruppen, men også med sit vælgergrundlag. Ser man bort fra godsejerne, så var Venstre alle landboernes parti. Men der var meget store modsætninger inden for denne gruppe, der omfattede både godsejerne, husmændene og de landarbejdere, der havde egen bolig (ellers havde man nemlig ikke valgret). Mange gårdmænd blev ganske velstående i denne periode, og landarbejderne tjente ofte på deres gårde til meget lave lønninger og under usle vilkår. En tredje - og helt anerledes orienteret - gruppe inden for Venstre bestod af de intellektuelle i byerne, der var kritiske over for Højres kultur- og forsvarspolitik, og som gik ind for en moderne naturvidenskabelig og positivistisk tilværelsesforståelse.
Viggo Hørup og Københavns befæstning
Når det lykkedes Højre at fastholde magten ved hjælp af midler, der var på kanten af det forfatningsstridige, skyldtes det også, at partiet udnyttede den nationalisme og skræk for den voksende tyske nabo mod syd, som var udbredt i befolkningen. Estrup lancerede nemlig en storstilet forsvarsstrategi, der gik ud på at anlægge en stærk befæstning omrking København, således at man i hovedstaden kunne holde stand mod et evt. tysk angreb, indtil en anden europæisk stormagt, fx England, kunne komme os til undsætning. Ved hjælp af provisoriske finanslove anlagde Højre-regeringen denne fæstning i perioden 1886-1894. Anlægget blev landets største arbejdsplads og kostede omkrig 20 millioner kroner.
Da skatten blev ydet efter, hvor meget jord man ejede, blev det Venstre-bønderne, der kom til at betale for en forsvarsstrategi, der reelt lagde al land uden for København åben for tysk besættelse. Ophidselsen i store dele af landbefolkningen var derfor voldsom.
Venstre-politikeren Viggo Hørup, som var en af grundlæggerne af dagbladet Politiken i 1884, var den mest indædte modstander af denne danske forsvarspolitik. Han mente simpelthen, at penge til et dansk forsvar var spildt: "Hvad skal det nytte?" spurgte han. Styrkeforholdet mellem Danmark og det nye Tyskland gjorde det - ifølge Hørup - ganske enkelt umuligt for Danmark at yde et troværdigt, endsige effektivt forsvar. Desuden mente han, at en sådan militarisme havde en skadelig effekt på befolkningen. Om befæstningen af København sagde Hørup blandt andet:
"Københavns Befæstning er et ægte Barn af Danevirke, født til at rumme de hule Drømme, der blev husvilde den Vinternat, da Vejen gik over Sankelmark til Dybbøl. Det er Militarismen, der skiller den gamle Tid fra den ny, Eventyret og Virkeligheden; det er mærket hvorpaa det kendes, om en Mand hører hjemme før 1864 eller efter. Derfor spænder det saa stærkt om denne Sag, fordi det er herom, tiden drejer sig."
Industrialisering og arbejderbevægelse
Den spæde industrialisering af landet, som blev indledt i 1840'erne, tager for alvor fart og vokser især i byerne fra 1870. Det betyder, at den økonomiske vækst bliver stærkere, at vandringen fra land til by øges, for den nye industri har brug for arbejdskraft. Det medfører, at der opstår en arbejderklasse, hvis vilkår ofte er ekstremt dårlige. De nyankomne arbejdere stuves sammen i hastigt opførte lejekaserner med mange ganske små lejligheder i byernes udkant. Arbejdstiden er lang - hyppigt 11-13 timer - i de nye fabrikker, arbejdsforholdene er barske, og arbejdsulykker forekommer ofte. Og lønnen står slet ikke mål med disse vilkår. Derfor begynder arbejderne at organisere sig. De slutter sig sammen i fagforeninger, der skal varetager arbejdernes løn- og arbejdsforhold over for arbejdsgiverne. Et af arbejderbevægelsens centrale krav er 8-timers arbejdsdagen, så arbejderne kan få 8 timers arbejde, 8 timers fritid og 8 timers hvile.
Arbejdsgiverne vil ikke finde sig i, at deres ret til at lede og fordele arbejdet på deres egne virksomheder bliver anfægtet. Derfor præges perioden 1880-1899 af mange strejker. Fagforeningerne forsøger ved at organisere strejke på en virksomhed ad gangen at få hævet lønningerne og nedsat arbejdstiden. Og de erfarer i mange tilfælde, at disse solidariske aktioner virker; man opnår både en betragtelig forbedring af reallønnen og en nedsættelse af arbejdstiden mellem 1880 og 1900. En følge af de mange strejker bliver, at også arbejdsgiverne begynder at organisere sig i arbejdsgiverforeninger.
