Tale: Picos tale om menneskets værdighed

Grev Giovanni Pico Mirandola (1463-1494) var en lærd italiensk højadelsmand, der begyndte sine studier i teologien, men som senere vendte sig til filosofi. Han studerede ikke blot græsk og latin, men også arabisk og hebraisk, og han inddrog i vidt omfang arabisk filosofi.

Firenzes hersker, Lorenzo de Medici (1449-1492), blev hans beskytter.

I 1486 udgav Pico ”Tale om menneskets værdighed”, der indeholdt 900 teser, som han erklærede sig rede til at forsvare i debat med hvem som helst. Det er af eftertiden blevet opfattet som renæssancens manifest.

Dette værk bragte ham i konflikt med kirken. Paven fordømte ført nogle af teserne og senere skriftet som sådan. Da han var i Frankrig, blev han på pavens opfordring fængslet af den franske konge, men takket være Lorenzo de Medicis indgriben blev han atter frigivet.

I arabiske skrifter har jeg læst ... , at da Abdalla blev spurgt om, hvad der opførte sig mest beundringsværdigt på denne verdens scene, da skal han have svaret, at intet syntes ham mere forunderligt end menne­sket. Hermed stemmer også dette udsagn fra Hermes Trismegistos: Et stort under er mennesket, Asklepios.

Til sidst mente jeg at forstå, hvorfor mennesket er det lykkeligste af alle levende væsner og derfor det, som er mest beundringsværdigt, samt præcis hvad det er for et vilkår, som er dets i universets kæde, og som gør det misundelsesværdigt ikke blot for de umælende dyr, men også for stjernerne og ånderne over verden ...

Den højeste Fader og bygmester Gud havde allerede efter sin skjulte visdoms regler færdigbygget dette verdens hus, som vi ser: Hans guddommeligheds allerhelligste tempel ... Men da værket var fuldendt, ønskede kunstneren nogen, som kunne betragte et så stort værk, elske dets skønhed og beundre dets storhed. Da alt var skabt, overvejede han derfor, ligesom Moses og Timaios bevidner, til sidst at skabe mennesket. Men blandt hans prototyper fandtes der ingen, han kunne forme dette nye afkom efter, ej heller fandtes der i hans skatkammer noget at skænke denne nye søn i arv, ej heller fandtes i hele verden nogen tilskuerplads, hvor denne universets betragter kunne sidde. Thi alt var fyldt op. Alt var fordelt, på de højeste, de mellemste og de laveste pla­ner ...

Til sidst besluttede den bedste af alle håndværkere, at ... mennesket (skulle) være et værk uden et bestemt forbillede og sagde til det, da han havde stillet det midt i verden:

»Hverken et bestemt sted eller en form, som er din egen, eller nogen opgave, som er særlig for dig, har vi givet dig, Adam, for at du efter din egen beslutning og efter din egen hensigt skal have og eje det sted, den skikkelse og de opgaver, du ønsker. Andre væsners natur begrænses inden for de af os foreskrevne regler. Du er ikke lukket inde af nogen grænser, men skal selv fastlægge dem med din vilje, i hvis hånd jeg har givet dig. Midt i verden har jeg sat dig, for at du derfra så meget lettere rundt omkring dig skal kunne se alt det. som findes i verden. Hverken himmelsk eller jordisk, hverken dødelig eller udødelig har vi gjort dig, så at du som din egen skulptør og former frit og ærefuldt skal kunne give dig den form, du helst vil have. Du skal have magt til at falde til lavere former, som er dyriske, du skal have magt til ifølge din sjæls beslutning at hæve dig til de højere former, som er guddommelige.”

Oh Gud Faders højeste gavmildhed, menneskets højeste og vidunderligste lykke! Mennesket er givet at få, hvad det ønsker, være, hvad det vil ...

Hvis du ser ... et menneske kravle rundt på jorden, behersket af sin mave, så er det ikke noget menneske, du ser, men en busk; hvis du ser nogen, forblindet af fantasiens tomme blændværk som af Kalypso og lokket af sansernes forførelser og slave af dem, så er det et dyr, du ser, ikke et menneske.

Hvis du ser en filosof afgøre og opfatte alt med den rette fornuft, ær ham da: han er et himmelsk, ikke et jordisk væsen. Hvis du ser en ren selvfordyber, uden bevidsthed om sin krop, opslugt af sjælelige betragtninger, så er det ikke et jordisk, ikke et himmelsk væsen: han er en højere guddom, iklædt menneskeligt kød ...

Vi skal forstå, at vi, når vi nu fødes til dette vilkår - at være, hvad vi selv vil være - i allerhøjeste grad bør lægge vægt på, at det aldrig bliver sagt om os, at vi ikke har indset vor ære, men har gjort os til dyr og enfoldige okser. Nej, hellere dette ord fra profeten Asaf: »I er guder, I er alle den Højestes sønner« , så at vi ikke, ved at misbruge Faderens allerkærligste gavmildhed, forvandler dette frie valg, han har givet os, fra noget gavnligt til noget skadeligt. Gid en hellig ærgerrighed må bemægtige sig sjælen, så at vi forsager det middelmådige og dirrer efter det højeste og med alle kræfter stræber efter at nå dertil, da vi jo kan, hvad vi vil.