Krigsminister Stimsons memorandum, 2. juli 1945

Den amerikanske krigsminister, Henry L. Stimson, udarbejdede i sommeren 1945 nedenstående memorandum til præsident Truman.

Memorandum til præsidenten

Foreslået plan for Japan

l. Operationsplanerne til og med den første landgang er blevet godkendt, og forberedelserne til operationen er i øje­blikket i gang. Denne situation blev god­kendt af alle tilstedeværende ved Deres konference mandag den 18. juni.

2. Der er grund til at tro, at de opera­tioner der efter landgangen skal føre til besættelsen af Japan, vil blive en meget langvarig, kostbar og vanskelig kamp for os. Terrænet, som jeg for en stor dels vedkommende har besøgt adskillige gan­ge, har i min hukommelse efterladt ind­trykket af at være velegnet til et "til sidste grøft" -forsvar, således som det blev gennemført på Iwo Jima og Okina­wa, selvom dette naturligvis er meget større end disse to områder. Ifølge min erindring vil det være meget mere ugun­stigt med hensyn til tank-manøvrering end såvel Filippinerne som Tyskland.

3. Hvis vi først går i land på en af ho­vedøerne og begynder en besættelse af Japan med magt, har vi sandsynligvis "til sidste grøft-modstanden"-situationen. Japanerne er yderst patriotiske og ganske sikkert modtagelige for opfor­dringer til fanatisk modstand for at til­bagevise invasionen. Har vi en gang på­begyndt en egentlig invasion, vil vi efter min mening blive nødt til at gennem­føre et endnu mere bittert slutopgør end i Tyskland. Vi vil blive udsat for de tab, der er en følge af en sådan krig, og vi vil efterlade de japanske øer endog mere to­talt ødelagt end tilfældet var med Tysk­land. Årsagen hertil ligger både i for­skellen på den japanske og den tyske mentalitet og i forskellene i størrelsen og karakteren af det terræn, gennem hvilket operationerne vil finde sted.

4. Så kommer spørgsmålet: Er der noget alternativ til en sådan invasion af Japan med magtanvendelse, som vil sikre os det samme som en betingelsesløs overgivelse af dets styrker og en varig tilintetgørelse af dets magt til atter at gå til angreb på "Stillehavets fred"? Jeg er tilbøjelig til at tro, at en sådan chance er tilstrækkelig stor til at gøre det værd for os at give dem en advarsel om, hvad der vil ske, og en definitiv lejlighed til at kapitulere.

Som ovenfor foreslået skulle dette forsøges før man med magt begynder at besætte hovedlandets øer, og yderligere skulle advarslen gives i så ri­melig tid, at den muliggør et omslag i nationalt sindelag.

Vi har følgende yderst gunstige fakto­rer på vor side - faktorer, der vejer me­get tungere end dem, vi havde mod Tyskland:

Japan har ingen allierede.

Dets flåde er næsten udslettet, og det er sårbart over for overflade- og under­vandsblokade, som kan berøve det til­strækkelig føde og tilførsler til dets be­folkning.

Det er frygtelig sårbart over for vore koncentrerede luftangreb på dets overbe­folkede byer, dets industri- og levneds­middelressourcer .

Det har mod sig ikke blot de engelsk-ame­rikanske styrker, men også Kinas stigen­de magt og den ildevarslende trussel fra Sovjetunionen. Vi har uudtømmelige og urørlige in­dustrielle ressourcer at bringe i anvendelse mod dets svindende styrke.

Vi har stor moralsk overlegenhed i kraft af at være ofret for dets første snigløb.

Problemet er at omforme disse fordele til omgående og billigst mulig opnåelse af vore mål.

Jeg tror, at Japan i en så­dan krise er modtagelig for fornuft i langt højere grad, end det antydes i vor presse og i andre aktuelle kommentarer.

Japan er ikke en nation, der udelukken­de består af vanvittige fanatikere med en fuldstændig anderledes mentalitet end vor. Tværtimod har det i løbet af de sid­ste 100 år vist sig at eje overordentlig in­telligente mennesker, der i løbet af uhørt kort tid har været i stand til ikke blot at tilegne sig Vestens komplicerede tekniske civilisation, men også i betragteligt om­fang dens kultur og dens politiske og so­ciale ideer. Dets fremgang på alle disse områder i løbet af et kort tidsrum på 60 eller 70 år har været en af historiens mest forbløffende bedrifter med hensyn til national fremgang - et spring fra år­hundreders isoleret feudalisme til stillin­gen som en af verdens seks eller syv stor­magter.

