Embedded Files
Den franske økonom Blanqui sagde i 1837, at England havde gennemgået en ”industriel revolution”, og i løbet af 1800-tallet blev dette den almindelige betegnelse for den helt enestående økonomiske forandringsproces, England gennemløb fra slutningen af 1700-tallet. Her skete for første gang en overgang fra et landbrugssamfund til et industrisamfund, og den forandring har historikere senere beskrevet som lige så betydningsfuld som overgangen fra jæger- og samlersamfundet til landbrugssamfundet.
Ved hjælp af mekanisering og dampkraft blev industriens produktion mangedoblet. Industrien kom til at beskæftige flere mennesker end landbruget, og for første gang i menneskehedens historie var hovedparten af et lands befolkning byboere. Det var en udvikling, der bredte sig til andre europæiske lande og til Nordamerika.
Hvad var forudsætningerne for udviklingen af industrisamfundet? Og hvorfor skete det lige netop i England?
Industriudviklingen gjorde samfundene langt mere velstående, men velstanden var særdeles ulige fordelt. Store befolkningsgrupper udnyttedes ubarmhjertigt af industrien og levede under de mest usle vilkår. Nogle historikere mener ligefrem, at industrialismen i sit tidlige stadium forværrede underklassens levevilkår. Den sociale ulighed betød, at arbejderklassen organiserede sig i fagforeninger og politiske partier, der byggede på socialistiske idéer. Hvori bestod disse idéer? Hvilken indflydelse fik arbejderbevægelserne på samfundsudviklingen?
Den industrielle revolution I England 1760-1850
Den industrielle revolution forandrede det engelske samfund og det engelske landskab i et tempo, man ikke tidligere havde kendt. Hvis man forestiller sig, at en engelsk emigrant, der havde forladt landet i 1700, vendte tilbage i 1760, ville han eller hun kunne nikke genkendende til det meste. Den emigrant, der vendte tilbage i 1820 efter at være rejst ud i 1760, ville derimod se et helt forandret England.
I 1820 var samfundet ved at blive industrialiseret, og i et industrialiseret samfund er produktionsevnen langt større end i et traditionelt landbrugssamfund. Produktionen bliver langt mere specialiseret, og menneskers arbejdsindsats bliver koncentreret om at producere varer til salg. Mens der i det traditionelle landbrugssamfund var tale om en væsentlig grad af selvforsyning, bliver en langt større del af menneskenes forbrug dækket ved køb af varer.
Hvad er forudsætningerne for industriel udvikling? Man peger normalt på følgende faktorer: arbejdskraft, kapital, råvarer, teknologi og marked, dvs. afsætningsmuligheder. Der skal være arbejdskraft til rådighed for ekspanderende produktion. Der skal være kapital til investeringer i fabriksbygninger og maskiner, og man skal have adgang til de nødvendige råvarer. Der skal være en teknologi til rådighed, som muliggør masseproduktion, og endelig skal der være tilstrækkelig efterspørgsel efter masseproducerede varer. Nogle historikere fremhæver også andre forhold: der skal være foretagsomme folk, der tør gå nye veje, og der skal være en samfundsmæssig og lovgivningsmæssig ramme, der giver mulighed for at udfolde initiativ og skabe nye former for produktion og virksomhed.
Det blev i England, at denne lange række af forudsætninger faldt på plads og skabte verdenshistoriens første industrielle revolution. Det var ikke nogen tilfældighed. England var i 1700–tallet blevet en verdensmagt. Det var verdens førende skibsfartsnation og største kolonimagt. Fra de store havnebyer – London, Bristol, Liverpool – opretholdtes skibsforbindelser til så at sige hele verden. Fra 1700 til 1760 blev den engelske eksport fordoblet, og importen steg med 50%. I samme periode blev den engelske handelsflåde fordoblet. Handlen skabte store kapitaler og sikrede engelsk produktion en stor og voksende afsætning af jernvarer, tekstiler og landbrugsvarer.
Befolkningsvækst og landbrugsrevolution
En af de mest bemærkelsesværdige sider af den engelske samfundsomformning er befolkningsudviklingen. I de tidligere århundreder havde befolkningstallet i de europæiske lande været svingende.
