I skal i gruppen først diskutere, hvordan I opfatter krig. Skal krig fx for enhver pris altid undgås, eller er der situationer, hvor det er nødvendigt at bruge militære midler?
Overvej dernæst, hvordan I på nuværende tidspunkt forholder jer til problemstillingen. Har I allerede dannet jer en mening? Anfør i det fælles dokument, i hvilket omfang I er enige eller uenige (og hvori uenigheden i så fald består). Det er vigtigt at afklare jeres grundholdning til krig, da den har betydning for, hvordan I opfatter problemstillingen og de mulige svar herpå.
Læs dernæst den mere udførlige præsentation af problemstillingen samt den historiske introduktion. Find oplysninger, der kan tale for eller imod anvendelsen af atombomben. Notér disse oplysninger i det fælles dokument (fx i skemaform).
Gå på nettet og find mindst én yderligere fremstilling af emnet. Søg heri efter oplysninger, som kan bruges til at besvare problemstillingen. Notér oplysningerne i det fælles dokument og angiv, hvor de er taget fra (artiklens forfatter (hvis oplyst), titel, præcis adresse samt dato for, hvornår siden er besøgt). Det er vigtigt, at man i en historisk undersøgelse ikke nøjes med én fremstilling, men sammenligner forskellige fremstillinger for at kontrollere oplysninger og få belyst en sag fra forskellige sider. Husk at være kritisk over for materiale, der ligger på nettet.