Embedded Files
I slutningen af 1800-tallet var olieindustrien i USA præget af krigen mellem John D. Rockefeller og de små, uafhængige olieselskaber. Rigmanden skyede ingen midler for at få monopol på olieproduktionen, for i kampen om det sorte guld gjaldt alle kneb.
Reporteren fra New York Times betragtede anspændt kamp pladsen. Fra sin position på jernbanebroen kunne han se de to grupper af mænd, der nærmede sig hinanden.
Ivrigt begyndte han at skrive: “Washington, New Jersey, 28. oktober 1895. Alt tyder på, at det inden for kort tid vil komme til et alvorligt sammen stød. Mændene fra US Pipeline og folkene fra jernbaneselskabet Delaware, Lackwanna & Western er stillet op i kampformation, og stemningen er hadefuld. Arbejderne fra US Pipeline er bevæbnede, og tre mænd er allerede hårdt sårede. Situationen er meget alvorlig”.
Efter flere års kampe var krigen om magten over den amerikanske olie industri tæt på sin afgørelse, og det sidste slag skulle stå her ved landsbyen Washington nær atlanterhavskysten og de amerikanske olieraffinaderier.
Olien boblede op af jorden
Kilden til konflikten var de enorme mængder råolie, der lå i den amerikanske delstat Pennsylvanias undergrund. allerede de første nybyggere var stødt på den brune og tyktflydende væske, der boblede op af jorden. De vidste, at den var brandbar, men råolien var for uren til at blive anvendt som brændsel eller til belysning, og olien som ofte flød frit på jorden var derfor mest til besvær.
I 1854 opdagede forskeren Benjamin Silliman dog, at råolien kunne destilleres til et rent og effektivt brændstof – petroleum. Men olieforekomsterne var stadig for små og for svært tilgængelige til at være rigtig lønsomme. Dette skulle dog snart ændre sig.
Fire år efter, i 1858, begyndte Edwin Drake som den første i USA at bore efter olie. 21 meter nede fik han jackpot, da råolien begyndte at flyde op til over fladen. Den nye metode gav adgang til de enorme olielommer i Pennsylvanias undergrund. Staten flød på en veritabel formue, og tusinder af lykkejægere strømmede til for at få del i olieeventyret.
Pennsylvanias grønne fyrreskov blev hurtigt hugget ned og erstattet af en ny skov – af olieboringstårne. Produktionen steg, og priserne faldt – og hvor problemet tidligere havde været at få olien op, var vanskeligheden nu at få den transporteret til olieraffinaderierne ved Atlanterhavet 300 km mod øst.
“Gud gav mig penge”
I Cleveland, Ohio, 200 km mod vest, betragtede den unge forretningsmand John D. Rockefeller med interesse det olieeventyr, der udviklede sig i Penn sylvania. Han var irriteret over over produktionen, de varierende priser og den mangel på styring, der plagede olieindustrien. Men som den snu for retningsmand, Rockefeller var, så han også muligheder: Hans olieselskab “Standard Oil” skulle tage kontrollen og styre produktionen af olie i Amerika! For den dybt religiøse forretnings mand var opgaven ikke bare et spørgs mål om at tjene mest muligt – opgaven var et religiøst kald.
“Gud gav mig penge. Jeg tror, at evnen til at tjene penge er en gave, som skal udvikles og udnyttes til menneskehedens bedste”, sagde han.
Rockefellers metoder skulle dog hurtigt vise sig mindre kristne end hans idealer. Han forstod, at den, som kon trollerede transporten af olie, kunne styre hele branchen. Og da det meste af olien blev transporteret med jernbanen, var det her, Rockefeller slog til.
Edwin Drake (th. med høj hat) byggede USA's første olieboringstårn.
I hemmelighed begyndte han at konspirere med jernbanerne og de store olieproducenter. Sammen dannede de i 1871 selskabet South Improvement Company (SIC). Olieproducenterne lovede jernbaneselskaberne at sende store mængder af olie med tog, mod til gengæld at få anseelige rabatter. Det tab, som jernbanerne led på rabatterne, skulle de hente ind hos de små olieproducenter, der fik fordoblet deres fragtrater. I vinteren 1871 begyndte Rockefeller desuden af bearbejde raffinaderierne med en kombination af løfter og trusler:
“Vi ønsker, at alle skal være med. I kan derfor overlade jeres raffinaderier til os til gengæld for aktier i SIC eller kontanter. Jeg anbefaler, at I vælger aktier”, skrev han til raffinaderiejerne.
