De Faldnes Dal

De Faldnes Dal

Den 1. april 1940, dagen for paraden for at fejre etårsdagen for sejren over det revolutionære republikanske styre, annoncerede Francisco Franco (1892-1975), at der skulle bygges et imponerende monument for de faldne i Den Spanske Borgerkrig. Det skulle være et symbol på et samlet Spanien. Komplekset blev opført af politiske fanger i perioden 1940-58.

Hver fange fik eftergivet fem dage af straffen for hver dag, han arbejdede på byggeriet. Omkring 40.000 faldne fra begge sider er begravet i dalen. Adskillige af Franco-modstandernes jordiske rester er blevet flyttet fra De Faldnes Dal, der er forbundet med Francos regime og opfattet som Franco-styrets monument over sig selv. I basilikaen ved højalterets fod er Franco begravet til korsiden, og modsat ham er graven for José Antonio Primo de Rivera, (1903-1936), stifteren af den halvfascistiske Falange Española (1933), henrettet af de revolutionære og søn af diktatoren Miguel Primo de Rivera. Nedenfor er en kort oversigt over Spaniens politiske historie.

De Faldnes Dal (Valle de los Caídos) er beliggende tæt på San Lorenzo de El Escorial ved foden af bjergkæden Guadarrama. I dalen er en basilika, Det Hellige Kors' basilika (Basílica de la Santa Cruz del Valle de los Caídos), og herover er rejst et højt kors, der kan ses i miles afstand. Ved foden af monumentet ligger et Benediktinerkloster (Abadía Benedictina de la Santa Cruz de el Valle de los Caídos).

Komplekset er væsentligt i 1900-tallets spanske arkitektur. Det er tegnet af Pedro Muguruza Otaño (1893-1952) og Diego Méndez i stilarten neoherreriana opkaldt efter arkitekten Juan de Herrera (1530-1593), der gav navn til Arquitectura herreriana, som er en spansk arkitekturstil fra renæssancen (El Escorial). Stilens karakteristika er symmetri og balance, enkle markante linjer og mangel på dekoration, en nøgtern, noget dyster og bar stil, som blev anvendt med størst succes i storstilede monumentale projekter. Den strenge arkitektur var et brud med tidligere stilarter og fik en stor indflydelse på spansk arkitektur i over et halvt århundrede.

Korset er verdens højeste, 152 meter inklusive sokkel. Det er tegnet af Diego Méndez og er opført på toppen af klippen Risco de la Nava, 1400 meter over havets overflade. Korsarmene er orienteret nord-syd og har en bredde på 47 meter fra korsarm til korsarm. På soklen er fire kolossale skulpturer, 18 meter i højden, udført af Juan de Álvalos (1911-2006), fremstillende de fire evangelister, St. Lukas med oksen, St. Johannes med ørnen, St. Markus med løven og St. Matthæus med englen/mennesket.

Den underjordiske basilika er beliggende inde i et bjerg. Dens dimensioner overgår Peterskirkens i Rom, det indviede område er dog mindre af omfang. En stor esplanade fører op til hovedindgangen, der vender mod øst, hvorfra der er et imponerende udsyn over dalen. De monumentale skulpturer over hovedindgangen er, som sokkelfigurerne, udført af Juan de Ávalo. På arkaden ses Francos våbenskjold med ørnen, hvis hoved er omgivet af en glorie og fremstiller St. Johannesørnen. Selve skjoldet indeholder symboler på kongehuset og hentyder til Francos erklærede håb om en gang at genindføre monarkiet, et håb, der fandt udtryk i arvefølgeloven af 1969. Allerede i 1947 havde Franco erklæret Spanien for et monarki, dog midlertidigt uden konge. En ca. 260 m lang hvælvet tunnel/kirkeskib leder op til højaltret i tværskibet. Alteret er centralt placeret under kuplen, der er dekoreret med mosaikker af Santiago Padrós. På klippetoppen over den underjordiske kuppel er korset placeret.

I 1960 erklærede Pave Johannes 23. kirken for en basilika.

Kortfattet oversigt over Spaniens nyere politiske historie

I begyndelsen af 1920'erne var Spanien i krise politisk, socialt og økonomisk. Det såkaldte Restaurationsregime (opkaldt efter restaurationen eller genoprettelsen af monarkiet i 1875 efter den kaotiske Første Republik) havde mistet troværdighed. Gadekampe, strejker og politiske mord prægede dagligdagen. Såvel den progressive elite som de anarkistiske og socialistiske bevægelser krævede forandring.

I 1923 tog landshøvdingen i Catalonien, general Miguel Primo de Rivera (1870-1930), magten i et ublodigt statskup. Diktaturet, der bibeholdt kongen som statschef og gennemførte en række nyttige reformer, mistede opbakning i slutningen af 1920'erne. Primo de Rivera frasagde sig magten og forlod Spanien i 1930. Kong Alfons 13. udnævnte herpå svage regeringer i 15 måneder, der ikke hjalp monarkiets anseelse.

I 1931 vandt de monarkistiske partier nogle lokalvalg, men fordi de republikanske havde vundet i storbyerne, overtalte kongens rådgivere ham til at forlade Spanien, hvorefter han bosatte sig i Rom. Han døde 1941.

