Rivalisering og fremskridt

Fagre fremskridtsår

Efter konjunkturomsvinget i 1897 gik USA ind i en vækstperiode, der med kortere afbrydelser varede lige til det store krak i 1929. Tiden op til 1914 kom for den amerikanske historiker Samuel Eliot Morison ”og mange andre, der voksede op i den”, til at stå som ”Republikkens Guldalder”. Befolkningstallet steg fra 76 millioner i 1900 til 92 millioner i 1910. Nationalproduktet voksede fra 14,6 milliarder dollars i 1897 til 38,6 milliarder i 1914. Omsat i produktion betød det, at USA i 1914 høstede 242 millioner centner korn mod kun 127 millioner i 1895. Det dyrkede areal steg i det samme tidsrum fra 13.778.000 ha til 21.666.000 ha. Kulproduktionen var i 1914 næsten lige så stor som Tysklands og Englands tilsammen, og USA producerede lige så meget stål som England, Tyskland og Frankrig. Realproduktet pr. Indbygger, der i 1900-04 var 16 pct. højere end England, lå i 1909-13 26 pct. over det engelske niveau. Men velstanden var yderst ulige fordelt. Den store koncentration, der var begyndt under og efter Borgerkrigen, fortsatte. Medens mangemillionærerne levede højt på, at Højesteret i 1895 erklærede indkomstskat for forfatningsstridig, viste en undersøgelse i 1904, at 10 millioner amerikanere levede under fattigdomsgrænsen. Ifølge en lokalundersøgelse i Wisconsin i 1900 ejede én procent af befolkningen halvdelen af den registrerede ejendom, og formuekoncentrationen var utvivlsomt større i en række andre stater.

Landbruget fik gode tider. Fra 1897 oplevede det en række fine høstår, og priserne på dets varer steg med omkring 50 pct. mellem 1900 og 1910. Farmerne kunne betale deres gæld. Men de prisstigninger, som blev udløst af den voksende guldproduktion, indebar for mange arbejdere en forringelse af reallønnen.

De år, som amerikanerne kalder the progressive period, var dog også præget af en modoffensiv mod ”røverbaronerne”. Den reformbevægelse, der var begyndt at komme til orde i 1890’erne med først populisterne, derpå Bryans kampagne under præsidentvalget i 1896, fik efter århundredeskiftet lejlighed til at omsætte en række af sine ideer i praktisk politik. Få perioder i amerikansk historie er præget af et sådant væld af sociale, økonomiske og politiske reformer som årene fra århundredeskiftet til USA’s indtræden i Første Verdenskrig i 1917. Kun 1930’erne kan med Franklin Delano Roosevelts New Deal sidestilles med den progressive tidsalder. Der var en sammenhæng. Også i 1900-tallets første årti var det en Roosevelt, der gav tonen an, præsident Theodore Roosevelt. Fra Franklin som 15-årig gymnasiast fra overklasseskolen Groton i sommeren 1897 fik lejlighed til at feriere på sin ældre slægtnings landsted i Oyster Bay på Long Island, blev ”fætter Teddy” hans store helt. Ret meget fætre var de ganske vist ikke. De havde kun tipoldefaderen Nicholas Van Rosenvelt (1658-1742) fælles. Men da Franklin i 1905 giftede sig med Theodores yndlingsniece Eleanor, blev båndene tættere. Det var Theodore, der blæste til angreb med storkapitalisternes magtmisbrug, da han fordømte the malefactors of great wealth, storkapitalens misædere, der ”søgte profit ikke ved redeligt arbejde, men ved spekulation”.

Den mægtige Morgan

Når man i 1900-tallets begyndelse talte om pengemagt, var den mand, man først tænkte på, Wall Street-bankieren John Piermont Morgan. Han besad ganske vist langtfra den største af de fabelagtige amerikanske storformuer. Da han i 1913 knap 76 år gammel døde i en luksussuite på Grand Hotel i Rom, blev hans efterladte formue opgjort til 68 millioner dollars. Ganske pænt i betragtning af, at to dollars (7,46 kr.) blev anset for en normal dagløn. En dansk departementschef havde 8000 kr. [Jv1] I årsløn. Men ved siden af Vanderbilt, Astor, Carnegie, Rockefeller og selv Edward H. Harriman var Morgan blandt de mindre rigmænd. Da William H. Vanderbilt døde i 1885, efterlod han 200 millioner dollars. Morgans formue blev ved denne tid anslået til ”kun” 25 millioner. Alligevel kom han til at stå som indbegrebet af pengemagt, især efter at han i 1901 havde afkøbt Carnegie hans stålimperium for 450 millioner dollars for at organisere United Nation Steel, verdens største koncern med 160.000 ansatte. De to brød sig ellers ikke meget om hinanden. Finansaristokraten Piermont Morgan – hans mødrene Piermont kunne ligesom måske hans abnormt store, røde næse spores helt tilbage til de normanniske røverbaroner, der kom med Vilhelm Erobreren til England i 1066 – kunne ikke lide små mænd og slet ikke vulgære opkomlinge som Carnegie. Da de to et par år efter meget mod Morgans vilje løb på hinanden på en atlantisk luksusdamper, prøvede Carnegie at være stor i slaget ved at sige, at det eneste, han fortrød, var, at han ikke havde forlangt 100 millioner dollars mere. Morgan satte ham køligt på plads ved at svare: ”De ville have fået dem, hvis De havde bedt om dem”, og vendte ham derpå ryggen.

