Nationalromantik og demokrati

1849 Junigrundloven

I midten af 1800-tallet indledes en moderniseringsproces af de vesteuropæiske samfund. Den har groft sagt to forudsætninger: Dels Den Industrielle Revolution i England i sidste halvdel af 1700-tallet, del Den Franske Revolution i 1700-tallets sidste årti. Og fra disse to forudsætninger stammer hver af moderniseringens to hovedkræfter, nemlig den voldsomme økonomiske vækst og den politiske demokratisering. De to strømninger har i 1848 fået styrke nok til som en tsunami at vælte mange af de eksisterende enevældige systemer omkuld og i sit kølvand iværksætte en række økonomiske reformer, der sigter mod en økonomisk liberalisering af erhvervsstrukturen.

Danmark inddrages også i denne bevægelse. Men betegnende nok sker det her ikke som i de fleste andre europæiske stater gennem en voldelig revolution, men ved at repræsentanter for det københavnske borgerskab i marts 1848 møder op hos den nyudnævnte kong Frederik VII og pænt anmoder om en fri forfatning, hvortil kongen venligt svarer, at han allerede har afskediget det gamle ministerium og dermed banet vejen for at indlede den proces, der skal føre til afskaffelsen af det enevældige system.

Den proces afsluttes i 1849 med indførslen af den demokratiske 'Junigrundlov'.

Landet fik to lovgivende forsamlinger: Folketinget og Landstinget, tilsammen kaldet Rigsdagen. Til Folketinget havde alle mænd, der var fyldt 30 år og havde egen husstand, valgret; det indebar at tjenestefolk og fattighjælpsmodtagere ikke kunne stemme. Til Landstinget var valget indirekte, og valgbare mænd over 40 år. Kvinder havde slet ikke valgret. Man har diskuteret, hvor demokratisk 1849-forfatningen egentlig var. Set ud fra et nutidigt perspektiv var valgretten stærkt begrænset men efter datidens normer var valgbestemmelserne i Danmark faktisk ret vidtgående.

Tabet af Sønderjylland

Den nationale bevidstgørelse, der kulminerede i 1848-revolutionerne rundt omkring i Europa, ramte ikke blot Danmark, men også de tysksindede i Slesvig og Holsten, som jo var en del af den enevældige danske helstat. De ville indgå i en ny tysk stat, der i 1848 virkede som en reel mulighed, derfor udbrød der en (borger)-krig mellem Danmark og de tyske oprørere i hertugdømmerne, der blev støttet af den nye tyske stormagt Preussen. Krigen (1. Slesvigske Krig) varede med afbrydelser frem til 1850. De fleste danskere havde ikke noget imod at lade Holsten blive tysk; her talte hele befolkningen faktisk tysk, men man krævede, at den dansk/tyske grænse skulle gå ved floden Ejderen mellem Slesvig og Holsten. Problemet var, at det tysktalende flertal i Slesvig også ønskede at blive indlemmet i en tysk stat. Man kan sige, at Slesvig/Sønderjylland var stridens æble, og forsøg på at indgå kompromisser ved at dele landsdelen kunne Danmark ikke acceptere. "Det skal ej ske" udtalte Frederik VII.

Efter russisk indgriben måtte Preussen trække sig ud af krigen, som herefter endte med, at helstaten forblev samlet under den danske konge. Danmark måtte ved fredsslutningen love ikke at knytte Slesvig tættere til landet end Holsten. Der var dermed lagt låg på konflikten, men løst var den ikke. I 1863 vedtager Rigsdagen en fællesforfatning for Danmark og Slesvig ("Novemberforfatningen"). Preussens nye stærke mand Otto von Bismarck udnytter situationen og erklærer krig, da Danmark jo har brudt fredsaftalerne fra 1851.

Krigen (2. Slesvigske Krig) i 1864 bliver både militært og politisk en katastrofe for Danmark. Hæren er uforberedt på moderne krigsførelse, de historiske forsvarsværker ved Dannevirke er helt utilstrækkelige og forlades uden kamp, og skanserne ved Dybbøl, hvor den danske hær søger at fastholde en del af Slesvig, skydes i sænk af det moderne tyske artilleri. I England afholdes i april-maj en våbenstilstandskonference, hvor de danske forhandlere uklogt afviser et engelsk forslag til deling af Slesvig efter sproggrænsen. Konferencen går i hårdknude, og krigen fortsætter med nye danske nederlag, indtil der i juli på ny sluttes våbentilstand. Ved fredsslutningen må Danmark afstå begge hertugdømmer til Tyskland.

