Lytte-notater
Formålet er at træne eleverne i, at tage noter i forbindelse med lektielæsning. En øvelse som særligt er brugbar i begyndelsen af studiestart.
Eleverne opdeles i par, der hver arbejder med en tekst, fx dagens lektie. Den ene elev oplæser teksten langsomt, evt. med længere pauser ved punktummer. Mens der bliver læst op tager den anden i parret noter. Husk at gøre det klart, at kun det mest essentielle skal noteres. Herefter genfortælles teksten af notetageren ud fra de nedskrevne noter. Giver noterne mening i sin egen kontekst?
Øvelsen er med til at skabe refleksion hos den enkelte elev om det at skrive noter. Hvad virker, og hvad virker ikke? Hvordan kan man træne sine egne notekompetencer?
Modellering af noter
Kan bruges som opsamling af forløb, historisk periode etc. Eleverne opdeles i grupper, så de afdækker det pensum, der er blevet brugt i undervisningen. Herefter skal de genlæse de tekster, som hører til deres område, og lave noter til dette.
Læreren optegner en tidslinje, temaboks etc. på tavlen, som skal fungere som skelet for noterne. Eleverne skal derefter udfylde skelettet med deres noter. Det er vigtigt at samtlige elever i gruppen deltager. Efterfølgende forklares hver gruppe deres valg af noter, og uddyber evt.
Denne øvelse hjælper eleverne med at visualisere deres viden, gøre den konkret og anvendelig.
Man skal være opmærksom på, at det er en noget tidskrævende proces.
Spotlight
Formålet er at eleverne nærlæser teksten, bearbejder dens indhold og sætter fokus på det mest essentielle.
Eleverne kan evt have gennemlæst teksten som lektie, understrege væsentlige pointer og sætte spørgsmålstegn ved det, som de ikke forstår.
I klassen inddeles eleverne i par, gennemgår teksten og udvælger de vigtigste ord. Det er vigtigt ikke at være alt for kritisk.
Når de har fundet minimum 10 ord, der repræsenterer dagens tekst, så skal de arbejde med dem hver især. Hvorfor har de valgt netop dem? De skal kunne argumenter for deres valg! Hvad gør dem vigtige? Hvorfor er de dækkende for teksten?
Når der er sat spotlight på alle ordene, så vælges fem ord, som de syntes dækker teksten bedst. Herefter splittes parret op, og hver elev går sammen med en ny makker. I det nye par skiftes man til at forklare valget af spotlight. Det er vigtigt at makkeren lytter opmærksomt à Stil evt. uddybende spørgsmål.