Da Guderne fik konkurrence

1. august 2006, Kristeligt Dagblad, Side 7

SPORENE FRA ANTIKKEN: Antikkens medicinske revolution var et opgør med troen på sygdom som en straf fra guderne. I stedet søgte man naturlige forklaringer og lagde dermed fundamentet til den moderne lægevidenskab. Men selvom vi i dag er blevet bedre til at behandle, har vi måske glemt en vigtig del af antikkens lære, nemlig at lægelig etik også handler om personlig karakterdannelse, lyder det fra professor Thomas Söderqvist, chef for Medicinsk Museion.

Sygdom er hver mands fjende. Men som med alle andre fjender kan den ofte bekæmpes, hvis man vælger de rette våben og den rette strategi.

Stiger man ombord i tidsmaskinen og vender kursen mod fortiden, ser man dog hurtigt, at mennesket gennem tiderne har ha! vidt forskellige opfattelser af, hvilke våben der kunne bruges. Nogle var uhyre e"ektive, mens andre i bedste fald var uskadelige og i værste fald tog livet af både sygdom og patient.

Men et står klart: Menneskeheden er i hele sin historie i store træk blevet bedre og bedre til at gennemskue sygdommenes mekanismer og dermed også til at udskyde døden.

En afgørende milepæl i den medicinske tidsrejse finder man i antikkens Grækenland, godt 500 før Kristi fødsel.

Indtil dette tidspunkt betragtede ikke bare mange grækere, men store dele af verdens folkeslag, i høj grad sygdom som en straf fra guderne. Ville man helbredes, skulle guderne mildnes.

Med offergaver, åndeudrivelse, besværgelser og diverse andre kulthandlinger forsøgte man at slippe af med sygdommen. Lykkedes det, blev det bekræftet, at sygdom hænger sammen med ens respekt for guderne. Lykkedes det ikke, hvilket formentligt skete hyppigt, var det sikkert, fordi man havde opført sig så urimeligt, at man ikke bare kunne købe og undskylde sig rask.

I antikkens Grækenland gik de syge og deres pårørende eksempelvis ofte hen i et såkaldt Asklepios-tempel for at ofre eller på anden måde sikre sig velvilje fra Asklepios, den græske mytologis gud for lægekunst. En gud, som også sætter spor i nutiden, hvor hans velkendte stav med en slange er blevet et symbol på lægekunsten.

Men samtidig med troen på Asklepios og de andre guder opstod en ny bevægelse.

En bevægelse, der mente, at sygdom kunne have en naturlig årsag og skulle behandles derefter.

Og selvom man til alle tider har benyttet sig af forskellige former for medicinsk behandling, er det ikke forkert at betegne antikkens nye tanker som en revolution, forklarer professor Thomas Söderqvist, der er chef for Medicinsk Museion, et museum og forskningscenter for medicinhistorie ved Københavns Universitet.

- Medicin som praksis er jo lige så gammel som den menneskelige kultur. Og der taler vi både om behandling og om forebyggelse, altså evnen til at undgå det, som er skadeligt. Men taler vi om medicin før den græske civilisation, taler vi også om en meget religiøst præget tradition, hvor det er svært at se forskel på religiøs kult og medicinsk praksis. Der er ofte ingen adskillelse mellem religion og medicin, og det er ikke usædvanligt, at der både gives et præparat og kaldes på guderne samtidig.

Men det, der traditionelt betragtes som den afgørende forskel på den tidligere medicinske praksis og den græske medicin, er, at medicinen nu bliver en form for naturlære. Ikke naturvidenskab i moderne forstand, men en naturlære, hvor man henviser til naturens indflydelse på legemet, forklarer Thomas Söderqvist.

Gennembruddet for den naturbaserede medicin kom godt 400 år før Kristi fødsel, ført frem af flere forskellige aktører.

Men én person er alle enige om at pege på, når de skal nævne en afgørende figur i den græske revolution i den medicinske tænkning. Det er Hippokrates, en græsk læge, der levede omkring 460-370 før Kristi fødsel og var født på øen Kos, som netop var hjemsted for Asklepiaderne, en lægeskole tilegnet Asklepios.

I dag er Hippokrates især kendt for Corpus Hippocraticum, en samling på godt 60 forskellige skri!er, som trods navnet formentligt er skrevet af flere forskellige forfattere. Og når nutidens nyuddannede læger i dag aflægger deres lægeløfte, også kendt som den hippokratiske ed, er det en moderniseret og tilrettet udgave af Hippokrates' og hans samtidiges basale tanker om lægers ansvar og pligt.

