Kronik: Udslettelsen af Rigas jøder

Udslettelsen af Rigas jøder

AF JØRGEN GRIMSTRUP, LEKTOR, FORFATTER, VIBORG

Vi skal huske hinanden på, at det værste angreb, jøder er blevet udsat for, var det, som tyske nazister og lokale håndlangere foranstaltede på jøder i tysk besatte lande. Skæbnen for Letlands jøder beskrives i denne kronik.

I godt 1.000 år har der i det kristne Europa med mellemrum været blodige angreb på jøder. De senere års angreb på jøder og jødiske institutioner i Europa har overvejende muslimer stået for, og baggrunden har været det betændte forhold mellem israelere og palæstinensere.

Men vi skal huske hinanden på, at det værste angreb, jøder er blevet udsat for, var det, som tyske nazister og lokale håndlangere foranstaltede på jøder i tysk besatte lande. Meget herom er kendt, især fra Polen, Ungarn og Ukraine, mens det er ret ukendt, hvad der overgik f.eks. Letlands jøder. Historien kommer her.

Jøder udgjorde i mellemkrigstiden 5 pct. af Letlands befolkning. De fleste jøder talte lettisk og tysk eller russisk ved siden af jiddisch. Jøderne deltog aktivt i lettisk politik fra landets selvstændighed i 1918 til Ulmanis’ statskup i 1934 og var repræsenteret i parlamentet med fem politiske partier.

Alligevel mødte jøderne selv i den demokratiske periode fra 1920 til 1934 fjendskab i Letland. Lettisk National Klub opfordrede i 1922 til boykot af jødiske butikker. I 1925 blev der kastet en håndgranat ind i en synagoge. Jøder blev nægtet ansættelse i statslige og kommunale institutioner, så jøder i 1930 kun udgjorde 1 pct. af alle statsansatte. Jøder blev også nægtet optagelse på militærakademiet.

Højreorienterede blade som Perkonkrusts (Tordenkorset) og organisationer som Ugunskrusts (Det Brændende Kors) satte ord på jødehadet. Tordenkorset beskrev jøder som illoyale over for Letland og letter som ofre for jøder.

Jøderne anklagedes for at dominere det økonomiske og politiske liv i landet. Der var en overrepræsentation af jøder i visse økonomiske sektorer. I 1924 ejede jøder i Letland 60 pct. af al bankkapital, mens jøder kun ejede 1 pct. af Letlands landbrug. Det skyldes, at jøderne i Letland som i de fleste lande var udelukket fra at eje jord, hvorfor de arbejdede inden for håndværk, industri, handel og bankvirksomhed.

Jøder tjente også mere end letter, men det gjorde tyskere og russere også. Og selv om jøder ejede en stor del af industri- og finanssektoren i Letland, var det store flertal af jøder jævne arbejdere, handlende og håndværkere.

Efter at have været besat af Sovjetunionen siden juni 1940 besatte Hitler-Tyskland i juni 1941 Letland. Inden året var omme, var de fleste af landets små 100.000 jøder udryddet. Det var ikke kun tyske nazisters værk. Grupper af letter hjalp til.

F.eks. de ”Lettiske Selvforsvarsgrupper”. Selvforsvarsgrupperne var ofte anført af tidligere officerer eller af ledere af den paramilitære nationalistiske organisation Aizsargi (”Forsvarerne”).

Da Tyskerne indtog Riga i 1. juli 1941, opløstes Selvforsvarsgrupperne, og deres medlemmer overførtes til et hjælpepoliti og politibataljoner oprettet af besættelsesmagten og arbejdede sammen med tyske enheder.

Samme dag samlede advokaten Viktor Arajs en enhed på 100-150 mand, siden på 400-500 mand, og indtog politihovedkvarteret i Riga. Denne bygning husede også tyskernes Indsatsgruppe A, hvis formål var at udslette jøder på sovjetisk territorium.

Den 2. juli udnævnte Stahlecker, Indsatsgruppe A’s kommandant, Arajs til leder af en særkommando, Arajs Kommandoen. I Arajs Kommando indgik tidligere Aizsargi-medlemmer. De antijødiske aktioner startede 2. juli i Riga med konfiskation af jødisk ejendom og arrestation af jøder. Arrestationerne udførtes af hold på 30-50 personer fra Arajs Kommandoen.

Omkring den 3. juli henrettedes de første 100 jøder, som Arajs Kommandoen primært stod for. 4. juli nedbrændte Arajs Kommandoen en række synagoger, hvori befandt sig jøder. I Rigas store synagoge indebrændte omkring 200 jøder. Ved udgangen af oktober var godt 6.000 jøder fra Riga og opland myrdet.

Den 28. juli fik jøder påbud om at bære en gul stjerne på deres tøj. Efter den 1. august måtte de kun færdes udendørs med jødestjernen påsyet tøjet.

