Artikel: Værdikamp på spansk

Weekendavisen | 08.02.2008 | | Sektion: 1. SEKTION Side 8

Viva España! De spanske kardinaler har kastet sig ind i den spanske valgkamp med en erklæring, der kun kan tolkes som en opfordring til katolske vælgere om at sky Socialistpartiet. Striden i det spanske samfund er ond, langvarig og dybtgående.

af JOAKIM JAKOBSEN

Værdikamp? I Danmark? Ha! Kom til Spanien, så skal De se værdikamp. Ond, langvarig og dybtgående.

Forrige torsdag kastede den katolske kirke sig direkte ind i den spanske valgkamp op til parlamentsvalget den 9. marts - et valg, som tegner til at blive et tæt opløb mellem det regerende Socialistparti og det konservative Partido Popular. Det skete, da talsmanden for landets biskopper og kardinaler, Juan Antonio Martínez Camino, indkaldte til pressemøde i Madrid og præsenterede en gejstlig henstilling til landets 11 millioner katolikker. Erklæringen var underskrevet af 17 ud af 19 kardinaler og biskopper i kirkens øverste konvent, Conferencia Episcopal. Én havde stemt imod, én havde undladt at stemme.

Meddelelsen fra kardinalerne kunne kun tolkes som en opfordring til de katolske vælgere om at sky Socialistpartiet, som angiveligt vil kirken, fædrelandet og den katolske familieorden det ondt.

»I Spanien lever vi for tiden under en række love, som er dybt uretfærdige, og som bør ændres, fordi de krænker fundamentale rettigheder,« forklarede Martínez Camino.

I forvejen var ingen i tvivl om, at den øverste gejstlighed, der gennem de senere år har markeret sig stadig skarpere og stadig mere dogmatisk, støtter den konservative opposition. Men formen og punkterne vakte anstød i både parlamentet og pressen. Samtlige partier bortset fra Partido Popular har taget afstand fra kardinalernes udmelding, der betegnes som utilstedelig indblanding i det politiske liv.

Tidspunktet for den katolske markering er heller ikke tilfældig. En måned før parlamentsvalget er debatten og valgkampen på vej ind på felter, hvor kirken ikke kan stille meget op. Spanien er den første store økonomi i Vesten, hvor der afholdes valg, efter at sprækkerne på det amerikanske lånemarked har spredt ængstelse over hele verden.

Med solide vækstrater på 3,8 procent i det forløbne år har den spanske økonomi hidtil været et stærkt aktiv for statsminister José Luis Rodríguez Zapateros socialistiske regering. Men under indtryk af kvalerne i USA har spanierne på det seneste hørt ildevarslende lyde: kurver, der knækker, og bobler, der brister. Inflationen og arbejdsløsheden stiger, væksten ventes at ryge ned under tre procent, boligmarkedet er punkteret, og det buldrende byggeri, som har ført an i væksten, er gået i stå.

På den baggrund halser begge de to store partier nu ud med krisepakker og løfter om skattelettelser, pensionsreformer og børnechecks. Og det går vælgerne faktisk op i. Derfor var det nu, der skulle handles, hvis kirken skulle nå at spænde et værdipolitisk bagtæppe op for valget. Eller rettere: trække fronten op efter et år, hvor den katolske kirke har markeret sig stadig mere aggressivt, for ikke at sige bisset.

Kirken i panik

Opråbet fra kardinalerne formede sig stort set som et katalog over de mest sviende stridspunkter gennem de senere års værdikamp i det spanske samfund: abortlov, homoseksuelle ægteskaber, skilsmisselov, familiepolitik, selvstyre i provinser, baskiske nationalisters terror, national enhed. Bag det hele ligger en kamp for at bevare kirkens rolle i dagens Spanien.

Opgøret med Franco-diktaturet 1936-75, som har fået lov at vente tre årtier under overgangen til demokrati, blev ikke nævnt i erklæringen. Men de mest bidske kritikere hævder, at det gejstlige udspil i sig selv lugter af et ønske om at vende tilbage til Franco-tiden.

Mellem jul og nytår gennemførte den katolske kirke flere dages demonstrationer med et par hundrede tusinde deltagere, der blev fragtet i busser fra hele landet til Madrid. Pave Benedikt sendte en hilsen fra Vatikanet på videoskærme, og biskopper gik i spidsen for protesterne mod, hvad de kalder forfølgelse fra regeringens og statens side. Ifølge kirkeledelsen er den spanske stat under Zapatero blevet »yderligtgående sekulær« og »antikirkelig«.

