Artikel: Attentatet på Estrup

For præcis 128 år siden var Danmark et land på borgerkrigens rand. En ung typograf, kun 19 år gammel, valgte at tage sagen, og pistolen, i egen hånd. To gange skød han statsministeren i brystet på åben gade. Det er det eneste attentat på en dansk politiker i nyere tid.

Det er onsdag eftermiddag den 21. oktober 1885. På Toldbodvejen 26 venter en ung mand i en portåbning på at konseilspræsidenten – en stilling, der svarer til den nuværende statsministers – skal komme hjem fra arbejde. Den unge mand har ventet nogen tid før J. B. S. Estrup dukker op, nobelt klædt i frakke og med stok. Han når at trække i stroppen til portklokken, før den unge mand træder frem fra skyggen:

”Er De minister Estrup?”, spørger han.

”Jo, jeg er. Hvad vil De mig?”

Den unge mand svarer blot ”nå, så!” før han fra sin frakkelomme trækker en lille pistol. Han strækker den ud mod Estrup og affyrer den én gang, direkte mod hans bryst. Estrup udbryder: ”Er De gal, mand? Skyder De på mig?”

Estrup står stadig oprejst. Den unge mand skyder endnu en gang.

Derefter bliver han overmandet af tre tililende fodgængere. Attentatmanden afleverer roligt sin pistol, og proklamerer at han ”kun ville gøre noget godt til gavn for friheden”. Han tilføjer højtideligt til de måbende mænd: ”Jeg står ved min handling og tager følgerne af den, for jeg har mine principper at gå efter!”

19 år gammel

Mens mændene fører den unge mand af sted mod politistationen i St. Kongensgade, vakler Estrup ind i sin bolig. Estrup er blevet reddet, nærmest som ved et mirakel. Skønt begge skud er affyret på meget kort afstand, er den ene kugle gået forbi ham. Den anden er blevet standset af Estrups ene frakkeknap.

Estrup er ikke mere oprevet end at han efter et lille hvil og en omklædning kan tage til middag på Amager om aftenen, hvor han slet ikke omtaler attentatet, før han efter kaffen spiller l’hombre med de øvrige herrer.

Den unge mand, der forsøgte at slå Danmarks regeringsleder ihjel, hed Julius Rasmussen. Han var en kun 19 år gammel typograf, der stadig boede hjemme hos sine forældre på Christianshavn.

Hvem var Julius Rasmussen?

Julius Rasmussen var ligesom sine tre ældre brødre uddannet som typograf, bl.a. fra Vejle Amts Folkeblad – i ”sortekunsten,” som man kaldte det dengang. Han havde fået pæne karakterer i skolen og var kendt som en venlig, høflig, om end noget stædig fyr. Han var glødende interesseret i politik, men var ikke – som man af og til ser ham beskrevet – socialist. Faktisk var han en overgang formand for en lokal Venstre-vælgerforening.

Julius forklarede politiet at han tidligere på dagen havde overværet et møde i Folketinget om den aktuelle politiske situation. Mødet var endt efter blot syv minutter. I frustration havde Julius fået den indskydelse at tage sagen – og pistolen – i egen hånd.

Bred opbakning fra flere sider

Det var godt nok en lille ”damerevolver” – en 7,5 mm seksløber af belgisk fabrikat – men af dommen fremgik det, at skuddene, der var affyret fra 2–3 alens afstand, sagtens kunne have været dødbringende. Julius forklarede politiet at han fandt det uværdigt at skyde mere end to gange på en ubevæbnet mand.

Politiet frygtede en revolution og blev sat i alarmberedskab, skønt Julius understregede at han havde handlet alene og ikke havde nogen medsammensvorne.

Der samlede sig en folkemængde på Toldbodvejen, som hyldede Estrup, og der indløb telegrammer fra nær og fjern, både fra den svenske konge og den russiske zar. Om natten skrev Christian 9. et telegram til Estrup: ”Med harme og dyb sorg erfarer jeg, at en Dansk har kunnet sætte Deres dyrebare liv i fare. Gud være takket, at misgerningen mislykkedes, og at De straks derefter har kunnet deltage i et middagsselskab.”

Men på gaderne i København hørte man også spredte råb som ”Ned med Estrup!” og et svagt ekko af revolution.

For skuddene var blevet affyret i et uroligt København, der reelt var på randen af borgerkrig. Hvordan var den politiske situation, som gjorde stemningen så bidsk og hadsk, at nogen kunne ønske at tage livet af landets højeste minister?

Ministeriet Estrup var tiltrådt den 11. juli 1875, på Fandens fødselsdag. Jacob Brønnum Scavenius Estrup var Højre-politiker, godsejer og konseilspræsident. Han anerkendte ikke Venstres krav om folketingsparlamentarisme og almindelig valgret og sendte Rigsdagen hjem og ledede landet ved provisoriske finanslove.

Splittelse i folket

Estrup havde et nært forhold til Christian 9. og så sig selv som kongens minister snarere end Højres, Landstingets eller Rigsdagens. Estrup stod i spidsen for de godsejerdominerede højreregeringer, der var udgået af Landstinget, og var Venstres modspiller.

Estrup var en principfast og handlekraftig politiker med stærke konservative grundholdninger. Hans kompromisløse stil splittede frem for at skabe politisk samling – forudsætningen for varige resultater. Ude i landet var man splittet i to fløje, hvor venstrefolk organiserede folk i riffelklubber, mens højrefolk organiserede frivillig beskatning til støtte for regeringens ihærdige forsvarspolitik.

For mange var personen Estrup indbegrebet af selve konflikten, hvilket skaffede ham fjender – som Julius Rasmussen.

Julius’ skud mod Estrup fik nærmest den modsatte effekt. Inden attentatet havde vreden mod Estrup været intens.

Han blev beskyldt for at forbryde sig mod grundlovens frihedstilsagn og for manglende respekt for folkestyret. Men efter skuddene på Toldbodvejen døde vreden ud, oprørstendenserne druknede, folk besindede sig. Der var endda mange demonstrationer, der hyldede Estrup og bakkede ham op.

Julius’ eftermæle

Julius blev i sin samtid og siden hen beskrevet som en kuriøs, fanatisk socialistisk bølle, mens andre tider kan bruge ham som symbol på idealisme og frihedskamp. I hans samtid var der ikke mange, der ytrede sig om, at 14 års tugthus var meget for at ødelægge en frakkeknap. I dag er han helt på vej ud af historiebøgerne.

Julius Rasmussen blev idømt 14 års tugthusarbejde i Horsens Tugthus. Han befandt sig tilsyneladende udmærket her, men særligt nyheden om hans fars og senere hans mors død slog ham ud. Han blev ramt af depression.

Den 26. november 1889 rev Julius sit lagen i strimler, bandt disse sammen til en løkke og hængte sig i sin celle.

Nygaard, Vagn: Julius (1999) og Tamm, Ditlev: Konseilspræsidenten (1996)