Perioder med befolkningstilvækst var blevet afløst af voldsom dødelighed og fald i befolkningstallet – som i 1300–tallet og i 1600–tallet. (se befolkningstal for middelalderen.). Ved midten af 1700–tallet begyndte den engelske befolkning imidlertid at vokse stærkt, og den blev ved med at vokse! Dødeligheden faldt, samtidig med at fødselsraten lå uændret højt. Englands befolkning, der omkring 1750 var på godt 7 millioner, var i 1810 vokset til over 10 millioner og i 1851 til mere end 20 millioner. Befolkningstilvæksten var en væsentlig forudsætning for den industrielle revolution. Den betød, at arbejdskraften voksede, og at markedet for afsætning af dagligdags fornødenheder voksede.
En forudsætning for den vedvarende vækst var selvfølgelig, at der kunne skaffes tilstrækkeligt med fødevarer. Et langt stykke af vejen kunne det øgede behov dækkes af landets egen produktion. Det engelske landbrug gennemløb n
Den engelske historiker T. S. Ashton, 1948
I det korte spand af år, der udgør kong George d. 3.s regeringstid (1760–1820), blev Englands ansigt forvandlet. Arealer, der i århundreder var blevet dyrket som ”open fields” (=landsbyfælleskab) eller som havde ligget hen som fælleder, blev nu indhegnet; flækker udviklede sig til befolkningsrige storbyer; og fabriksskorstene skød op for at rage op over ældre tiders kirkespir. Landeveje blev anlagt – mere lige, velfunderede og brede end de ( tidligere) elendige forbindelser. (...) Nordsøen og (...) Det Irske Hav og de sejlbare strækninger af (de engelske floder) blev forbundet med kanaler. Nordpå blev de første jernbaner anlagt til de nye lokomotiver, og dampskibe begyndte at besejle de nærmeste farvande.
Peter Ditlevsen: Den første industrielle revolution, 1980, s. 23-24
Den engelske historiker H. Heaton om begrebet "industriel revolution", 1967
Mens iagttagere i det 19. århundrede talte om en industriel revolution, mente de fleste historikere i det 20. århundrede, at man snarere skulle tale om en evolution.
Vi ved i dag, at revolutionen ikke ”brød ud” i en stillestående verden af små, ikke-kapitalistiske enheder, at forandringens tempo langt fra var lynsnart, at den ikke vandt hurtigt frem. (...) Det har vist sig, (...) at i 1760 havde revolutionen været under forberedelse i to århundreder; at storstilede foretagender, der arbejdede på kapitalistiske betingelser, eksisterede fra det 15. århundrede, og at ændringerne i teknologi var videreførelse af tendenser, der havde været ganske tydelige siden Leonardo da Vinci, og at udviklingerne mellem 1760 og 1830 blot videreførte – men i meget større skala – forandringer, der længe havde været undervejs.
R. M. Hartwell: The Causes of the Industrial Revolution i England, 1967, s. 33-34
emlig fra midten af 1700–tallet en omformning, som historikerne ligefrem kalder en landbrugsrevolution. Et af de vigtigste elementer i denne revolution var opløsningen af det traditionelle landsbyfællesskab, som endnu i midten af 1700–tallet var vidt udbredt. De enkelte landbrug, hvis marker tidligere havde ligget spredt på mange forskellige steder, fik jorden samlet ét sted, og derefter indhegnedes den. Derfor kaldes denne proces på engelsk for ”enclosure”. På dansk kaldes det udskiftning. Det var især godsejerne, der drev på for at få gennemført enclosure.Fremskridtsvenlige engelske godsejere gik i spidsen for udviklingen af landbruget, bl.a. Coke of Holkham, der her ses med sine South Down får, der gav meget fint kød. Maleri fra ca. 1800.
Når den var gennemført, kunne man intensivere udnyttelsen af jorden ved at lave mere avancerede sædskifter. Traditionelt havde man haft trevangsbrug, hvor en mark ét år var tilsået med hvede, det følgende år med byg, mens den lå brak det tredje. Nu indførtes nye afgrøder som f. eks. roer og kløver, og som følge af denne større variation behøvede jorden nu kun at ligge brak hver syvende eller ottende år. Også jord, der tidligere havde ligget hen som landsbyernes fælles græsningsarealer, blev nu fordelt mellem landbrugene og opdyrket.