Den 13. august 1941 udstedte de tyske myndigheder en række ”provisoriske direktiver” med retningslinjer for udvælgelse af jøder til udslettelse. Først skulle fuldblodsjøder og deres afkom ned til efterkommere med 1/4 jødisk blod udryddes. Direktiverne angav også, at jødiske mænd gift med ikke-jødiske kvinder skulle henrettes, og ikkejødiske hustruer, der ikke ville skilles, skulle lide samme skæbne. Jødiske kvinder, der var gift med ”ariske” mænd, kunne redde livet, hvis deres mænd ikke bad om skilsmisse, og de erklærede sig enige i at lade sig sterilisere.

Et tysk direktiv fra 23. august 1941 beordrede Rigas jøder spærret inde i en ghetto, og 25. oktober lukkedes den af for omverdenen med pigtråd. 20. november 1941 var 29.602 jøder samlet i Rigas ghetto.

Den blev bevogtet af hjælpepolitiet. Vagterne, hvoraf nogle bar Aizsargis uniformer, var brutale, og det hændte, at de dræbte jøder, der vendte hjem til ghettoen fra tvangsarbejde.

Den 5. november 1941 ankom SS Overgruppefører Friedrich Jeckeln med stab til Riga. 12. november blev Jeckeln kaldt til Berlin, hvor Himmler personligt instruerede ham om at udslette Rigas jøder. Tilbage i Riga 14/11 valgte Jeckeln Rumbula-skoven med en lille jernbanestation 12 km syd for Riga som stedet, hvor jøderne skulle aflives.

Den 28. november fik de indespærrede i ghettoen at vide, at de skulle flyttes til en anden lejr for at udføre lettere arbejde, og at overflytningen skulle ske 30. november kl. 6 morgen.

Om morgenen den 30. november drev vagterne, bl.a. Arajs Kommandoens folk, jøderne ud af ghettoen. Nogle jøder satte sig til modværge og blev dræbt. Jøderne blev inddelt i grupper på 1.000 og bevogtet af 50 vagter, der havde ordre til at skyde på alle, der ikke fulgte trop eller flygtede. De sidste jøder forlod ghettoen ved middagstid. En gruppe blev efterladt i en særghetto.De første af ghett oens jøder nåede Rumbula ved 9-tiden. Jøderne blev gennet hen til kanten af de tre meter dybe massegrave, som sovjetiske krigsfanger havde gravet, så vagterne ikke skulle have besværet med at slæbe ligene ned i graven.

Jøderne skulle klæde sig af, men enkelte fik lov til at beholde undertøjet på. Tøjet blev smidt i en bunke, skoene i en anden. De, der tøvede med at klæde sig af, fik et slag med en riffelkolbe. De nøgne og halvnøgne jøder så frysende til, mens deres familier og venner blev henrettet.

Fremme ved gravens rand fremsagde nogle jøder bønner. Andre stønnede og græd. Ægtepar holdt om hinanden. Mødre knugede deres småbørn ind til sig.

Hver jøde blev på to meters afstand dræbt af et enkelt skud mod hovedet. Der var afsat en kugle pr. jøde. Småbørn blev kastet levende i graven. Metoden, der var foreslået af Jeckeln, blev kaldt ”sardinpakning”.

Når ofrene faldt ned i graven, kom de undertiden til at ligge oven på nogen, der endnu var i live og forsøgte at komme op af den blodige masse og smadrede hjerner.

Både tyske og lettiske politifolk deltog i drabene. Imens drak de tæt. Under påvirkning af alkoholen og som mørket sænkede sig, ramte bødlerne ikke længere præcist. Derfor var mange af ofrene i massegravene ikke helt døde, og der lød klageråb fra jøder, der kun var let sårede eller var helt uskadte og lå begravet under de døde. Politifolkene havde fået besked på at skyde enhver overlevende.

Alligevel dukkede to nøgne og blødende kvinder den følgende dag op på Rumbulas jernbanestation. Den ene var skudt gennem halsen, den anden gennem kinden, så hendes tunge var revet i trevler.

En jernbanearbejders kone bad politimændene om ikke at skyde de to kvinder i stationsbygningen, da der befandt sig børn i den. De to sårede kvinder blev smidt ind i en vogn og kørt tilbage til henrettelsespladsen.

Den 8. december udryddedes resten af jøderne fra Rigas ghetto. De tyske myndigheder spredte falske rygter om, at jøderne, der blev hentet i ghettoen den 30. november, stadig var i live, men befandt sig i en kz-lejr. Derfor var ghettoens jøder, der blev afhentet den 8. december, ret rolige, og de mente, at de grusomheder, de havde oplevet i ghettoen 30/11, ikke ville blive gentaget.

I alt dræbtes 25.000 af Rigas jøder 30. november og 8. december 1941 i Rumbula. Arajs Kommandoen dræbte i alt 14.000 lettiske jøder, 8.000 udenlandske jøder, 2.000 sigøjnere og mentalt syge og 2.000 lettiske kommunister.

Trods risiko for eget liv udviste nogle letter dog stort mod ved at skjule jøder, som tyskerne ellers ville have udslettet. De modige letter gav husly til 285 Riga-jøder. Godt 240 af dem overlevede.