Lock-out, altså at udelukke arbejderne fra virksomheden, er arbejdsgivernes svar på strejkebevægelsen. Og i 1899 forsøger arbejdsgiverne med en storlockout én gang for alle at knække fagbevægelsen. Det lykkedes næsten. Men til al held for arbejderne fandt denne aktion sted om sommeren, hvor mulighederne for at overleve simpelthen var gunstigere, end hvis det havde været om vinteren. Omkring 40.000 arbejdere var ramt af lockouten, og den varede i mere end fire måneder. Det septemerforlig, der blev resultatet af konflikten, var på kort sigt en klar sejr for arbejdsgiverne, men det indebar samtidig, at arbejdsgiverne accepterede arbejdernes ret til, at organisere sig i fagforeninger, og at disse havde ret til at forhandle løn og arbejdsvilkår på arbejdernes vegne. Så på længere sigt var forliget med til at underbygge fagbevægelsens betydning i det danske samfund. Forliget fastlagde rammer og regler for løsning af fremtidige konflikter mellem arbejdsmarkedet parter. Endnu et skridt i moderniseringen af det danske samfund var hermed taget.
Sideløbende med fagforeningernes vækst i de sidste årtier af 1800-tallet vokser også bevægelsens politiske gren, Socialdemokratiet, efter en spæd begyndelse i 1871. I 1884 får partiet sine to første mandater i Folketinget, og ved valget i 1901 besatte det 14 af tingets 113 pladser. Socialdemokraterne støttede naturligvis Venstre i forfatningskampen, og dets fremgang varslede om større indflydelse til samfundets svageste i det nye århundrede.
Sædelighedsfejden i 1880'erne
Debatten drejede sig om den herskende situation i samfundet på det seksuelle område. Her var den almindelige opfattelse i borgerskabet, at manden havde en ustyrlig sexdrift, mens kun ca. 10 % af kvinderne havde en kønsdrift, og det var især arbejderklassens kvinder: De kunne så passende anvendes som ludere på de offentlige bordeller, hvor borgerskabets mænd kunne få tilfredsstillet deres seksuelle behov. - I Danmark er prostitution således helt legalt til 1906!
Der stilles derimod ubetinget krav om kyskhed/renhed hos kvinden - hun er af natur ædel (madonna). For at hun kan følge sin natur, sker pigeopdragelsen ved hjælp af fortielse og forbud. Denne tilstand blev genstand for en voldsom debat, som blev ført i alle de nordiske lande gennem 1880'erne. Debattens væsentligste synspunkter kan lidt groft sammenfattes i tre positioner:
1. Hanske-moralen (den norske forfatter Bjørnstjerne Bjørnson og kvindesagsforeningerne): Her stilles krav om renhed/afholdenhed for både mænd og kvinder inden ægteskabet. Fri kærlighed vil ødelægge samfundets moralbegreber, og vil på længere sigt virke opløsende på samfundsordenen. Bjørnson lancerer kravet og temaet i sit drama "En Hanske" (1883), som igangsætter debatten.
2. Den radikale position (den danske litteraturkritiker Georg Brandes og den verdensberømte norske dramatiker Henrik Ibsen): seksuel afholdenhed er skadelig, ikke blot for sjælen/psyken, men også for legemet. Alternativet er fri kærlighed - også inden ægteskabet - og anerkendelse af kvindens ret til et seksualliv. Allerede i slutningen af 1870'erne kritiserer disse forfattere kvindernes situation i ægteskabet, fx Henrik Ibsen: "Et Dukkehjem" (1879)
3. De radikale kvinders position (bl.a. den norske forfatterinde Amalie Skram): Kærlighed og erotik betinger hinanden. Problemet er, at kvinder ofte må sælge sig til en (ældre) mand for at kunne blive forsørget; de radikale kvinder anlægger altså en økonomisk synsvinkel. Fri kærlighed inden ægteskabet er de skeptiske overfor: kvinderne kommer til at bære de evt. følger af sådanne forhold. Den anerkender retten til skilsmisse. I sine romaner Lucie (1888) og Forraadt (1892) tematiserer Amalie Skram sædeligheds-problematikken ud fra disse holdninger.