Det var entusiastiske godsejere, der gik i spidsen, når det drejede sig om at modernisere landbruget, men deres erfaringer blev spredt igennem den trykte presse og nåede vid udbredelse. Stigende kornpriser i århundredets slutning betød også, at både godsejere og bønder indså, at det kunne betale sig at investere i forbedringer.
Moderniseringer som de her skildrede slog også igennem i Danmark nogle årtier senere. Og det var i England, man hentede forbillederne.
Den voldsomme befolkningstilvækst fik den engelske nationaløkonom Thomas Malthus (1766–1834) til at slå alarm i et berømt værk fra 1798 –”An Essay on Population”. Han mente nemlig, at fødevareproduktionen umuligt kunne holde trit med befolkningstilvæksten. Malthus forudså derfor, at hungersnød og massedød truede forude.
Det engelske landbrug var imidlertid i stand til at øge produktionen meget mere, end Malthus havde kunnet forudse. Først i midten af 1800–tallet blev England afhængig af fødevareimport i større omfang, og Englands eksport af industrivarer var så rigeligt i stand til at betale for importen.
Landbrugsrevolutionen var sikkert afgørende for denne første industrielle revolution. Meget forenklet kan man sige, at hver enkelt engelsk landbruger blev i stand til at producere mad til stadig flere mennesker, som så kunne bruge deres arbejdskraft til at producere andre varer – og transportere og fordele dem. Og i samme proces blev den engelske landbefolkning i stigende grad aftagere af produkter, de tidligere selv havde fremstillet – som tøj, redskaber, brændsel og bygningsmaterialer. Man siger, at landbrug fra at være en livsform blev til et erhverv.
Tekstilproduktion: Fra håndværk til industri
Den industrielle revolution indebar, at håndværksproduktion afløstes af industriel storproduktion. Denne overgang fandt først sted i tekstilindustrien. Her var der længe før den industrielle revolution sket en udvikling af produktionsprocessen fra simpelt håndværk til det, man kalder forlagsvirksomhed eller hjemmeindustri.
Kapitalstærke klædehandlere opkøbte uld, som de fordelte til spindere og vævere, der arbejdede i deres eget hjem.
Klædehandleren lod de vævede klædestykker afhente, hvorefter de blev færdigbehandlet og farvet på et værksted.
Omkring 1700 var der klædehandlere, der beskæftigede så mange som 2000 arbejdere. I nogle egne af England var tekstilproduktionen det helt dominerende erhverv. I grevskabet Norfolk i det østlige England var der i midten af 1700–tallet Hjemmeindustri ca. 1800. Kilde ukendt.
beskæftiget 72.000 arbejdere, der var 12.000 væve og 30 farverier. England havde store græsningsområder og et meget stort fårehold, og i 1700–tallet var uld og uldklæde Englands vigtigste eksportvare.
Tekstilproduktionens spring ind i en industrialiseret produktion var et resultat af to forudsætninger. Den ene var en række af tekniskeforbedringer, der gjorde en maskinel produktion mulig. Den anden forudsætning var storstilet import af en ny råvare, bomuld.
Den engelske lovgivning beskyttede produktionen af uldklæde. Fra de engelske kolonibesiddelser i Indien var der blevet importeret bomuldklæde, der på mange områder var at foretrække for uldklæde – det er behageligere at have på kroppen, og det er meget lettere at vaske. Det engelske parlament forbød import af bomuldstøj (1701), men ikke import af råbomuld, som jo kunne give fortjenstmuligheder for engelske fabrikanter. Det viste sig endvidere, at der var fremragende betingelser for at producere bomuld i Nordamerika, og i årtierne omkring 1800 mangedobledes den engelske import af bomuld fra Nordamerika. At de engelske kolonier i 1776 blev til det uafhængige USA spillede i den sammenhæng ingen rolle. I de amerikanske sydstater var produktionen af bomuld effektivt organiseret på store plantager, der brugte sorte slaver som arbejdskraft.