I de tilfælde, hvor raffinaderierne ikke lod sig overtale, kom andre metoder i brug – som det fx skete mod raffinaderiejeren Robert Hanna: “Du kan ikke konkurrere med os. Hvis du nægter at sælge, vil vi knuse dig”.
Rockefeller blev verdens rigeste mand
Som barn drømte Rockefeller om at tjene 100.000 dollars. Med hårdt arbejde og et minimum af skrupler gik drømmen i opfyldelse. Som 50-årig var han blevet verdens rigeste privatperson.
Når barndomsvennerne spurgte, hvad John D. Rockefeller ville være som voksen, nævnte han aldrig en profession, men svarede: “Jeg vil tjene 100.000 dollars!”
Ønsket om økonomisk sikkerhed bundede i Rockefellers egen kaotiske opvækst. Faderen var bigamist og på stadig jagt efter lettjente penge, og den usikre barndom kom til at præge Rockefellers liv.
Som voksen var han et nærmest sygeligt ordensmenneske, og hver eneste cent, den rige forretnings- mand tjente eller brugte, skrev han ind i sin regnskabsbog. Rockefeller begyndte at handle med fødevarer, men forstod hurtigere end de fleste, at de store penge lå i olieindustrien. Hans firma Standard Oils forretningsmetoder var under konstant kritik, og i slutningen af 1800-tallet var Rockefeller en af USA's mest forhadte mænd.
Til sidst greb præsident Theodore Roosevelt ind og indførte love, som begrænsede Standard Oils magt.
Rockefeller var sin tids rigeste mand og den første amerikaner med en formue på en milliard dollars. Da han døde i 1937, 98 år gammel, var han tæt på at opnå sit andet barndomsmål – at blive 100 år.
Smædetegninger i samtiden viste, hvordan Rockefeller kvalte konkurrenterne.
Privat hær bekæmpede Rockefeller
SIC og Rockefellers skruppelløse metoder ledte hurtigt til oprør i Pennsylvanias oliedistrikt. De uafhængige olieselskaber var rasende over de nye fragtrater og gik på gaden for at protestere.
Den unge journalist Ida Tarbell, der var datter af en oliemand, skrev senere: “Da nyheden blev kendt, strømmede hele oliedistriktet ud på gaden. På alles læber var kun ét ord – konspiration!”
I flere uger forsømte oliemændene deres arbejde for at marchere fra by til by og ødelægge “monsteret”, “de 40 røvere” eller “den store anakonda”, som de kaldte SIC.
De rasende oliemænd gik så langt som til at organisere en privat hær på 1000 bevæbnede arbejdere. Hæren stod klar til at marchere mod distriktets hovedby, Harrisburg, hvis SIC ikke blev opløst. Samtidig iværksatte arbejderne en blokade af de raffinaderier, der var med i SIC. Boykotten lammede fuldstændig olieindustrien, og til sidst blev SIC tvunget til at opløse sig.
Men Rockefeller havde allerede opnået det, han ønskede: kontrollen med raffinaderierne. I foråret 1872 ejede hans selskab Standard Oil 22 af Clevelands 26 raffinaderier, og det var ikke længere nødvendigt med prisaftaler på fragten for at styre markedet. Via raffinaderierne kunne Rockefeller nu styre olieproduktionen.
Rørledning skulle bryde monopolet
I årene efter oliekrigen øgede Rockefeller sin magt over olieindustrien. Aftalen med jernbanen gav ham en enorm fordel over for de andre olieproducenter, og i 1879 kontrollerede han 90 pct. af USA's raffineringsindustri.
Kritikken af Standard Oil steg i takt med, at selskabet fik mere og mere magt. I 1880 skrev avisen New York World, at Standard Oil var “det grusommeste, frækkeste, mest nådesløse og griske monopol, som nogen sinde har fået sit greb i Amerika”. Rockefeller besvarede kritikken med kommentaren:
“I så stort et selskab som vores begås fejl. Fejlene bliver korrigeret, så snart vi bliver opmærksomme på dem”.
På trods af Standard Oils dominans opgav de små selskaber ikke kampen. Rørledninger havde været brugt til olietransport siden 1865, og i 1879 byggede “The Tidewater Company” verdens første langdistance pipeline. Olierørledningen strakte sig 174 km fra Pennsylvanias oliefelter til Williamsport.