Nationalismen og højskolerne

En af følgerne af Den Franske Revolution (1789-99) og Napoleonskrigene (1799-1815) var, at en voldsom bølge af nationalistiske følelser skyllede over Europa. Denne bølge ramte også Den danske helstat. Men her i form af de tysktalende i Slesvig og Holsten, der som nævnt ønskede at komme ind i en samlet tysk nationalstat, mens de dansktalende både i Slesvig/Sønderjylland og i resten af riget samledes under slagordet ”Danmark til Ejderen” (den flod der skiller Slesvig og Holsten). Samtidig opstod især blandt en ny nordisk fællesskabsfølelse.

Som i andre nationer opstod også i Danmark en følelse af, at netop danskerne var et (af Gud) udvalgt folk, kvalitativt bedre end andre nationer og med en historisk mission, hvis indhold dog ikke kunne præcisere nærmere. Det var særligt kredse omkring præsten, salmedigteren og politikeren N.F.S. Grundtvig, der nærede sådanne følelser.

N.F.S. Grundtvig. Fotografi fra 1872

Konkret gav det sig udslag i oprettelsen af folkehøjskolerne. Ideen til disse havde Grundtvig fået; men det blev skolemanden Kristen Kold, der omsatte ideerne i praksis. Mange unge danske mænd og kvinder fra gårdmandsmiljø fik både praktiske landbrugskundskaber og national dannelse gennem et højskoleophold. På kursernes skema stod dansk historie og litteratur, grundtvigiansk kristendomskundskab samt nordisk mytologi.

De nationalistiske følelser, som blev vakt til live i 1800-tallets begyndelse overalt i Europa, hjemsøger stadig kontinentet - hyppigst i form af fredelige internationale konkurrencer, men undertiden som uforsonlige modsætninger og direkte krigsførelse, som vi oplevede i kølvandet på Jugoslaviens opløsning i 1990'erne.

Begyndende modernisering

Men der var også langt mere gunstige følger af begivenhederne i 1848. De mænd, der havde fremprovokeret den nye forfatning, blev kaldt de Nationalliberale, de opfattede sig som en ny elite, eller med et udtryk fra en af deres ledere: de begavede, de dannede og de formuende i det danske samfund. Denne gruppe bestod af embedsstanden, de intellektuelle og en ny gruppe virksomhedsejere, som fx brygger

I. C. Jacobsen, Carlsbergs grundlægger. De ønskede ikke bare en politisk, men også en gennemgribende økonomisk, erhvervsmæssig og videnskabelig modernisering af Danmark. Og en sådan moderniseringsproces iværksatte de Nationalliberale, som blev de nye politiske magthavere i årene efter 1848.

I. C. Jacobsen portrætteret i 1886

Man kan sammenfatte disse moderniseringsbestræbelser på fire felter, hvor det danske samfund gennemløber markante udviklinger:

a) Frihedsrettigheder og politisk offentlighed: Grundloven garanterede en række fundamentale frihedsrettigheder for den enkelte borger: religions- og ytringsfrihed, ejendomsrettens ukrænkelighed samt forenings- og forsamlingsfrihed. Disse friheder sikrede, at et liberalt-demokratisk politisk system kom til verden, et system der grundlæggende fungerede i kraft af en fri og åben politisk debat, det man kalder en politisk offentlighed. Den offentlige debat skulle afspejle sig i Rigsdagens lovgivning, således at de lovforslag, der var baseret på de stærkeste argumenter, ville ende med at blive vedtaget.

b) Frihandel og frit marked: Reformerne i løbet af 1850'erne gik ud på at transformere Danmark fra at være et feudalt samfund, hvis erhvervsstruktur var styret af lavene, til at blive et samfund baseret på et frit marked og frihandel. I 1848 havde lavene stadig eneret på at producere og sælge en række produkter. Og adgangen til lavene var stærkt begrænset og styret af forældede betingelser. Med Næringsloven af 1857 åbnes der mulighed for, at enhver frit kan nedsætte sig som håndværksmester eller handlende overalt. Loven betød en voldsom frisættelse af økonomisk aktivitet og energi både lokalt og nationalt.