Morgans tilknappede væsen er blevet sat i forbindelse med en stor sorg, der ramte ham i hans ungdom. Han blev enkemand efter kun fire måneders ægteskab, da hans første kone døde af tuberkulose.

Med Morgans overtagelse af U.S. Steel var det finanskapitalen, der efterfulgte industrikapitalen. Det var naturligvis ikke sine egne private penge, Morgan betalte Carnegie med. Han var organisatoren bag et konsortium, som han havde været det den ene gang efter den anden. På denne måde havde han opnået kontrollen med bl.a. store dele af det amerikanske jernbanenet, af forsikringsbranchen og med General Electric. Siden kom International Harvester, American Telephone Co. Og meget andet til. Han blev bankernes bankier. For at åbne en konto hos ham måtte man indsætte mindst en million dollars – ca. 20 millioner i år 2005-penge!

Det var på jernbanerne, han havde grundlagt sin førerstilling i Wall Street ved at tage sig af Vanderbilternes interesser. Efter Commodorens død i 1877 overtog William Henry Vanderbilt ansvaret for Amerikas største formue. Men han var ikke som faderen vokset op blandt robuste havnesjovere. Han havde hverken nerver eller fantasi til at begå sig i jernbanebaronernes jungle. Han bad derfor Morgan om hjælp. Huset var allerede dengang veletableret i Wall Street, men endnu ikke dominerede. Det var blevet grundlagt af Piermonts far Junius, som i 1853 havde det held at blive optaget som partner af en ældre amerikansk bankier i London, George Peabody, der havde fået et godt navn i City, fordi han i modsætning til så mange andre amerikanere aldrig prøvede på at snyde englænderne. Desuden vandt Peabody dronning Victorias bevågenhed ved sin velgørenhed blandt de fattige i Londons East End. Julius Morgan opholdt sig mere og mere i London, hvor han knyttede nær forbindelse med City-magnater som Alfred de Rothschild og Everard Hambro. Efter at have gået i skole i England overtog hans ældste søn John Piermont ledelsen af firmaets New York-kontor. Huset Morgan blev hovedforbindelsen mellem City og Wall Street. Det blev fundamentet for dets magt, som blev styret af Nordstaternes sejr. Peabody holdt på Lincoln, selv da det så sortest ud, og skænkede tre millioner dollars til uddannelse af farvede amerikanere. Hans søn Endicott grundlagde Groton i Massachusetts. Da Piermont ydermere fik Vanderbilts penge at arbejde med, var husets lykke gjort.

Piermont Morgan var et ordensmenneske. Længe efter at han var begyndt at operere med millioner, indførte han omhyggeligt hver aften i sin lommebog, hvor mange cent han havde brugt til frimærker, droskekuske og mineralvand. Men det fik ham ikke til at miste overblikket og indsigten i de store affærer. Ifølge John Dos Passos havde han skadeøjne. Men de havde et falkeblik for finansmarkedets muligheder. Han besad en koldblodig evne til lynsnare beslutninger og et enestående kombinationstalent, som gang på gang kom ham selv og hans klienter til gode. I 1890’erne havde han opbygget en sådan prestige, at han i realiteten kunne diktere præsident Cleveland, hvordan han skulle redde landet ud af den guldflugtskrise, som Sherman-sølvloven havde kastet det ud i.

I London blev huset Morgans indflydelse yderligere styrket ved dets finansieren af Boerkrigen. Piermont Morgan havde dog også sine svagheder. Magten steg ham efterhånden så meget til hovedet, at han kunne komme til at undervurdere sine modspillere. Det fik hans store plan om at samle alle transatlantiske passagerruter i én kæmpetrust til at gå i vasken. Hans personlige aversion mod mennesker, som han anså for vulgære og upålidelige, kunne også give alvorlige bagslag. Den skaffede U.S. Steel en alvorlig konkurrent på halsen, da Carnegies mest talentfulde medarbejder, den fantasifulde Charles Schwab, forlod Morgan for at organisere Bethlehem Steel. Heller ikke en kviksølvpersonlighed som Theodore Roosevelt havde Wall Streets selvsikre og strenge finansfyrste de bedste forudsætninger for at komme på bølgelængde med.

[Jv1]Opgave: Undersøg hvad den løn svarer til med inflation http://www.oldmoney.dk/index.php

Kilde: Bjøl, E.: "USA's historie". Gyldendal. s. 313-316