Pludselig så det ud til, at Standard Oils monopol var brudt. Journalisten Ida Tarbell skrev begejstret om den nye olielednings muligheder og farer: “Der er ingen tvivl om, at jernbanens tid som transportør af olie over lange afstande er forbi. Olieledningerne kommer til at erstatte den. I løbet af de sidste ti år har Rockefeller gjort jernbanen til sin tjener. Vil han også være i stand til at kontrollere dette nye transportmiddel?”
Svaret kom prompte. Med sine enorme midler begyndte Rockefeller at opkøbe aktieposter i Tidewater, og i 1882 kontrollerede han den nye olieledning.
Senator tog kampen op
Tidewaters arbejde havde givet inspiration til andre modstandere af Standard Oils dominans. En af dem var den magtfulde senator Lewis Emery Jr. Som politiker og oliemagnat havde Emery ind flydelse i sin hjemstat Pennsylvania, og siden oprettelsen af Standard Oil havde han kæmpet mod Rockefellers forsøg på at kontrollere delstatens olieindustri.
Tidewater havde givet Emery
en idé til et dristigt og ambitiøst projekt. Han ville bygge en olie ledning, som strakte sig fra Pennsylvanias oliefelter og helt ud til Atlanterhavskysten. Her ville de uafhængige olieselskaber få adgang til New Yorks og New Jerseys raffinaderier og havne. Dermed ville de uafhængige olieproducenter ikke længere være afhængige af Rockefeller – og hans monopol ville en gang for alle bryde sammen. I 1892 blev The United States Pipeline Company grundlagt, og arbejdet på den nye rørledning gik i gang.
Allerede før det første rør var lagt, begyndte Standard Oil at sabotere projektet. Selskabets første træk var at opkøbe de landområder, hvor den nye olieledning skulle ligge. Med sin enorme rigdom var det intet problem for Rockefeller at overbyde US Pipeline. For at få de strategisk vigtige grunde betalte han gerne fire-fem gange mere, end jorden var værd, og US Pipeline var gang på gang tvunget til at ændre sine byggeplaner og lave nye opmålinger.
Anlæggelsen af rørledningen udviklede sig hurtigt til et blodigt felttog. Den største forhindring var jernbanen, der var kontrolleret af Standard Oil. Hver gang olieledningen skul- le krydse skinnerne, brød konflikterne ud. Ved landsbyen Hancock i delstaten New York ventede 100 mænd fra Eire-jernbanen fx på, at arbejderne fra US Pipeline ankom for at lægge rør. Jernbanefolkene var bevæbnet og udstyret med redskaber til at ødelægge olie- rørene. De havde sågar en kanon med til at affyre varselsskud. Arbejderne var tvunget til at trække sig tilbage, og rørene måtte lægges om endnu en gang.
Til trods for den hårde modstand krøb olieledningen dog langsomt frem, meter for meter, og i sommeren 1895 – tre år efter påbegyndelsen og 400 km senere – nåede den grænsen til New Jersey.
Slaget om Washington
Stationsbyen Washington i New Jersey var det sidste sted på vej mod atlanterhavskysten, hvor olie- ledningen skulle krydse jernbanen. Senator Lewis Emery og US Pipe- line vidste, at Rockefeller og Standard Oil ville sætte alt ind på at stoppe dem her.
For at komme Rockefeller i forkøbet opkøbte Emery derfor en gård uden for byen, hvor jernbanen krydsede en flod. Her planlagde han at lægge rørene direkte under jernbanebroen. En lørdag aften i oktober, da Standard Oils vagter var gået hjem, strømmede arbejdere fra US Pipeline til for – i ly af mørket – at lægge rørene og gøre olieledningen færdig.
Da agenten for Standard Oil søndag morgen ankom og så rørledningen, slog han straks alarm. I største hast sendte jernbaneselskabet 100 mand til stedet. De gik straks i gang med at ødelægge olieledningen, men midt under arbejdet stormede flere hundrede arbejdere fra US Pipeline ud fra skov brynet, og et masseslagsmål var i gang. Kampen rasede hele dagen, men ingen kom alvorligt til skade. Senator Lewis Emery skrev senere: “Jeg bad gutterne om at lægge mændene fra jernbanen forsigtigt ned på marken – og det gjorde de”.
Dagen efter, om mandagen, var stemningen spændt. Mændene fra de to selskaber blev opstillet i kampformation. Folk på begge sider var bevæbnet, og under det efterfølgende sammenstød blev tre mænd hårdt såret. Under kampene overdængede en lokomotivfører olierørsarbejderne med glødende kul, hvorefter US folkene fik fat i en ladning haglgeværer og pistoler. Optrapningen fik efter nogle spredte slagsmål jern banefolkene til at forlade kamppladsen.