Den Anden Spanske republik begyndte i vold og kaos, eftersom anarkister og andre afbrændte snesevis af kirker, myrdede præster og skændede grave. Venstreregeringen 1931-33 under venstrerepublikaneren Manuel Azaña (1880-1940) foregav at ville forbedre skolevæsenet og give jord til de jordløse, men udrettede i praksis meget lidt. Desto mere højlydt krævede venstrepartierne revolution, hvilket provokerede den katolske og højreorienterede opposition og førte til politisk uro og talrige voldshandlinger. Separatister i Baskerlandet og Catalonien krævede og fik vidtstrakt selvstyre.

Valget i 1933 vandt de borgerlige partier, ikke mindst takket være kvinderne, som stemte for første gang. Regeringen blev en centrumhøjreregering under den ærkerepublikanske leder Alejandro Lerroux (1864-1949), dog uden valgets store sejrherre CEDA (Confederación Española de Derechas Autónomas), et forbund af katolikker, konservative og monarkister, som dog i 1934 fik tildelt nogle ministerposter. Socialisterne, som krævede proletariatets diktatur og mente at borgerkrig var vejen hertil, indledte et oprør, Oktoberrevolten 1934 i Asturien. Oprøret fejlede og som reaktion herpå forenede socialister, kommunister og andre venstrepartier sig i en Folkefront, som vandt det valg, præsidenten unødvendigt, men drevet af uvilje mod Lerroux, udskrev i utide i februar 1936. Stemmerne er aldrig blevet regulært optalt. Resultatet var formentlig uafgjort, men takket være valgloven fik venstrepartierne et stort overtal af pladser (297 af 473) i parlamentet. Falangen fik ingen mandater, kommunisterne 16. 33 partier var repræsenteret, hvilket udstiller det totale politiske kaos i landet.

De revolutionære tog valget som tegn til at det var tid at forny kampen mod højrepartierne og demokratiet. Der fulgte flere måneders kaos, vold, politiske mord, gadekampe og afbrænding af kirker og katolske institutioner, herunder adskillige uerstattelige biblioteker. Republikken var i praksis udhulet af de radikale kræfter, da en gruppe mestendels yngre officerer indledte det "nationale oprør" i den spanske koloni Marokko i juli. Oprørets ledende personlighed var general Francisco Franco, støttet af katolikker, konservative, falangister, carlister (tilhængere af et monarki under efterkommerne af prætendenten prins Carlos (1788-1855)) og de fleste civilgardister. Lang tids dyb splittelse i den spanske befolkning kulminerede derpå i Den Spanske Borgerkrig (1936-1939).

Regeringens svar på oprøret var at bevæbne de anarkistiske, socialistiske og separatistiske militser, som omgående indledte blodige kristenforfølgelser i de områder, de kontrollerede, især Catalonien. Fra september, da den "spanske Lenin", socialisten Francisco Largo Caballero (1869-1946), blev regeringschef, var republikken i realiteten erstattet af et venstreradikalt regime, som i stigende grad kom i lommen på kommunistpartiet og på Josef Stalin, Sovjetunionens diktator. Parterne i krigen var da resterne af de republikanske partier, socialisterne, kommunisterne og deres støtter, anarkisterne og separatisterne på den ene side og Franco og hans nationale koalition på den anden.

Også Francos koalition led af splittelse, især mellem de radikale falangister og traditionelt borgerlige, dog i langt mindre grad end dens modstandere. I september 1936 udråbte det nationale forsvarsråd Franco til øverstbefalende og statschef, hvorved man i den nationale zone skabte en enhedskommando og effektiv føring, som folkefrontsregeringen aldrig opnåede. Den forskel og de nationales højere moral forklarer meget af krigens udfald, for folkefrontsregeringen besad i lang tid stor materiel og økonomisk overmagt. De fleste hærafdelinger i det egentlige Spanien forblev loyale, og i nogen tid så det ud til, at oprøret, der i praksis kun havde hæren i Marokko som kampdygtig styrke, ville bryde sammen. Krigen var ikke en krig mellem demokratiet og fascismen, for republikken var i 1936 ikke længere demokratisk og Francos tilhængere omfattede kun få egentlige fascister.

Krigen sluttede med sejr til Franco, der efter at stifteren og falangisternes første leder José Antonio Primo de Rivera (1903-1936) var blevet henrettet af republikken, indlemmede konservative og monarkister i en ny Falange. Dette nye Falangeparti, senere oftest kaldet Bevægelsen (el Movimiento), og som næsten intet havde til fælles med José Antonios oprindelige parti, var en hovedpille af Francos styre til hans død, dog med efterhånden svindende indflydelse. Krigen kostede ca. 290.000 livet, næsten udelukkende mænd, hvoraf halvdelen som ofre for repressalier på begge sider. Ca. 60-70.000 faldt som ofre for de revolutionære, mange af dem i de interne kampe, der plagede det revolutionære Spanien under krigen. Omtrent samme antal faldt som ofre for Franco-styret, heraf 25.000, som efter sejren blev dømt ved krigsretter, i nogle tilfælde uretfærdigt, i mange ganske retfærdigt.

I 1947 proklamerede Franco, at Spanien var et monarki. I 1969 lod han det spanske parlament udråbe Juan Carlos (født 1938), sønnesøn af Alfons 13., til prins af Spanien og til Francos efterfølger som statschef. Efter Francos død i 1975 blev han følgelig udråbt til konge og udpegede Adolfo Suárez, tidligere generalsekretær i el Movimiento, til ministerpræsident i 1976. Falangen blev formelt opløst i 1977. Ved forfatningen af 1978 blev Spanien et konstitutionelt monarki.