Artikel: Bånd til fortiden - de glemte ofre

Politiken | 27.01.2003

Folkedrabene i Rusland og Kina savner størrelsesmæssigt modstykke i verdenshistorien. Alligevel formår vi stadigvæk ikke fuldt ud erkende forbrydelserne på samme måde som det nazistiske holocaust.

af Kristina Olsson

Sig Auschwitz, sig Treblinka, sig Bergen-Belsen og de allerfleste af os får kuldegysninger ned ad ryggen og grusomme billeder på nethinden. Sig Gulag og mange af os tænker svævende på noget med Sibirien og arbejdslejre. Men billederne på nethinden mangler, ligesom evnen til at føle for de enkelte individer på samme måde, som vi føler for Anne Frank. 'Vi er meget Europa-fixerede og Tyskland var vores civiliserede nabo. Ingen havde ventet sådanne grusomheder her i Europa. De forventninger havde man slet ikke til de uciviliserede folkefærd i Sovjetunionen eller Kina', mener den svensk-danske professor i historie ved Lunds Universitet, Kim Salomon.

'Og mens man i Nürnbergretssagen blotlagde hele Nazi-Tysklands grusomheder og gjorde de skyldige ansvarlige, har noget retsopgør stadigvæk ikke fundet sted i hverken Kina eller Rusland', siger han. En af grundene til tavshed i Vesten handler om ideologi. Kommunismens erklærede gode intentioner er blevet holdt frem som et forsvar, mens grusomhederne tit er blevet forringet eller fejet under måtten, ikke mindst hos den yderste Moskvatro eller maoistiske venstrefløj, hvor båndene til henholdsvis Sovjetunionen og Kina holdt sig stærke indtil for en halv snes år siden.

'Selvfølgelig er det ikke svært for nogen af os at have mere sympati for idéer om menneskers ligeværd end for udryddelse af jøderne. Men vi må bare erkende, at de kommunistiske lande i lige så stor grad har forbrudt sig mod menneskeheden', siger Kim Salomon. Der mangler også præcise tal på, hvor mange mennesker der er blevet dræbt under disse regimer.

Historikere antager, at den russiske diktator Josef Stalin medvirkede til folkedrabet på mellem 40 og 80 millioner mennesker i 1930erne. I årene 1958-61 omkom mindst 30 millioner kinesere som følge af en sultkatastrofe, som partiet og myndighederne bar hovedskylden for. De sovjetiske og de kinesiske totalitære regimer nærede foragt for det enkelte menneskes rettigheder. Folk blev behandlet på en måde, der ville have været utænkelig i et demokrati. 'For at lave en omelet, må man knuse nogle æg, skal den kinesiske leder Mao Zedong have udtalt og det er meget betegnende for en måde at skabe en utopiske stat', siger Kim Salomon.

I Kina ramte ledelsens udrensninger også tusinder af intellektuelle og de højt uddannede, der under Kulturevolutionen 1966-76 blev sat i fængsel og i arbejdslejre, fordi de var en trussel mod det anti-intellektuelle samfund, som Mao ville skabe.

I Sovjetunionen gik overgrebene ud over de selvejende landmænd, kulakkerne, der fik jord beslaglagt og kollektiviseret. Mange blev sammen med politiske dissidenter, religiøse grupper og kriminelle sendt til de sibirske fangelejre, hvor de enten blev henrettede eller døde af sygdom og sult. Sulten skyldtes især også Stalins systematiske omfordeling af korn fra landbrugsområderne til byerne, hvor det ny Sovjet skulle bygges gennem udvikling af industrierne.

I Moskvaprocesserne, der i 1930erne blev sat i værk af Stalin, skete der omfattende udrensninger i det kommunistiske parti og den Røde Hær. De anklagede tilstod under tortur, blev henrettet og deres familier sendt til fangelejre.

'I Rusland og Kina undlader man stadigvæk at fuldt ud erkende disse folkedrab. Det kommer af, at man i ledelsen stadigvæk har stærke bånd til fortiden og de ledere der burde stilles til ansvar', siger Kim Salomon.

Salomon mener også, at den venstreorienterede bølge, der voksede sig stærk efter 1968 bærer en del af ansvaret for, at vi hidtil ikke har formået at sammenligne holocaust med de folkedrab, der fandt sted i Sovjetunionen og Kina. Det har ikke fået samme gennemslagskraft, fordi vi helt enkelt lukkede øjnene. Mange med en baggrund på den yderste venstrefløj siger i dag, at de ikke slet ikke så lighederne. Det er en psykologisk mekanisme hos os mennesker, en slags ideologisk sorteringsmaskine, hvor vi kun ser det der passer ind i vores verdensbillede, mens vi lukker øjnene for resten. Eller som forfatteren Arthur Koestler formulerede det efter et besøg i Sovjetunionen i 1930erne: 'Jeg så kun de store stålværk, men ikke børnenes opsvulmede maver'.