Tekst: Industrialisering

industrialisering, udviklingsproces i et samfund, hvorunder industrierhvervenes andel af den samlede økonomi og beskæftigelse stiger, typisk ledsaget af en generel økonomisk vækst. Under industrialiseringen sker der en udbredelse af industrielle processer, idet de håndværksmæssige produktionsformer afløses af stordrift, masseproduktion, øget brug af maskinkraft og specialisering af arbejdsprocesserne (arbejdsdeling). Industrialiseringen er oftest forbundet med stadige ændringer i produktionsteknik, nye organisationsformer samt udvikling af nye produkter. Processen er endvidere historisk tæt forbundet med bredere samfundsmæssige forandringer såsom udviklingen af masseforbrug og moderne kommunikation, højere prioritering af undervisning og urbanisering.

I Europa tog industrialiseringen sin begyndelse med den industrielle revolution i Storbritannien i midten af 1700-t. Det foregik inden for rammerne af en tidlig kapitalistisk økonomi og forudsatte feudalismens opløsning. En økonomisk elite kontrollerede produktionsapparatet, organiserede produktionen og ændrede den øvrige befolknings situation til lønarbejdets vilkår.

Der gik næsten 100 år, inden denne udvikling for alvor spredtes til andre lande, og Storbritannien opnåede med sit forspring en absolut førerstilling på verdensmarkedet. USA havde gode sociale forudsætninger for en industrialisering og nød godt af kapitalimport og immigration fra Europa. USA kom sammen med Tyskland til at udgøre skuepladsen for den anden industrielle revolution. Både i USA og på det europæiske kontinent var det nødvendigt at beskytte sig mod konkurrencen fra Storbritannien, og fx i Tyskland støttede staten finansieringen af industrialiseringen og organiseringen af den finansielle sektor. En sådan "industrialisering fra oven" var endnu tydeligere i Japans forvandling fra orientalsk feudalstat til moderne industristat, som indledtes med Meiji-restaurationen i 1868-1912. Den japanske industrialisering var et nationalistisk projekt, styret af staten og ført ud i livet af lokale storkoncerner med en underskov af leverandørvirksomheder.

Den japanske model med en eksportrettet og samtidig lukket og statsstyret markedsøkonomi blev fra 1950'erne med succes efterlignet af de såkaldte NIC-lande (Newly Industrialized Countries) som Sydkorea og Taiwan. Mange ulande har forsøgt andre strategier; dels importsubstituerende industrialisering, hvor råvareeksport betaler for opbygningen af hjemmemarkedsrettet industri, dels eksportrettet industrialisering, hvor lavtlønnet, lokal arbejdskraft producerer billige forbrugsvarer til i-landenes forbrugere. Denne type findes bl.a. i de såkaldte EPZer (eksportproduktionszoner, se frizone).

I kølvandet på Den Russiske Revolution foregik der her en betydelig industrialisering inden for rammerne af en socialistisk planøkonomi, hvor produktionen var ejet og styret af staten, og hvor en stram planstyring især gav forrang for sværindustriel udvikling på bekostning af letindustri og landbrug. Socialistisk industrialisering blev efter 2. Verdenskrig ligeledes indført i Østeuropa, Kina og visse andre lande i den tredje verden. I mange år kunne flere af disse lande fremvise store vækstrater, men med tiden viste planøkonomierne svagheder i form af ineffektiv resurseudnyttelse, svag udvikling af produktionsmetoderne og manglende evne til at tilfredsstille øgede og mere nuancerede forbrugerønsker. Se industri, industrisamfund og udviklingsstrategier.

Kilde: www.denstoredanske.dk