Ikke alene har det opbygget stærke hære og flåder. Det har opretholdt en ærlig og effektiv nationaløkonomi og en respekteret position inden for man­ge af de videnskaber, som vi er stolte over. Forud for den fanatiske militær­klikes med magt gennemtvungne rege­ringsovertagelse i 1931 havde det i ti år levet et fornuftigt, ansvarsbevidst og re­spekteret internationalt liv.

Min personlige mening falder ud til gunst for Japan vedrørende to punkter, der er indeholdt i dette spørgsmål:

a. Jeg tror, at den japanske nation i en sådan krise har så megen intelligens og smidighed, at den erkender det tåbelige i kamp til det sidste og vil kunne acceptere et tilbud, der vil svare til en betin­gelsesløs kapitulation; og

b. Jeg tror, at der blandt dets befolk­ning er et tilstrækkeligt antal liberale le­dere (skønt de nu er undertrykt af ter­roristerne), der er til at stole på med hen­blik på dets genrejsning som et ansvarligt medlem af nationernes familie.

c. Jeg tror, det med hensyn til dette sidste er bedre skikket, end Tyskland var, hvor de li­berale blot opgav, da pistolen blev ret­tet imod dem, og såvidt jeg ved er deres personlige liberale holdning ikke blevet ændret på den måde, der var så almin­delig i Tyskland.

På den anden side mener jeg, at forsøget på at udslette dets hære og dets befolk­ning ved sønderskydning eller andre midler vil tjene til at frembringe en sammensmeltning af racesolidaritet og antipati, som ikke har nogen analogi med Tysklands situation. Vi har en na­tional interesse i, hvis det er muligt, at skabe rammer, i hvilke den japanske na­tion kan leve som et fredeligt og nyttigt medlem af det fremtidige Stillehavs-fæl­lesskab.

5. Derfor er det min konklusion, at en omhyggeligt planlagt advarsel skal gives Japan af chefrepræsentanterne for USA, Storbritannien, Kina samt Sovjetunio­nen, hvis det er krigsførende på dette tidspunkt, idet man opfordrer Japan til overgivelse og til at tillade landets be­sættelse for at sikre dets fuldstændige afmilitarisering af hensyn til den fremti­dige fred.

Denne advarsel skulle indeholde føl­gende elementer:

Den forskelligartede og overvældende karakter af den magt, vi nu planlægger at udsætte øerne for.

Den uundgåelige og fuldstændige øde­læggelse som den fulde anvendelse af denne magt vil medføre.

De allieredes forsæt om for altid at fjerne al autoritet og indflydelse fra dem, der har bedraget og vildført landet ved at igangsætte en verdenserobring.

De allieredes forsæt om at begrænse Japans suverænitet til dets hovedøer og efterlade det uden magt til at starte og støtte en ny krig.

Afstandtagen fra ethvert forsøg på at udrydde japanerne som race eller ødelæg­ge dem som nation.

En udtalelse om vor villighed til, når landets økonomi er renset for sin milita­ristiske påvirkning, at tillade japanerne at opretholde sådanne industrier, særlig inden for den lette forbrugerkategori, som ikke frembyder nogen aggressions­trussel mod dets naboer, men kan frem­bringe en selvhjulpen økonomi og skaf­fe en rimelig levestandard.

Udtalelsen skulle oplyse om vor vilje til, med dette formål for øje, at give Japan handels­mæssig adgang til udenlandske råstoffer, men ikke længere nogen kontrol over forsyningskilder uden for dets hovedøer. Den skulle også oplyse om vor vilje til i overensstemmelse med vor nu etablerede politik på udenrigshandlens område på det rette tidspunkt at oprette handelsfor­bindelser med det Japan til gensidig fordel.

Tilbagetrækning fra deres land så snart de allieredes oven for nævnte mål er opnået, og så snart der er blevet dan­net en fredsindstillet regering af en ka­rakter, der er repræsentativ for det ja­panske folks masser. Personligt tror jeg, at hvis vi i denne sammenhæng tilføjer, at vi ikke udelukker et konstitutionelt monarki under det nuværende dynasti, så vil det i betragtelig grad øge mulighe­derne for accept.

6. Om det lykkes, vil naturligvis afhænge af styrken i den advarsel, vi giver. Ja­panerne har en yderst følsom national stolthed, og de vil, som vi oplever det hver dag kæmpe til døden, når de fak­tisk er indesluttet af fjenden. Af den grund må advarslen gives, før invasionen påbegyndes, og medens den truende ødelæggelse, skønt klart ikke til at mis­forstå, endnu ikke har hensat det i fana­tisk håbløshed. Hvis Sovjetunionen er en del af truslen, må det russiske angreb, hvis det er iværksat, ikke være nået for langt. Vor egen bombning skulle så vidt muligt begrænses til militære mål.

Fra: Jens Winther: Atombomber over Japan, Gjellerup 1974, s. 82-87