Kilde: Forordning om negerhandlen 1792

I løbet af 1700-tallet blev der ført hen ved 100.000 slaver fra Guldkysten i Dansk Guinea til de Dansk-Vestindiske øer. Denne slavehandel var en del af den større danske trekantshandel imellem Guldkysten, de Dansk-Vestindiske øer og Danmark. Fra Danmark skibedes våben og alkohol til at købe slaver for til Afrika. Slaverne sejledes derefter til Vestindien, hvorfra især sukker blev transporteret tilbage til Danmark.

I slutningen af 1700-tallet var mange europæere, herunder den danske finansminister og plantageejer Ernst Schimmelmann (1747-1831), imidlertid blevet betænkelige ved, om det var klogt at fortsætte slavehandelen som hidtil. To aspekter gjorde sig især gældende i disse overvejelser omkring slavehandelen, dels et moralsk og dels et økonomisk. I kraft af oplysningstidens nye opfattelse af mennesket, dets frihed og rettigheder, var mange begyndt at sætte spørgsmålstegn ved det anstændige i denne menneskehandel.

For Danmarks vedkommende var det bærende argument for at afskaffe slavehandelen imidlertid først og fremmest økonomisk. I England foregik en ophedet samfundsdebat om den kristne etik i forhold til slavehandelen, og det blev i Danmark korrekt formodet, at England var på vej til en ophævelse af sin slavehandel (dette skete i 1807), hvilket ville påvirke de øvrige slavehandlende stater.

Danmark ønskede således at være på forkant med udviklingen for at give de danske plantageejere tid til indrette sig efter forholdene og opnå det mest fordelagtige økonomiske resultat. I et økonomisk perspektiv var flere i Danmark desuden begyndt at tvivle på, om det overhovedet var profitabelt at sende slaverne den lange vej tværs over Atlanterhavet. De tænkte sig i stedet, at en bedre løsning måtte være at gøre de Dansk-Vestindiske øer selvforsynende med slaver, så man helt undgik yderligere import fra Afrika i fremtiden.

Man indførte derfor i 1792 denne forordning om at forbyde slavehandel. Samtidig sørgede man dog for, ved først at lade loven træde i kraft ti år senere i 1803, at der i mellemtiden var rigeligt med tid for de danske plantageejere til at anskaffe sig så mange slaver, der krævedes for at blive selvforsynende. Til dette formål var staten endog villig til at yde billige lån til de plantageejere, som måtte have brug for det, og samtidigt gav man også præmier for hver indført slave og ekstra store præmier for de kvindelige slaver, idet de var de vigtigste i reproduktionen. Disse tiltag resulterede derfor efterfølgende i en øget slavehandel indtil 1803.

Danmark var den første stat i verden, som forbød fragt af slaver over Atlanten på landets skibe med denne forordning, der altså mere var grundet i økonomiske kalkuler end i humanitære overvejelser. Afskaffelsen af slavehandlen betød da også langt fra et forbud af slaveriet. Det blev først ophævet i 1848.