Systemskifte og reformer
I 1894 indgår dele af Venstre et forlig med Højre-regeringen, som betyder, at Estrup går af som konseilpræsident, men Højre bevarer regeringsmagten. Forliget gør en ende på de provisoriske love, og de to partier begynder så småt at kunne forliges om nødvendige reformer. Men først i 1901 mister Højre flertallet i både folke- og landstinget, og Højre opgiver at fastholde magten. Et venstreministerium udnævnes.
Hermed er Venstres 30-årige ørkenvandring til ende. Men det er også mulighederne for at holde sammen på partiet. I 1905 bryder en gruppe politikere ud af partiet og danner Det radikale Venstre. I dette parti samles meget forskelligeartede grupper: de intellektuelle i byerne, der ønsker en radikal og moderne kulturpolitik, og som er utilfredse med, at den nye Venstre-regering fortsætter Højres forsvarspolitik, allierede sig med de svageststillede grupper på landet: husmændende og landarbejderne, der ønsker sociale reformer og oprettelse af flere husmandsbrug.
Systemskiftet og Venstres magtovertagelse i 1901 betød indledningen til en frodig reformperiode. Las os blot nævne to eksempler:
1. Der blev gennemført en skattereform: En del af skatten blev fremover opkrævet som indkomstskat, hvor skatterne hidtil udelukkende havde bestået af jord- og ejendomsskatter suppleret med told og afgifter. Indkomstbeskatningen var dog i 1903, da reformen blev gennemført, ikke særlig voldsom: de laveste indkomster blev beskattet med 1.5 % de højeste med 2.5 %.
Skattereformer var påkrævet, idet fx de nyrige fabrikanter i de større byer slet ikke betalte skat af deres store indkomster, mens fattige husmænd betalte hartkornsskat af deres lille jordlod.
2. Venstre gennemførte også en skolereform, således at alle skulle gennem den 5-årige underskole, hvorefter man enten kunne følge en 2-årig folkeskole overbygning, hvilket de fleste gjorde, eller man kunne tage en 4-årig mellemskole-eksamen og derefter forlade skolen. Oven på denne kunne man vælge det 3-årige gymnasium, der var delt i en sproglig og en matematisk linje. Denne linjedeling af gymnasiet holdt i 103 år og blev først afskaffet i 2005.
Skolereformen skulle gøre adgangen til de højere uddannelser lettere for børn af middelklassefamilier, men den skulle også sørge for en mere effektiv udnyttelse af samfundets (intelligens-) ressourcer. Reformen er på den vis et vellykket forsøg på at udvikle og modernisere det danske samfund.
Bag disse og flere andre reformer ligger en vilje til at ændre samfundet i en mere demokratisk retning, at nedbryde mange af de århundredegamle skel i samfundet. Man tager i 1890'erne også fat på at gennemføre en mere systematisk alderdomsforsorg. Og Enevældens gamle rangklassesystem bliver endegyldigt afskaffet af det nye Venstreministerium; nu kunne kongen ikke længere udnævne loyale embedsmænd til justitsråd eller etatsråd - titler der ganske vist efter 1849 kun havde haft symbolsk værdi.
Men symbolværdien er ikke uvæsentlig længere. For det var i årene omkring og lige efter 1900, at de ny samfundsgrupper - de fattige på landet og arbejderne i byerne - for alvor begyndte at indtage deres retmæssige plads i samfundet. Man taler om et folkeligt gennembrud, der også markerede sig inden for kunsten. Forfattere som Jeppe Aakjær, Marie Bregendahl og Martin Andersen Nexø kom alle fra små kår og skrev om småkårsfolk. Inden for maleriet ser man den samme holdning og motivvalg hos de fynske malere (fx Johannes Larsen, Fritz Syberg og Peter Hansen) samt lidt ældre malere som L. A. Ring og H. A. Brendekilde.
Anskuelsesbilleder
Anskuelsesbilleder blev populære som pædagogiske hjælpemidler i slutningen af 1800-tallet. Ved at betragte billederne og samtale om dem i klassen skulle eleverne erhverve viden om deres omverden. Hvad kan de to anskuelsesbilleder fortælle om Danmark omkring 1900?
Anskuelsesbillede: på landet.
Anskuelsesbillde: i byen.
Danmarkshistorisk oversigt, s. 67-74
Page updated
Report abuse