Demonstranterne rettede deres harme mod regeringen på fire områder: den fri abort, som kirken helt vil afskaffe. Regler, som gør det nemmere at blive skilt, mens bøsser og lesbiske kan blive viet. En ny lov, som tillader forældre at fravælge den katolske katekismus i folkeskolen - i stedet tilbydes børnene et nyt fag med undervisning i demokrati og medborgerskab.

I kardinalernes erklæring anskues dette som et direkte angreb på det katolske trossamfund. Det vil ifølge kirken »undergrave demokratiet« og føre til et »desorienteret samfund uden rygrad.«

I en lederartikel afviste dagbladet El País kirkens anklager og fastslog, at det snarere er kirken, der har haft svært ved at finde sig til rette i en nation i skred: »Bortfaldet af den katolske moral har været en omfattende proces, som ikke så meget skyldes de skiftende regeringer som den økonomiske udvikling og udbredelsen af verdslige livsformer, der i mange år har været fremherskende i resten af Europa.«

Sociologen Rafael Diaz-Salazar, der i fjor udsendte bogen La España laica (Det sekulære Spanien), kaldte i El País kardinalernes bidske udfald »et udtryk for en etisk-religiøs fundamentalisme, hvis udøvere mener at have monopol på moral og uddannelse.«

Ifølge Rafael Diaz-Salazar var opgøret om kirkens rolle uundgåeligt. Det ville komme før eller siden og med forudsigeligt resultat: Spanien er ved at blive verdsliggjort, og kirken er i panik. I 1978 betegnede 90 procent af Spaniens befolkning sig som praktiserende, rettroende katolikker. I 2004 viste en undersøgelse blandt landets katolikker, at kun 28,4 procent af dem bekendte sig som rettroende.

Francos mausoleum

En anden fejde, som har været udkæmpet gennem det seneste år, er kampen om fortiden fra Borgerkrigen 1936-39 til diktator Francos død i 1975. Spanierne har tysset på hinanden gennem tre årtier for at lette overgangen til demokrati - og for at kunne være i land sammen. Men frem mod 70-året for borgerkrigens udbrud flød en strøm af bøger ud i de spanske boglader, og lige siden har debatten buldret.

I slutningen af oktober 2007 nåede Zapateros regering et afgørende punkt i sin håndtering af fortiden. Et flertal i parlamentet vedtog Ley de Memoria Histórica - loven om historiske mindesmærker - der påbyder myndigheder at fjerne mindesmærker, der på nogen måde hylder diktaturet og Franco. Over hele landet er gadeskilte og statuer med tvivlsomme personager og temaer blevet pillet ned, ligesom Francos mausoleum i det opulente monument De Faldnes Dal i Guadarrama-kløften nordvest for Madrid ikke længere må bruges til politiske manifestationer. Samtidig skal monumentet suppleres med mindetavler, der nævner alle ofrene for diktaturet.

Men ikke alle er tilfredse. Flere politikere fra Partido Popular - der stemte imod loven som sådan, men støttede ændringerne i De Faldnes Dal - kalder tiltagene historieforfalskning. Og den katolske kirke har protesteret mod påbuddet om at fjerne de mange mindetavler for Franco-tilhængere, der faldt under Borgerkrigen »for Gud og fædrelandet«.

Den katolske kirke har aldrig taget afstand fra Franco-styrets forbrydelser, og den har slet ikke beklaget sin åbenlyse støtte til diktaturet gennem fire årtier. General Francos gravsted, som blev bygget af politiske fanger på tvangsarbejde, blev i 1960 velsignet af Pave Johannes XXIII.

Balkanisering

Den gejstlige bandbulle mod Zapatero-regeringen gælder også de indrømmelser, som er givet til Catalonien og andre selvstyrende provinser. Alt fra egen skattepolitik til undervisning, så catalanske skolebørn kun har to timers spansk om ugen. Dette problem tegner ikke en klar front, men snørkler sig ind gennem partierne til både højre og venstre. Borgerlige og socialister med tilhørsforhold i provinserne står over for partifæller, der brændende vil forsvare nationens enhed. Og på den yderste venstrefløj anklager inkarnerede republikanere, der frygter en balkanisering af Spanien, deres partifæller for at falde for nationalistisk retorik af værste skuffe, blot fordi den fremføres af mindretal.

Den passus i kardinalernes erklæring, som har krænket Socialistpartiet mest, gælder regeringens balancegang i forhold til den baskiske terrororganisation ETA. Gennem de seneste to år har ETA gentagne gange brudt våbenhvilen og udført en række attentater med flere dødsofre. Under denne offensiv har Zapateros regering optrådt som en stålsat modstander med fuld støtte fra Partido Popular. På det seneste er det med retsafgørelser lykkedes centralregeringen at få fjernet to yderligtgående baskiske partier fra opstillingslisterne ved valget.