c) Produktion og transport: Allerede i midten af 1770'erne udviklede skotten James Watt dampmaskinen, som betød en revolution af produktion og transport. Den energi, som maskinen ydede, og som konstant blev forøget gennem udvikling af maskinerne, var nemlig betydeligt mere fleksibel end tidligere energikilder som vand- og vindkraft. Maskinen var så at sige uafhængig af tid og sted. Omkring 1848 kommer en industriel udvikling så småt i gang i danmark; I. C. Jacobsen grundlægger således Carlsberg i 1847. Og vi får en begyndende udbygning af transportnettet: den første jernbane mellem København og Roskilde bliver også indviet i 1847. I disse år var udbygningen af dampskibslinjerne mellem landets egne også i fuld gang. De forbedrede transportmuligheder var forudsætningen for en øget handel og derfor helt afgørende for at få iværksat en økonomisk vækst.

d) Ernæring og befolkningstilvækst: Baggrunden for Landboreformerne i 1780'erne var ønsket om en bedre udnyttelse af landbruget. I første halvdel af 1800-tallet foregik der en mere intensiv bearbejdning af jorden, og det gav grundlag for en større produktion af fødevarer. Den danske befolkning voksede stærkt i perioden; især en mere målrettet udnyttelse af kartoffelplanten - kartofler blev den væsentligste del af fattigfolks kost i 1800-tallet - gav grundlag for den øgede befolkning. Det handlede om, at børnedødeligheden blev nedbragt gennem bedre ernæring og hygiejne i de lavere lag af befolkningen.

Mathilde Fibiger

I 1850 udgav den kun 19-årige Mathilde Fibiger (1830-1872) under pseudonymet Clara Raphael romanen ”Tolv Breve”. I disse breve forsvarer Mathilde Fibiger kvindens ret til at leve sit liv på egne betingelser og udvikle sig selvstændigt uafhængigt af en (ægte)mand. Bogen er det første feministiske værk i dansk litteratur, og den skabte voldsom debat, selv om den i forordet varmt blev anbefalet af Johan Ludvig Heiberg, der var tidens dominerende kulturpersonlighed og smagsdommer. Mathilde Fibigers følgende to romaner blev fiaskoer, og hun opgav efter få år sit forfatterskab.

Mathilde Fibiger fotograferet i 1853, da hun var 22 eller 23. Hun blev født 13. december 1830 i en dengang velstillet officersfamilie.

Hun tog i 1866 eksamen som telegrafist og blev både landets første kvindelige telegrafist og tjenestemand. Mathilde Fibiger nåede inden sin død at blive indmeldt i det nystiftede Dansk Kvindesamfund.

Mathilde Fibiger blev en pioner, der var for tidligt ude, i det projekt, der hedder kønnenes ligestilling. Mathilde Fibiger var ligestilling dog ikke målet; kvinden måtte ikke komme til at blive ligesom manden. Hun skulle stadig anerkendes som sådan af samfundet på lige fod med manden.

"Hvad Ret havde Mændene til at undertrykke os? Thi underkuede ere vi, om end Lænkerne ere forgyldte. Den Stærkeres Ret! Hvori bestaar da deres Overmagt? I Forstand staae vi ikke tilbage for dem, vi overgaae dem i Entusiasme og Kraft til Opoffrelse. Men der er en Feil, vi have tilfælleds, som hos os har taget en Retning, som giver os i deres Vold. (...)

Vor Forfængelighed gaard ud paa at behage andre, og det gjør os afhængige. Det er Forfængeligheden, som drager vor Sjæl fra det Store, som adsplitter vore Evner, der forenede kune og skulde have virket for et stort Maal. Det er den, som faaer os til at søge udenfor os, hvad Enhver har i sin egen Sjæl."

(Mathilde Fibiger: Clara Raphael - tolv Breve. Af Tredie Brev, 1850)

Danmarkshistorisk oversigt, s. 61-66