Danmark - fra magtfaktor til småstat

Danmark - en småstat mellem stormagter

- Baggrunden for dansk udenrigs- og forsvarspolitik før og under de to verdenskrige

Af Ole Kreiberg

Et forhold, der går som en rød tråd gennem dansk udenrigspolitik i perioden fra 1750 til 1940, er Danmark som en mindre stat i forhold til større magter. I starten af perioden, hvor Danmark var forenet med Norge og Slesvig-Holsten, og man rådede over en betydelig flåde, var dette forhold mindre udtalt. Efter nederlaget i 1864 bestod det danske rige imidlertid kun af det egentlige Danmark og nogle mindre betydningsfulde oversøiske besiddelser. Norge var mistet nogle årtier i forvejen og Slesvig-Holsten som sagt i forbindelse med nederlaget i 1864. Tyskland samledes derimod i den sidste halvdel af 1800-tallet og blev i areal og folketal en af Europas største stater, samtidig med at det udviklede sig til en industriel og militær sværvægter. Sidstnævnte udvikling mødtes med frygt af både andre stormagter som især England og Frankrig men selvfølgelig også af små nabolande som Danmark. Hvad end det ville det eller ej, kom Danmark til at stå helt i skyggen af dette overmægtige naboland. Det betød, at dansk udenrigspolitik nu blev indrettet med det formål at sikre Danmarks nationale integritet og selvstændighed ved ikke at provokere dette land . Denne politik blev ofte lidt hånligt betegnet som “tyskerkursen” og blev landets officielle udenrigspolitik i forbindelse med de to verdenskrige. Denne opgave vil behandle og redegøre for den danske småstatsproblematik i denne periode.

(…)

Der blev skabt en benhård og ikke særlig heroisk realpolitik. Det drejede sig først og fremmest om småstatens overlevelse i forhold til stormagterne. Allerede under Napoleonskrigene havde Danmark set med frygt på de ændringer af det europæiske landkort, som den franske stormagt foretog andetsteds. Efter Napoleons endelige nederlag og under den efterfølgende Wienerkongres i 1814-1815, hvor den danske kong Frederik den 6 og udenrigsminister Niels Rosenkrantz deltog, var der i Danmark frygt for muligheden af Danmarks udslettelse som nation. Også under krigen i 1864 blev der fra Prøjsens og Østrigs side luftet muligheden for Danmarks udslettelse som stat, hvis man fortsatte kampen efter, at Jylland var blevet besat. Det drejede sig således for Danmark om at overleve og naturligvis gerne på den mest gunstige måde. Det er ikke for ingenting , at Dansk Udenrigspolitisk Histories bind fire, der dækker perioden fra 1914 til 1945, har fået titlen “Overleveren”.

(…)

Dansk forsvars- og udenrigspolitik op til første verdenskrig var som sagt præget af 1864 og bevidstheden om at være en småstat blandt stormagter. De fire store politiske partier nemlig Venstre, Højre (senere det konservative folkeparti), det Radikale Venstre og Socialdemokratiet delte således den grundholdning, men der var forskelle i forhold til forsvarspolitikken, og hvordan man burde forsvare neutraliteten mod krænkelser. Venstre og de Konservative mente således, at man burde kæmpe overbevisende mod en indtrængende fjende, hvorimod socialdemokratiet og det radikale venstre mente, at det var nok at markere neutraliteten, uden at det kom til en egentlig krigstilstand, og man diskuterede i så fald muligheden for en fredsbesættelse.

(…)

Det Radikale Venstre var dog nok det mest interessante og markante parti i denne forbindelse. Dels havde det regeringsmagten 1909-10 og 1913-20 med støtte fra socialdemokratiet, og dels var to så markante personer som P. Munch og Eric Scavenius henholdsvis forsvarsminister og udenrigsminister i den sidstnævnte radikale regering. Disse to personer øvede meget stor indflydelse på udformningen af den danske udenrigs- og forsvarspolitik før og under Første Verdenskrig men forbindes af eftertiden i endnu højere grad med deres rolle i forbindelse med neutralitetspolitikken før anden verdenskrig for Munchs vedkommende og for Scavenius vedkommende for sin rolle i samarbejdspolitikken under besættelsen eller forhandlingspolitikken, som den officielt blev kaldt. Disse to politikere bliver næsten og med rette betragtet som personificeringer af den officielle danske politik før og under anden verdenskrig. Det interessante er bare, at de formulerede deres politik allerede før Første Verdenskrig.

(…)