Den engelske tekstilproduktion blev fra begyndelsen af 1800–tallet baseret på massiv import af amerikansk råbomuld og eksport af færdigforarbejdet bomuldsklæde.
Den teknologiske udvikling skete skridt for skridt. I 1766 blev der blev udviklet en simpel, hånddrevet maskine til at spinde tråd – en såkaldt ”spinning Jenny”. Ved hjælp af den kunne én spinder fremstille lige så meget tråd som 15 spindere, der brugte den traditionelle spinderok. Teknologien videreudvikledes, så en spindemaskine, der blev drevet af dampkraft, i 1820’erne kunne overtage flere hundrede spinderes arbejde. Så foregik produktionen i en fabriksbygning, ikke i hjemmene. På samme måde blev også væveprocessen mekaniseret nogle årtier senere. Så forsvandt også
Maskinspinderi ca. 1850. Kilde ukendt. håndvæverne gradvist.
Den håndværksmæssige produktion i hjemmene, hvor manden sad ved væven og kvinden spandt, blev afløst af fabrikssystemet, hvor alle arbejdere samledes i store fabriksbygninger, hvor der produceredes ved hjælp af maskiner. Arbejderne måtte indstille sig på en ny virkelighed, hvor de ikke længere selv var herre over deres arbejdstid og arbejdsrytme. Og de håndværksmæssige færdigheder, som spindere og vævere havde været i besiddelse af, var der ikke længere brug for.
Denne forandringsproces udløste mange steder voldsomme reaktioner fra de ramte arbejdere og håndværkere. Der opstod en såkaldt ”makinstormerbevægelse”, hvor arbejdere angreb fabriksbygninger og ødelagde de maskiner, de frygtede ville tage deres arbejde. Myndighederne slog hårdt ned på disse uroligheder med henrettelser og deportationer. Begrebet ”maskinstormer” blev en del af sproget som en kritisk betegnelse for mennesker, der vender sig imod indførelse af ny teknologi.
Man kan spørge, hvorfor det lige præcis var i produktionen af tekstiler, at industrialiseringen med fabrikssystem og mekanisering slog igennem. En væsentlig forklaring er, at det var forholdsvis simpelt at mekanisere spinde- og væveprocesserne. Desuden er klæde en massevare – da bomuldsklæde blev massefremstillet, kunne de fleste mennesker få råd til at købe de behagelige bomuldstekstiler. Både på det engelske hjemmemarked, i kolonierne og på det europæiske fastland afsattes det engelske klæde i stor stil. Desuden var der råvarer til rådighed i næsten ubegrænsede mængder, for i USA’s sydstater var der masser af jord, der kunne inddrages til bomuldsdyrkning.
Omkring 1700 var der klædehandlere, der beskæftigede så mange som 2000 arbejdere. I nogle egne af England var tekstilproduktionen det helt dominerende erhverv. I grevskabet Norfolk i det østlige England var der i midten af 1700–tallet beskæftiget 72.000 arbejdere, der var 12.000 væve og 30 farverier. England havde store græsningsområder og et meget stort fårehold, og i 1700–tallet var uld og uldklæde Englands vigtigste eksportvare.
Kilde: "Verden før 1914, Systime"
Thomas Malthus: An Essay on Population, 1798
Når der ikke lægges nogen hindringer i vejen, vil folketallet fordobles for hvert 25. år, altså en geometrisk stigningsrate (...) Hvis vi antager, at med den størst mulige indsigt, ved at tage nye områder under plov, og med de størst mulige opmuntringer til landbruget, kan denne ø’s landbrugsproduktion muligvis fordobles i løbet af 25 år, så har vi givetvis antaget mere, end nogen person med rimelighed kunne forvente. Det vil være umuligt at antage, at produktionen i løbet af de næste 25 år kunne firedobles. (...) Det højeste, vi kan forestille os, er, at stigningen i de næste 25 år er på størrelse med den nuværende produktion. Det kan (...) med rimelighed siges, at produktionen af livsfornødenheder går efter aritmetisk skala.
Erik Jensen og Birger Kledal: Den engelske industrielle revolution, 1980, sp. 162-163
Page updated
Report abuse