Krigens årsager

Et forudsigeligt attentat

Attentater mod fremtrædende politikere var langt fra ualmindelige i årtierne omkring 1900. I Danmark forsøgte typografen Julius Rasmussen d. 21. oktober 1885 at myrde konseilpræsident J.B.S. Estrup, og skrev dermed Danmark ind i det moderne Europas historie. Rasmussens attentatforsøg mislykkedes, men vellykkede attentater var der mange af. Blandt ofrene var den franske præsident Sadi Carnot (1894), den spanske statminister Antonio Canovas del Castillo (1897), den italienske kong Umberto I. (1900), den serbiske kong Alexander I. og hans dronning, Draga (1903), den græske statsminister Theodorus Delyannis (1905, den portugisiske kong Carlos I. og kronprins Luis Felipe (1908), den russiske statsminister Piotr Stolypin (1911) og den græske kong Georg (1913).

Motiverne til disse mord var alle politiske, og attentatmændene var enten anarkister, socialister eller revolutionære nationalister. Ikke mindst Østrig-Ungarn var yngleplads for nationalistiske terrorister, der brugte volden som middel i kampen for national selvstændighed. Det var også tilfældet for periodens mest kendte - og vellykkede, politiske attentat. Det fandt sted i Sarajevo søndag d. 28. juni 1914, og skulle vise sig at være den første begivenhed i en række hændelser, der ledte til 1. verdenskrigs udbrud.

Ærkehertug Franz Ferdinand, hans kone Sophie og deres følge kørte mod rådhuset i Sarajevo ved 10-tiden om morgenen på trods af, at de østrigske myndigheder havde fået adskillige advarsler om, at et royalt besøg var en dårlig ide. Serbiske og sydslaviske nationalister anså det østrigske styre i Bosnien-Herzegovina for at være et fremmedherredømme, og ønskede at indlemme disse provinser i Serbien og skabe en ny sydslavisk (jugoslavisk) stat. Et attentat mod ærkehertugen ville således med al tydelighed markere de radikale serbiske nationalisters utilfredshed med Østrig-Ungarns overherredømme.

Få dage efter mordet besluttede de militære og politiske beslutningstagere fra Østrig-Ungarn at udnytte situationen til at erklære Serbien krig. Det skulle være en begrænset balkan-krig, der set fra de østrig-ungarske regeringsgemakker kunne løse en række problemer i det mægtige multikulturelle kejserrige.

En krig mod Serbien var dog utænkelig uden tysk accept, som den tyske kansler Theobald von Bethmann Holweg imidlertid gav de østrig-ungarske diplomater d. 6. juli. D. 23 juli afleverede man et ultimatum til den serbiske regering, som i realiteten kun kunne føre til krig. Serbiens nærmeste allierede var Rusland, som på ingen måde ønskede krig, og som håbede på, at pres på Tyskland og Østrig-Ungarn kunne hindre det. Derfor påbegyndte Rusland en delvis mobilisering af sin hær d. 25 juli. D. 28. juli erklærede Østrig-Ungarn Serbien krig, og d. 30. juli gav den russiske zar ordre til fuld mobilisering.

Den russiske mobilisering betød, at Tyskland erklærede Rusland krig d. 1. august, og dermed var en storkrig ikke til at undgå. Ruslands allierede var Frankrig, der påbegyndte sin mobilisering d. 2. august. Dagen efter erklærede Tyskland Frankrig krig, og d. 4. august overskred de første tyske tropper den belgiske grænse, hvilket førte til, at Storbrittanien erklærede Tyskland krig. Hermed var hovedaktørerne blandt de to stridende blokke, Centralmagterne og Ententen, på plads.

Stormagtsrivalisering, alliancer og krigsplaner

.....

Nationalisme - en samlende eller isolerende kraft?

Nationalismens mest grundlæggende træk i denne periode var afgrænsningen i forhold til andre nationer. Særligt relative unge nationer som Tyskland og Italien havde behov for at cementere deres statsdannelse.

For tyskerne stod Frankrig, pga. bl.a. Napoleonskrigene, som arvefjenden, mens Italien i ekstrem grad nationaliserede det offentlige rum ved fx at navngive veje, pladser mm. efter revolutionshelte som Garibaldi og Mazzini eller nationale koryfæer som Dante, Galileo. I Storbritannien blev imperiet og monarkiet de nationale institutioner som samlede folket, hvilket utallige statuer af Nelson, Wellington og Dronning Victoria vidnede om. I Frankrig hang den nationale identitet kraftigt sammen med den revolutionære arv, hvor dyder som frihed, lighed og broderskab stod stærkt i folks bevidsthed, ligesom årsdagen for Stormen på Bastillen blev gjort til nationaldag.

Fælles for disse lande var en voldsom militarisering af samfundet, og sammenholdt med de omfattende nationaliseringsprocesser, der skabte stærke nationale fællesskaber, opstod der en farlig vilje til krig.

Julikrisen

....

Kilde: Frit skrevet fra 'Den Store Krig' af Nils Arne Sørensen, s. ??-??