Stål og strejker

Clevelandkrisen

Præsident Cleveland var næppe flyttet ind i Det Hvide Hus igen i foråret 1893, før USA blev ramt af den værste økonomiske krise siden 1873 og inden 1929. Det var ikke længere bare en landbrugskrise, men en depression, der ramte hele erhvervslivet og gjorde over fire millioner arbejdsløse, 16,6 pct. Af den samlede aktive befolkning. Krisen kom til at vare i de fire år, Cleveland var præsident. Det kan derfor være rimeligt at kalde den Clevelandkrisen. Han havde ganske vist ikke ansvaret for dens begyndelse, men var nok med til at forlænge den ved den politik eller mangel på politik, han stod for.

Landbrugets dalende købekraft var en af årsagerne til krisen. Det første firma, der krakkede, var en trust, som producerede selvbindergarn. Men ligesom i 1873 var især jernbanerne med til at trække landet ned i uføret. Deres indtægter blev halveret mellem 1892 og 1894. I sommeren 1893 måtte først Erie-jernbanen, derpå Northern Pacific og endelig Union Pacific indstille betalingerne. Endnu en gang blev erhvervslivet ramt af den aktieudvanding, som var bagsiden af den amerikanske ekspansionsoptimisme. Gang på gang skaffede aktieselskaberne sig ny kapital ved at udstede ”udvandede” aktier, som oversteg deres aktiver og indtjeningsmuligheder. Folk købte dem i tillid til fortsat økonomisk vækst i de ubegrænsede muligheders kontinent.

Fra jernbanerne bredte krisen sig til bankerne. 491 gik fallit i 1893 mod 80 året før. Diskontoen kom helt op på 18 pct. For krisen blev forstærket af den internationale udvikling på kapitalmarkedet. Som følge af de udvidede sølvopkøb, der var blevet gennemført i medfør af sølvkøbsloven fra 1890, havde der efterhånden hobet sig 4900 tons sølv op i finansministeriets skatkammer, heraf 380 millioner i sølvdollars. Der blev for det meste udstedt sølvcertifikater for disse dollars. Men USA’s udenlandske kreditorer, først og fremmest England, hvis økonomi var rystet af den såkaldte Baringkrise, ville hverken have sølvdollars eller sølvsedler. Nye fund i Australien havde sat den internationale sølvproduktion yderligere i vejret, så sølvet blev mindre og mindre værd i forhold til guld. Man ville derfor kun have guld eller anvisninger på guld i City. I de første fem måneder af 1893 blev guld for 60 millioner dollars sendt ud af USA, og de amerikanske guldreserver sank til under 100 millioner dollars. Ifølge sølvloven måtte regeringen derpå indstille udstedelsen af nye guldcertifikater, dvs. ”gå fra guldet”. Men Wall Street lod Cleveland vide, at det helt ville ødelægge USA’s kreditværdighed. Efter heldigt at have overstået en operation for mundkræft indkaldte Cleveland Kongressen for at få ophævet sølvloven fra 1890. Det skete efter et voldsomt opgør mellem guld- og sølvtilhængere, som kom til helt at præge amerikansk politik i de følgende år.

Den kreditstramning og det prisfald, der fulgte med ophævelsen af sølvloven, uddybede krisen. De arbejdsløse begyndte at røre på sig i et omfang, som man ikke før havde set. En radikal fabrikant i Ohio, Jacob Coxey, organiserede i foråret 1894 en hær af arbejdsløse, som marcherede mod Washington for at bed Kongressen om penge til offentlige arbejder. Coxeys hær var kun på omkring 500 mand. Men pressen, der siden Borgerkrigen altid havde været på jagt efter sensationer, fandt, at den var godt stof, især da den blev arresteret i hovedstaden for ”at betræde græsset”. Der gik et gys gennem det velbjergede Amerika. Man anede revolutionens spøgelse.

