Artikel: Danske frivillige i Den Spanske Borgerkrig

Det var ikke kun Herbert fra Matador, der drog til Spanien for at kæmpe i borgerkrigen. Ca. 500 danske frivillige kæmpede mod Francos nationalistiske oprørere. Langt fra Danmark udkæmpede de en blodig kamp for det spanske demokrati, side om side med ligesindede fra resten af verden. Knap en tredjedel døde dernede.

Tekst: Christian Aagaard

Peter Davidsen nåede at sende et brev hjem til Danmark. Han skrev: ”Vi venter ikke at komme levende igennem”. Få dage efter blev han dræbt i forsvaret af Madrid. Hans ord afspejlede regeringshærens tilsyneladende håbløse situation over for general Francos oprørsstyrker.

Efter et lynhurtigt, blodigt fremstød nordpå fra Gibraltar var Francos tropper i starten af november 1936 i position til at levere dødsstødet til Madrid, regeringshærens højborg. Med et brutalt angreb gennem hovedstadens forstæder indledte oprørsstyrkerne, natten mellem den 8. og 9. november, angrebet på Madrid. Mange anså det for at være umuligt for regeringshæren, at holde hovedstaden, men regeringstropperne holdt stand. Efter en uges intensive kampe, hvor over halvdelen af de internationale frivillige blev dræbt eller såret, måtte de nationalistiske oprørere opgive deres angreb på Madrid.

Et hidtil uset antal udenlandske frivillige fra bl.a. Danmark begyndte, efter at have hørt om det heroiske forsvar af Madrid, at strømme til Spanien.

Afrejsen for at kæmpe for den spanske regering skete på trods af, at Danmark og de øvrige europæiske lande havde besluttet ikke at intervenere i konflikten. De havde derfor vedtaget love, der forbød folk at rejse til Spanien. Men forbuddet satte ikke en stopper for de danske frivillige, der fortsat tog af sted for at bekæmpe nationalisterne.

Det var, i Danmark og resten af Europa, den kommunistiske bevægelse, der gik i front i rekrutteringsarbejdet til Den Spanske Borgerkrig. I Danmark var det DKP, Danmarks Kommunistiske Parti, der landet over gik i spidsen for at hjælpe danske frivillige til Spanien på trods af regeringens forbud.

En stor del af de danske frivillige blev i februar 1937 indsat i kampene i Jaramadalen. Oprørerne havde indset, at de ikke kunne indtage Madrid og forsøgte i stedet, via Jaramadalen, at omringe byen. Uden nogen nævneværdig kamperfaring blev de nye danske frivillige kastet ud i et inferno af artilleriild, infanteristormløb og luftangreb fra det tyske Legion Condor. Det var essentielt for regeringstropperne at holde stand imod oprørerne, hvis de skulle gøre sig noget håb om at redde Madrid. Fritz Møller, der deltog i kampene, beskriver her sin oplevelse af slaget: ”Hylende rasede granaterne over vore linjer til fascisterne og hilste dem godmorgen. De svarede pænt igen… Så var spillet gående. Miner, granater, shrapnells og igen forfra. I oliventræerne knaldede de eksplosive kugler, og krudtrøgen bølgede hen langs jorden.”

Hele februar rasede de blodige kampe, før fronten til sidst låste sig endegyldigt fast. Den skandinaviske Bataillon Thälmann, hvor en del danske frivillige gjorde tjeneste, var stort set udslettet.

Ud af de 850 mand kunne nu kun 300 mand mønstres, resten var enten dræbt, såret eller taget til fange. 11 danskere mistede livet i Jaramadalen.

Efter de voldsomme kampe i Jaramadalen indledte den spanske regering i sommeren 1937 en offensiv i et forsøg på at presse Francos tropper væk fra hovedstaden. Den 6. juli indledte regeringshæren, sammen med de danske og internationale frivillige, offensiven med et massivt fly- og artilleribombardement.

Offensiven, der var centreret omkring den lille by Brunete, udviklede sig hurtigt til det blodigste og mest ubarmhjertige slag under borgerkrigen. Det lykkedes for en kort stund regeringshæren at indtage Brunete, men da de gjorde deres indtog, blev de mødt af et makabert syn. En af oprørshærens hovedstillinger havde været centreret omkring en stærkt befæstet kirkegård, der havde været udsat for et intensivt bombardement.

Lars Bakkemose, der gjorde tjeneste i artilleriet, så kirkegården og har berettet, hvordan der så ud: ”Granaterne har pløjet jorden op, kister og lig ligger spredt over hele kirkegården”, hvor de, godt hjulpet af den ulidelige varme, spredte en uudholdelig stank.

I en uge blev danskerne gang på gang sat til at angribe oprørernes stillinger, men uden held. General Franco havde øjeblikkeligt tilkaldt forstærkninger, deriblandt det tyske Legion Condor. Tyskernes jager- og bombefly fik hurtigt overtaget og indledte straks et nådesløst bombardement af de danske og internationale styrker.

Fra sit skyttehul oplevede en dansk soldat bombardementet og beskriver det i et brev: ”Ilden slog i vejret, de smed brandbomber… hele vejen rundt omkring os slog flammerne højt i vejret. Et sandt helvede brød ud i lys lue, granater, bomber, ild, hylen og skrigen fra kanoner…”.

Den 13. juli indstillede regeringshæren offensiven. Den havde lidt så voldsomme tab, at den ikke kunne opretholde presset. Offensiven havde været en fiasko, der endte med at koste regeringshæren 15 000 dræbte. Deriblandt var der syv dræbte og 12 sårede danskere.

Tiden efter sommeroffensiven var domineret af en generel tilbagetrækning fra regeringstroppernes side. Enkelte gange forsøgte de at gå i offensiven, men uden nogen videre succes. Nu var det også lykkedes Franco at gå nord om Madrid, og i starten af marts 1938 trængte hans styrker frem til Middelhavet og delte det regeringskontrollerede område i to.

Den 1. april 1938 beskrev Christian Larsen fra Kolding i sin dagbog den opslidende tilbagetrækning: ”Ingen mad i to og et halvt døgn, ingen søvn i tre døgn og løb i bjergene og på vejene i 24 timer. Lidt salatblade og ukrudt er al den føde vi får. Tilbagetoget er ubeskriveligt”. Regeringshæren var under massivt pres, og der skulle gå lang tid, før krigen var ovre for de danske frivillige Den 24. september 1938 blev den sidste aktive kampdag for de danske spaniensfrivillige. De blev, sammen med resten af De Internationale Brigader, trukket væk fra fronten og hjemsendt. Regeringsstyrkerne holdt ud lidt endnu, men i længden kunne de nationalistiske oprøreres overmagt ikke modstås.

Den 28. marts 1939 faldt Madrid, og den 1. april kunne general Francisco Franco i en radiotale til det spanske folk sprede budskabet om oprørernes sejr.

Da det sidste skud var blevet affyret i Den Spanske Borgerkrig, havde 60 000 internationale frivillige, deriblandt 500 danskere, kæmpet for den folkevalgte spanske regering. Omkring 150 danskere faldt i det forgæves forsvar af det spanske demokrati. ●

Mere her: Gustaf Munch-Petersen og den spanske borgerkrig af Ole Sohn (2007) ● Den spanske borgerkrig 1936–1939 af Antony Beevor (2006) ● Fra Bjelkes Allé til Barcelona : danske frivillige i Spanien 1936–39 af Carsten Jørgensen (1986)