Men i hyrdebrevet antyder kardinalerne, at Zapatero-regeringen i det skjulte har rakt følere ud for at søge dialog med den baskiske løsrivelsesbevægelse. Meldingen lyder: »En retsstat kan ikke, hverken direkte eller indirekte, anerkende en terrororganisation som politisk instrument for nogen del af befolkningen eller som politisk mægler.«

Dette opfattes af Socialisterne som et beskidt kneb fra kirkens side, et forsøg på at sværte regeringen som værende eftergivende over for en brutal terrorbevægelse. I en pressemeddelelse betegner partiledelsen det som »umoralsk«, at kirken »udnytter terrorismen i valgkampen.«

Antydningen gør ondt, fordi ETA-spørgsmålet rammer et meget blødt punkt hos den til enhver tid siddende regering uanset partifarve. På den ene side har Zapatero for nylig erklæret, at han ikke længere anser dialog med ETA for mulig. På den anden side vil det for en hvilken som helst regering i Spanien være håbløst at afskære sig helt fra forhandlinger. Socialistpartiets ledelse konstaterede i et svar til kardinalerne, at »hvis man ikke ønsker at stemme på partier, der har ført forhandlinger med ETA, er der ingen partier at stemme på.«

Samtlige Zapateros forgængere som regeringsledere siden demokratiets indførelse - den borgerlige Adolfo Suarez (1976-1981), socialisten Felipe González (1982-1996), den konservative José María Aznar (1996-2004) - har på et tidspunkt set sig nødsaget til at forhandle med ETA. Partido Popular kan altså dårligt pege fingre ad Zapatero. Kirken kan faktisk heller ikke. Aznars konservative regering sendte i 1999 en delegation til Schweiz for at forhandle på neutralt sted med ETA-repræsentanter. Blandt de mæglere, der deltog i møderne i Schweiz, var den nuværende biskop i San Sebastián, Juan María Urarte.

Umulig nationalsang

I dette fletværk af brudlinjer og fronter er det forståeligt, at der opstod ramaskrig og hovedrysten, da en ny nationalsang blev lanceret for halvanden måned siden. Blot et par uger ind i det nye år blev sangteksten lagt eftertrykkeligt på hylden igen.

Det var Spaniens Olympiske Komité, som havde udskrevet en konkurrence om nye ord til kongemarchen fra 1770erne. Eller rettere: ord overhovedet. For siden Francos død for 32 år siden har det spanske fodboldlandshold og andre sportsfolk nøjedes med at nynne melodien, fordi den gamle tekst var skrevet som en hyldest til Franco og falangismen.

Det har ikke været nogen nem opgave at skrive en ny sang i et Spanien præget af separatisme, indvandring og opbrud på kryds og tværs. Ikke desto mindre indsendte over 7.000 spaniere sangtekster til Den Olympiske Komité. Dommerne endte med at pege på fire strofer skrevet af en arbejdsløs fotohandler fra udkanten af Madrid, den 52-årige Paulino Cubero.

Det store flertal fniste og affærdigede Cuberos sangtekst som så banal og kluntet, at den formentlig ville blive afvist ved Melodi Grand Prix: Vrøvl og floskler i et rod af opstyltede og meningsløse sætninger. Og den del af publikum, der tog sangen alvorligt, var rasende. Cubero åbner med ordene Viva España! Leve Spanien! Det gjorde den fascistiske triumfhymne, som altså ikke er blevet brugt siden Francos død i 1975, såmænd også. Og indledningen giver mindelser om den fræsende Franco-nationalisme i grisefesthymnen over alle, Y Viva España, skrevet og fremført af Manolo Escobar, 1960ernes og 1970ernes store crooner i smoking og kalvebryst.

Teksten rummer flere andre sammenfald med den gamle nationalhymne, og når Cubero samtidig opfordrer alle spaniere til at »synge med ét og samme hjerte under en blå himmel, hvor fædrelandet forener alle sine folk fra de grønne dale til det enorme hav i broderskabets hymne, og hvor sønnerne sikrer historien retfærdighed og storhed og demokrati og fred,« kunne det vel kun ende galt.

Forfatteren Javier Marías skrev i en kommentar i El País, at Cuberos umulige hymne i det mindste havde gjort det klart for ham, at en af de bedste og mest fornuftige ting ved Spanien gennem de seneste årtier var, at landets nationalsang manglede ord. Og digteren José Manuel Caballero Bonald erklærede i et interview i samme avis, at han var komplet ligeglad med, om nationalhymnen havde tekst eller ej: »For mit vedkommende ville det også være helt fint, hvis man droppede melodien.«