Modtale - eksempel

TALE VED DEMONSTRATION MOD KRIG I 2003

Kære Danmark!

For omkring 60 år siden marcherede en nation ind i vores land. Vi var bange.

De tvang deres værdier ned over hovedet på os, tog vores frihed, og traumatiserede et helt folkeslag.

Spærretid, udgangsforbud, sirener. Sirenerne, der tømte Københavns gader for liv. Sirenerne, der trang helt ind i stuerne. Sirenerne, der fyldte byen med frygt.

Fædre, der blev taget med. Forsvandt. Efterladte familier.

Koncentrationslejrene, fyldt med jøder og andet uønsket afskum. Guantanamo.

I bakke og dal skød pigtrådshegn frem som tidsler.

Det var en tragedie. En vi har glemt nu.

Nu, når vores soldater marcherer ind i Irak, og skjuler krig bag ord som frihed og demokrati. Hvad er så forskellen på os og nazisterne? Vi går ind i Irak med en forestilling om at vores styreform er bedre end deres. Nazisterne mente også at deres ideologi var bedre end vores.

Vil vi fremstå som nazisterne gjorde? Bruge de samme våben. Efterlade et land i ruiner.

Med beskyldninger om masseødelæggelsesvåben, rykker vi sammen med vores storebrødre, England og USA ind i Irak for at varetage Bush og Blairs olieinteresser. Men er vi sikre på om der overhovedet er masseødelæggelsesvåben, og i så fald, er det så smart at gå i krig? Med tilsyneladende gode hensigter prøver vi at indføre demokrati, så Irak kan blive ligesom os, handle med os, og få et kapitalistisk samfund som os.

Vi har før prøvet at gå ind i et land og ”hjælpe” til demokrati. Det var i 1992 da vi gik ind i Kosovo. Vi er der stadig, og har opbygget et, efter vores målestok, godt samfund. Men befolkningen har det stadig hårdt. Der kommer på trods af krigens afslutning, stadig indvandrere til Danmark. Men hvis vi prøvede at skabe et samfund som vores, med frihed, lighed og demokrati, hvorfor kommer de så alligevel til Danmark i håb om et samfund med netop disse værdier?

Det fungerer ikke at indføre demokrati ved tvang. Rom blev ikke bygget på en dag. Overgangen til demokrati bør ske glidende. I et tvangsdemokrati som Tanzania var der, da de fik demokrati kun 16 universitetsuddannede borgere ud af 11 millioner. Et sundt demokrati kræver en oplyst befolkning der kan tage selvstændige beslutninger. Det er der overhovedet ikke i Irak.

Krig vil aldrig være den rigtige måde at indføre demokrati på. Den uskyldige befolkning vil betale den højeste pris, nemlig død, ødelæggelse og fattigdom.

Når et land er besat, har det ret til at gøre modstand. Den opfattelse havde vi i hvert fald da vi var besat, men det er endnu en ting vi har glemt. Nu er det nemlig os, der er besættelsesmagt, og så er modstand bare besværligt.

Vi må samarbejde, om at skabe et velfungerende demokrati. Vi kan skåne Irak for mange ødelæggelser hvis vi samarbejder i stedet for at bekrige.

Den samarbejdspolitik vi førte under anden verdenskrig skånede også Danmark for mange af de rædsler og ødelæggelser der hærgede bl.a. Frankrig og Østrig.

Skal vi agere skødehund for Bush, eller skal vi tage vores egne beslutninger? Skal vi bare lade statsminister følge blindt efter den kapitalistiske supermagt uden at have befolkningen i ryggen?

Skal vi gå imod FN for at følge USA?

Vi er blevet en besættelsesmagt i troen om at krig kan bekæmpe Saddams rædsler. Vi bekæmper ild med ild, men resultatet bliver jo bare et endnu større bål.

Vejen til fred og demokrati er gennem langsom opbygning af et samfund, ikke ødelæggelse.

Vi destruerer en nation, for at forbedre vores forhold til USA. Har vi lært noget af vores besættelse, eller tror vi stadig naivt at vejen til fred er krig?

Tak.