- Hvad der udløser skiftet fra den mere religiøse praksis til en naturbaseret medicinsk lære, har man diskuteret meget. Man bliver jo ved med at holde fast i de traditionelle og religiøse tanker, men får derudover en stigende interesse for de naturlige årsager. Hvad der er den udløsende faktor, er meget komplekst, men man skal formentligt se på medicinen i samme lys, som man ser på matematikken, fysikken og de andre videnskaber i denne periode. Det er den rationalistiske verdensopfattelse, der vinder frem, lyder det fra Thomas Söderqvist.

Hippokrates og hans samtidige var foregangsmænd, men naturligvis under datidens betingelser. I en tid, hvor man stadig var årtusinder fra at opfinde det første mikroskop og endnu længere fra at kende til afgørende sygdomskilder såsom bakterier og virus, forsøgte man i stedet at forklare årsagerne til sygdom ud fra en teori om, at der skulle eksistere en bestemt sammenhæng mellem de ydre omgivelser og kroppens indre.

- Afgørende i den hippokratiske behandling er, at det er en balancelære. Det indebærer, at man er forsigtig med alt for kraftig intervention, og der står eksempelvis i den hippokratiske ed, at lægen ikke må skære for sten, altså foretage kirurgiske indgreb for blæresten, forklarer Thomas Söderqvist og peger samtidig på hippokratikernes teori om balancen mellem de fire kropsvæsker.

Ifølge denne teori er balancen mellem blod, slim samt gul og sort galde nemlig afgørende for helbredet, hvilket man faktisk holdt fast i helt op til 1800-tallet. Ifølge hippokratikerne kunne balancen mellem kropsvæskerne forskydes uheldigt, hvis man ikke tog hensyn til en lang række faktorer i sin levevis.

- Hippokratikerne gav blandt andet gode råd om, hvor man bør placere sit hus, og hvordan man bør tage hensyn til det rigtige klima, vindforhold, vandforhold og den slags. Samtidig lægger man stor vægt på den sunde levevis, det vi i dag betegner som forebyggelse. Man kan sige, at der går en lige linje fra den hippokratiske lære til den moderne folkesundhedsvidenskab, siger Thomas Söderqvist.

Selvom hippokratikerne lagde de første sten til fundamentet for den moderne lægevidenskab, har videnskaben og den teknologiske udvikling i dag ført os lysår væk fra antikkens balancelære.

Gælder det lægevidenskabens praktiske side er der da stort heller ikke noget, vi i dag kan lære af antikken, mener Thomas Söderqvist. Alligevel så han gerne, at den moderne lægevidenskab huskede og lærte af sine rødder i højere grad, end det sker i dag.

- Den antikke læge gjorde ikke noget, som vi i dag ikke kan gøre bedre, så man bliver næppe en dygtigere medicinsk praktiker af at læse om antikkens medicin. Men hvad der kan tjene som en påmindelse for nutiden, er antikkens insisteren på, at lægen også er filosof. Han søger viden om verdens opbygning, både den moralske og den fysiske struktur. Moralfilosofien kan hjælpe til at synliggøre og reflektere over forudsætningerne for at være læge. Man skal ikke bare gøre det, men forstå, hvorfor man gør det, lyder det fra Thomas Söderqvist og peger på, at en anden af antikkens store personligheder inden for lægekunsten, Galen (cirka 129-200), netop mente at lægen også skulle være filosof.

Den samme kombination burde den moderne læge måske være mere opmærksom på at integrere i sit virke, lyder det fra Thomas Söderqvist.

- Mange af antikkens læger kunne noget, som man måske har mistet i dag. Det handler ikke bare om at foretage etiske kalkuler og opstille regler for den moralsk rigtige handling, altså det man i dag kalder nytteetik og pligtetik. Antikkens morallære var i høj grad et spørgsmål om personlig karakter, det vi kalder dydsetik.

Man så sin færden i verden som en del af en moralsk livsførelse. Her kunne dagens medicinske etik måske lære af antikken. Ellers er der risiko for, at kropsingeniørerne også bliver etikingeniører. Sokrates' kendte maksime "Kend dig selv!" burde være den medicinske etiks gyldne regel.