Endnu gyseligere begivenheder udspillede sig samtidig i Chicago, da Pullman-selskabets arbejdere protesterede mod afskedigelser og lønnedsættelser uden kompensation i de huslejer, som de måtte betale i Pullmans ”modelby” for sine ansatte. Eugene Debs’ militante jernbaneforbund iværksatte en støtteembargo mod Pullman-vogne. Den blev besvaret med et pålæg, en injunction, fra regeringen i Washington om ikke at lægge hindringer i vejen for postvæsenet, selv om Pullman-vogne aldrig havde transporteret postsække. Som modtræk blev strategiske sporskifter besat og et posttog afsporet. Præsident Cleveland erklærede derpå, at han, om det skulle være, ville bruge den sidste dollar og den sidste soldat til at sikre udbringelse af bare et postkort i Chicago. Som sagt så gjort. Han sendte forbundstropper til byen for at besætte jernbanerne. Illinois’ radikale guvernør. John Altgeld, protesterede. Helt i strid med Det Demokratiske Partis state rights-tradition havde præsidenten krænket staten Illinois’ beføjelser. Det blev enden på Altgelds politiske karriere. Han havde i forvejen vakt forargelse ved at løslade de anarkister, der – uden bevis – var blevet dømt for Haymarket-eksplosionen. Debs blev arresteret, appellerede til Højesteret, der afviste hans anke og dermed knæsatte injunction som et nyt redskab i arbejdsgiverens hænder. Den var i det hele taget på nakken af fagbevægelsen. I 1890 havde Kongressen med den såkaldte Sherman-antitrustlov søgt at få krammet på de store truster, som efter Standard Oils forbillede mere og mere fik grebet om USA’s erhvervsliv. Men Højesteret fandt ud af, at denne lov kunne bruges mod fagbevægelsen.

Debs gik efter disse erfaringer ind i det politiske liv i den utaknemmelige rolle som præsidentkandidat for Amerikas socialistiske parti. Men hans forbund var knækket. I forvejen havde fagbevægelsen i 1892 lidt et alvorligt nederlag under fem måneders strejke ved stålværket i Homestead, Pennsylvania. Det var en af hjørnepillerne i det store sværindustrielle imperium, som Carnegie havde opbygget. Mens Carnegie var på ferie i Skotland, hvor han havde et fint middelalderslot med svømmepøl, havde hans partner Henry Clay Frick ansvaret. Ligesom Carnegie havde han fra pjalter arbejdet sig op til at blive Amerikas kokskonge. Men modsat stålskotten havde han ingen forståelse for fagbevægelsen. Da stålarbejderforbundet gik i strejke i protest mod lønnedskæringer, skyede Frick ingen midler. Han tilkaldte 300 Pinkertonstrejkebrydere. Arbejderne jog skruebrækkerne på flugt under et voldsomt sammenstød, hvor flere døde. Men Frick fik derefter sat statsmilitsen ind mod de strejkende, der endte med at trække det korteste strå. Homesteadstrejken havde hjulpet Cleveland til at vinde valget. Men de, der stemte for ham i den tro, at han ville støtte dem mod kapitalinteresserne, blev dybt skuffede over hans optræden under Pullmanstrejken to år senere.

Elkraft og organisation

Krise eller ikke krise, den planlagte verdensudstilling i anledning af 400-året for Columbus’ opdagelse af Amerika blev åbnet i Chicago den 1. Maj 1893, og den fik en enestående succes. Da den lukkede om efteråret, havde tolv millioner besøgt den. Da flere var kommet mere end én gang var i alt 27,5 millioner passeret igennem dens tælleapparat. Udstillingen var en imponerende opvisning i, hvad amerikansk produktion og organisation nu var i stand til at præstere, fra lysreklamer til lynlåse og tyggegummi, der begyndte at fortrænge den mere ulækre skråtobak. Efter råd fra USA’s førende landskabsarkitekt Frederick Law Olmsted, skaberen af Central Park i New York, var en øde mose- og klitstrækning langs Lake Michigan blevet forvandlet til et eventyrrige af udstillingspalæer, laguner, haveanlæg og springvand. Amerikas mest ansete malere og billedhuggere blev inddraget for at deltage i udsmykningen. Selv den kræsne Bostonbramin Henry Adams blev så optaget af Chicagoudstillingen, at han ifølge sine erindringer brugte 14 dage på at studere den. Det, der optog Adams og nok de fleste andre besøgende mest på udstillingen, var dog den begyndende elalders mirakler:

”Man opholdt sig længst mellem dynamoerne. For de var nye, og de indvarslede en ny historisk epoke”.

Dynamoen kom efterhånden til at stå for ham som den nye tids madonna, lige så centralt placeret i industrialderen som Jomfru Maria i hans elskede middelalderunivers. Det, der først og fremmest fik mindre fortænkte gæster til at spærre øjnene op, var lyset fra Westinghouses tusinder af glødelamper. Ved at opnå udstillingskontrakten i konkurrence med Thomas Edisons General Electric, banede George Westinghouse vej for vekselstrømmens sejr over jævnstrømmen. Edison blev ellers anset for elalderens store troldmand. Det var ham, der i 1879 havde udviklet den første glødelampe og i 1882 anlagt det første elværk, opført på Manhattan, til at trække det første lysnet.

