Den tidligere lægekunst

Af Dorthe Dangvard Pedersen

Vi mennesker har altid forsøgt at bekæmpe sygdomme. Men engang fandtes der ingen rigtige læger. I stedet blev sygdomme behandlet af kloge mænd og koner på landet, barberer i byen samt munke og nonner ved klostrene.

Før lægekunsten

For mange tusinde år siden fandtes der ikke læger som i dag. Dengang levede der mennesker, der behandlede sår og sygdomme med naturmedicin. Medicinen kunne være lavet af forskellige urter. Først i det gamle Grækenlandca. 400 f.v.t., kan man tale om lægekunstens fødsel.

Lægekunstens fødsel

Grækeren Hippokrates levede fra 460-377 f.v.t., og kaldes lægekunstens fader. Han stod bag læren om de fire legemsvæsker, som fik stor betydning helt frem til 1800-tallet. Hippokrates mente, at kroppen bestod af fire væsker: blod, slim, sort og gul galde. Når der var balance i væskerne, var man rask, mente han. Men var der for lidt eller for meget af en eller flere væsker, blev man syg.

Hippokrates (460-377 f.v.t.) betegnes som lægevidenskabens grundlægger.

©Philip Sigin-Lavdanski, 2002. iStockphoto.

Det gamle Rom

I det gamle Rom studerede man også sygdomme. Gamle lægeinstrumenter fra omkring 79 e.v.t. viser, at romerne havde viden om behandlinger og kirurgi.

Lægeskoler

I 900-tallet blev den første lægeskole grundlagt i Salerno i Italien. Senere kom flere til. Lægeskolen i byen Bologna i Italien var en af de bedste efter 1260'erne. Det blev den, fordi lægerne begyndte at dissekere mennesker. At dissekere er, når man skærer et lig i mindre stykker for at undersøge kroppens opbygning. Det gav lægerne stor viden om menneskets anatomi, som er læren om kroppens opbygning. I Danmark blev lægerne uddannet fra Københavns Universitet, der blev oprettet i 1479.

Klosterhospitaler

I middelalderen havde den katolske kirke stor betydning for samfundet. Måden, man behandlede sygdomme på, var derfor stærkt påvirket af den kristne tro. Et eksempel er dyrkelsen af helgener, der er hellige personer. Dengang bønfaldt man helgener om at helbrede sygdomme. Mange syge mennesker besøgte helgenernes grave, der tit lå ved klostre. På klostrene grundlagde man hospitaler, hvor de syge blev plejet af munke og nonner, der dyrkede lægeurter og lavede medicin.

Vidste du, at ...

åreladning, hvor man tappede blod fra patienten for at skabe balance i legemsvæskerne, var meget udbredt frem til slutningen af 1800-tallet? Behandlingen er blandt andet beskrevet af den græske læge Hippokrates.

Behandlere

I middelalderen blev folk på landet behandlet af den person, der vidste mest om sygdomme og lægeurter. I byerne nøjedes barbererne ikke med at ordne folks skæg. Da de var dygtige til at føre en kniv, foretog de også små operationer. Det kunne være en vorte, der skulle skæres af, eller et sår, der skulle renses. I løbet af middelalderen blev nogle barberer også uddannet til rigtige kirurger.