Rockefeller vandt i retten
Folkene fra US Pipeline havde vundet slaget, men ikke krigen, som fortsatte ved domstolene. Her hamrede de to parter løs på hinanden. Hver gang US Pipeline fik medhold i en kendelse, ankede Standard Oil, og mens retssagen kørte, lå byggeriet stille ved jernbanebroen i Washington.
I 1898 – efter tre års juridiske kampe – kom domstolene endelig med en afgørelse. Dommen var til fordel for Standard Oil, og US Pipeline var tvunget til at opgive byggeriet. US Pipeline havde dog vundet en halv sejr, for olien strømmede nu frit fra Pennsylvania til New Jersey, hvorfra den med det venligsindede jernbaneselskab New Jersey Central Railroad kunne transporteres de sidste 70 km til raffinaderierne i New York.
Rockefeller havde vundet i retten, men han led et pr-mæssigt nederlag. Han var blevet symbolet på det, den frie konkurrence i USA foragtede mest – monopolet – og allerede året før afgørelsen havde han trukket sig tilbage for at hellige sig velgørende arbejde, hvor han støttede kunsten og de fattige.
John D. Rockefeller døde i 1937, 98 år gammel, men hans navn lever videre i forskellige velgørende fonde og som et synonym for ufattelig rigdom.
I Pennsylvania huskes han som et symbol på ondt magtbegær. Og mødre skræmmer stadig deres børn med ordene: “Hvis du ikke opfører dig ordentligt, kommer Rockefeller og tager dig”.
Kvinde knækkede Rockefeller
Journalisten Ida Tarbells artikler stemplede John D. Rockefeller som grisk og pengebegærlig i amerikanernes bevidsthed.
I1857 fik den uafhængige olie producent Frank Tarbell en datter, der blev døbt Ida. Den lille pige voksede op med olie på tøjet og i blodet, men det var alligevel lidt af et tilfælde, at hun endte som John D. Rockefellers skarpeste kritiker.
Oprindeligt var den unge Ida mest interesseret i kampen for kvinders rettigheder, men da hun i 1900 arbej dede som redaktør for McClure’s Magazine, bad tidsskriftets ejer hende om at skrive en artikelserie om de store monopolselskaber i USA.
Samtidig modtog redaktionen et tip om et stort oliefund i Californien, så Ida Tarbell valgte oliebranchen og Standard Oil som tema for sin nye artikelserie. Hendes i alt 19 artikler udkom i årene 19021904 og blev læst af mange tusind amerikanere. Tarbell tegnede i artikelserien et hårdt billede af Rockefeller som en mand, der var “offer for et pengebegær, som gør ham blind for alle andre hensyn i livet – såsom retfærdighed og med menneskelighed”. Hendes billede af den griske og begærlige rigmand brændte sig så fast i amerikanernes bevisthed, at end ikke hans 50 års arbejde med velgørenhed kunne ændre det. Da en af Rockefellers medarbejdere bad ham om at forsvare sig mod Tarbells anklager, svarede han:
“Ikke et ord! Ikke et ord til den vildledte kvinde!” Tarbells artikler var en medvirkende årsag til, at den amerikanske rege ring i 1911 splittede Standard Oil op i flere mindre selskaber.
De to ærkefjender Tarbell og Rockefeller mødte aldrig hinanden.
Kilde: Historienet.dk
52 Historie 2 • 2011
Oliebyen Pithole forsvandt efter 14 år
Under oliefeberen i USA kunne nye byer opstå på en enkelt nat – de såkaldte boomtowns. I januar 1865 opdagede en bonde olie under sin mark i Pennsylvania. Tusinder af spekulan ter og oliearbejdere strømmede til, og snart efter voksede en by frem med 20.000 ind byggere, 54 hoteller, tre kirker og delstatens tredjetravleste postkontor. Byen fik navnet Pithole – “hullet i vejen”.
Et år efter oliefundet var aktiviteten i byen på sit højeste. Indbyggerne troede, at olien aldrig ville slippe op, men blot et par måneder senere var det hele slut. Oliebrøndene løb tørre, og indbyggerne forlod hurtigt byen igen. Husene blev demonteret og taget med. I 1867 var byens befolkningstal faldet til 2000. 10 år senere mistede Pithole sin status som by, og i 1879 blev byen solgt for den beskedne sum af 4 dollars og 37 cent.
Page updated
Report abuse