Kilde: Gennem europæiske briller

Alexis de Tocqueville (1805-1859), fransk aristokrat, politiker og politisk tænker, tilbragte i 1831-32 ni måneder i USA, hvor han studerede den amerikanske politiske kultur. Rejsen kom til at danne grundlag for værket Demokratiet i Amerika (1835-1840), som er blevet en klassiker. Mange af Tocquevilles observationer virker også i dag rammende og relevante.

Det Amerika, Tocqueville oplevede og beskrev, var det Jacksonianske demokrati. Fra 1829 til 1861 blev USA bortset fra to præsidentperioder regeret af demokratiske præsidenter, og i de to perioder, hvor der sad whigger i Det Hvide Hus, kom de ind ved at opstille kandidater, der skulle ligne folkehelten Jackson.

Noget af det, der slog de besøgende og indvandrende europæere i disse år, var amerikanernes følelse af lighed i sammenligning med den stive hakkeorden i de europæiske samfund. Man spurgte ikke efter fødsel, men efter indsats. Man stod ikke med hatten i hånden for nogen nådigherre. Kvækerne tog den af princip aldrig af. Denne skik smittede af, når de hilste på hinanden på gaden. For den, der kom fra små kår, kunne lighedsfølelsen virke som en befrielse, ja vel som selve kernen i det amerikanske frihedsbegreb.

Torben Lange, pioneren blandt de danske udvandrere, skrev i 1841 hjem:

”Her i Landet veed man ikke som hjemme, hvad det er, at ’det passer sig ikke for dig’. Er jeg Møgkusk om Hverdagen, saa er jeg Gentleman om Søndagen, og lige godt er jeg anset, enten jeg lever af at arbeide med mine Hænder eller af at sidde og slikke en Pen… Denne Lighed blandt Folk kan jeg forbandet godt lide.”

Tocqueville var dog ikke blind for, at der i privatlivet er visse klasseforskelle, betinget af rigdom og uddannelse:

”Sædvanligvis omgås de rigeste og bedst uddannede hinanden. Men for fremmede er disse uligheder ikke synlige, og faktisk tror jeg, at de mærkes mindre end alle andre steder”.

Men et mobilt og dynamisk samfund var det, ifølge Tocqueville:

”Det første, der slår én i De Forenede Stater, er den utallige mængde mennesker, der prøver på at komme ud af deres oprindelige kår… Amerikaneren stoler uden frygt på sine egne kræfter, som forekommer ham at kunne klare alt. Hvis en amerikaner får en idé til et eller andet foretagende, falder det ham ikke ind at henvende sig til det offentlige, selv om det drejer sig om noget samfundsnyttigt”.

Kilde: Bjøl, Erling: "USA's historie". Gyldendal. s. 177-180