Edisons laboratorium Menlo Park i New Jersey havde udspyet mange andre opfindelser, bl.a. grammofonens forløber fonografen og filmkameraets forløber kinetoscopet. Edison havde også hurtigt fået blikket op for de perspektiver, der var i den første elektroniske sporvognslinje, som blev anlagt i Richmond, Virginia af Frank J. Sprague i 1887. Men vekselstrømmens muligheder var han mærkværdigt blind for.

Den omvendte dynamo, elektromotoren, åbnede også nye veje inden for byggebranchen. Man havde tidligere haft dampdrevne elevatorer. Kombinationen af stålbjælker og el-elevatorer skabte tekniske forudsætninger for at bygge højere end nogensinde før. Også her gik Chicago i spidsen. Den første skyskraber blev bygget i Chicago i 1885. Den var dog kun 10 etager høj. Men i 1891 opførte Daniel Burnham, der siden fik den praktiske ledelse af anlægsarbejderne på Columbusudstillingen, en 21 etager høj bygning til frimurerne. Det kunne New York naturligvis ikke lade sidde på sig. Det overgik i 1898 Chicago med 29 etager. Da var selve ordet skyskraber for længst indgået i sproget. Det blev første gang registreret i Maitlands American Slang Dictionary i 1891. I Columbus-året viste den 26-årige arkitekt Frank Lloyd Wright fra Wisconsin en helt anden amerikansk fornyelse af arkitekturen, da han indviede sit Winslowhus i Chicago.

Opfindsomhed var en af forudsætningerne for den rivende udvikling i Amerika. Edison alene havde indtil midten af 1890’erne registreret over 1000 patenter. En anden forudsætning var organisation. Borgerkrigens massehære havde stillet store krav til de organisatoriske evner inden for produktion, transport, forsyningstjeneste og sygepleje. Olmsted havde vist sin kunnen på dette område ved opbygningen af Nordstaternes sanitetstjeneste. De omfangsrige erhvervsimperier, der udviklede sig under krisen, stillede nye krav. Selv Ida Tarbell, der med sin krig mod Standard Oil blev en af tidens mest effektive kampagnejournalister, skrev mange år efter:

”En enorm fordel, som kun blev lidt påskønnet dengang, skaffede de store koncerner landet: De blev et forbillede i effektiv organisation og ledelse.”

De største kapitalister klarede sig uanfægtet igennem den økonomiske krise. De kapitalstærke foretagender kunne i mange tilfælde opkøbe de svage til spotpriser. Bjørnene, the bears, som man kaldte spekulanterne i kursfald, havde kronede dage, mens the bulls blev magre.

Enten det skyldtes de radikales kritik, nøden under krisen eller storkapitalisternes egen samvittighed, skete der imidlertid i 1890’erne en vis forskydning fra iøjnefaldende forbrug til iøjnefaldende velgørenhed. Det var især de to største, Rockefeller og Carnegie, som aldrig havde vist noget stærkt behov for forbrugspral, der slog ind på denne vej. ”Broder Rockefeller” var en alvorligt troende baptist, der mente, at Vorherre havde givet ham de mange penge. Hans velgørenhedsrådgiver var baptistpræsten Frederick T. Gates. Rockefeller betænkte det baptistiske seminarium i Chicago så rundhåndet, at det i 1892 kunne skifte ham til University of Chicago. Det fik råd til at overbyde alle andre i professorlønninger og blev derved et af USA’s førende universiteter. De mange amerikanske akademikere, der i 1880’erne havde søgt uddannelse i Tyskland, vendte hjem og berigede det amerikanske universitetsmiljø. Carnegie var allerede i 1880’erne begyndt at dele penge ud til biblioteker. Han havde dog også andre velgørenhedsinteresser, som han helt helligede sig, efter at han i 1901 havde afhændet hele sit stålimperium til Wall Streets ukronede konge, John Piermont Morgan, for den nette sum af 492 millioner dollars. I 1895 fastslog Morgan sin stilling som den amerikanske finansverdens mægtigste mand ved at yde forbundsregeringen et lån på 62 millioner dollars, da dens guldreserver var sunket til 41 millioner dollars, og Kongressen afviste Clevelands krav om ikke at sætte sedler, som en gang var indløst med guld, i omløb igen. Morgans iøjnefaldende forbrug bestod først af gamle manuskripter og sjældne originaludgaver, siden af kunst, som han købte op i læssevis på sine rundrejser i Europa.

Kilde: Bjøl, E: "USA's historie". Gyldendal. s. 289-295