Historisk metode

Historiefagets grundlæggende metode er analyse og fortolkning af kilder. Kildematerialet kan være skriftlige kilder, billeder, film, radio/tv-udsendelser etc.

Analyse og fortolkning er styret af de overordnede spørgsmål / problemstillinger, som vi ønsker kildematerialet skal belyse.

Den historiske metode kan inddeles i forskellige faser:

1) Analyse af kildematerialet: Hvad er det? Hvem har lavet materialet? Hvornår er det lavet? Hvad er formålet med kilden? Hvilke informationer giver kilden? Hvor troværdig er disse informationer?

2) Sammenstilling af kilderne for at afdække, hvor de bekræfter / modsiger hinanden.

3) På baggrund heraf fortolkning / vurdering af materialet i forhold til de overordnede spørgsmål, der ønskes belyst.

Kilder og fremstillinger

Kilder er et meget centralt begreb i faget historie. Kilderne er alle de skriftlige og ikke-skriftlige efterladenskaber, der findes fra en given periode i historien. Kilderne giver os altså fast grund under fødderne, hvad angår en bestemt historisk periode, men vil man alene arbejde med kilder, så kommer man hurtigt til kort. Kilderne kan ofte være svære at forstå, fordi de bygger på en viden og indforståethed, som man havde dengang, kilden blev til. Det gælder både skriftlige og ikke-skriftlige kilder. For at forstå kilderne får man ofte brug for ekspertbistand. Denne bistand får vi ved at læse historikeres tolkninger af de fortidige kilder. En historiker vil i meget høj grad bygge på andre historikeres resultater. Vi bruger begrebet fremstillinger om de bøger, som historikere har skrevet som et resultat af deres undersøgelser:

Den fortidige virkelighed > kilder > fremstillinger > nye fremstillinger

Kildekritik

Selvom historikere anvender fremstillinger i deres undersøgelser, så er kildematerialet altså til syvende og sidst det eneste forbindelsesled mellem undersøgeren og den fortidige virkelighed. Kilderne er således fundamentet for den historiske undersøgelse. Arbejdet med kilder kaldes kildekritik og er et centralt led i faget historie.

Kildekritikken går i alt sin enkelthed ud på at finde ud af, hvad vi kan bruge kilden til i vores historiske undersøgelse. For at finde ud af det skal vi først og fremmest finde ud af, hvilke problemfelter kilden skal belyse. Kilderne taler ikke af sig selv, det er os, der skal stille spørgsmål, og derfor er det naturligvis vigtigt, at vi ved, hvad vi gerne vil finde svar på i kilden. Nogle af ens spørgsmål får man direkte svar på i kilden, andre må man finde svarene på i fremstillinger.

Forslag til kildegennemgang

Det er en god ide at skærpe sin kritiske sans ved at stille kildekritikkens basale spørgsmål. Når du læser historiske kildetekster, er det altid klogt at stille følgende spørgsmål til teksten:

1. Hvilken kildetype er der tale om (fx lovtekst, brev, tale, dagbog)? Er den offentlig eller privat?

2. Hvem er kildens afsender?

3. Hvornår er kilden nedskrevet (er den samtidig med begivenhederne, eller er den nedskrevet senere)?

4. Er det en første- eller andenhåndskilde (har afsenderen selv været til stede ved begivenheden eller ikke)?

5. Hvem har oprindeligt været modtager?

6. Hvad står der i kilden? Opdel evt. i hovedpunkter og find det væsentlige.

7. Hvad er forfatterens formål med kilden?

8. Hvad er kildens synsvinkel eller tendens?

9. Hvilke historiske begivenheder eller tilstande kan kilden belyse (hvad fortæller kilden om det emne, der arbejdes med)?

Kildetype: En kilde kan desuden være af fortrolig art, eller den kan være offentlig. I almindelighed vil fortrolige kilder have en større kildeværdi end offentlige kilder - når det drejer sig om at fastslå, hvordan en privatperson eller en institution rent faktisk opfatter en situation.

Hvis en regering bag lukkede døre drøfter et problem og efter mødet udsender en regeringserklæring, vil det interne referat fra mødet være den bedste kilde til, hvordan regeringen opfatter problemet, mens regeringserklæringen vil kunne bruges som kilde til, hvordan den ønsker situationen opfattet.

Skriftlige kilder kan således opdeles efter nedenstående skema:

Afsender: En kildes afsender kan enten være en institution eller en privatperson. Her skal man holde sig for øje, at en person godt kan optræde som en institution. Hvis en statsleder taler på sit lands vegne, repræsenterer han ikke sig selv som privatperson, men sit embede. Det samme gælder en embedsmand, der formulerer sig som embedsmand og ikke som privatperson.

Fremstillinger

Fremstillinger spiller en anden central rolle i historieforskningen. Uden fremstillinger kommer man ingen vegne, når man arbejder med kilderne. Kilderne taler ikke bare af sig selv. Men man skal i sit arbejde med de historiske fremstillinger være klar over, at det er en historikers tolkning af kilderne og andre fremstillinger. Man kan derfor i en historisk undersøgelse ikke nøjes med at bruge én historisk fremstilling. Man må holde forskellige fremstillinger op mod hinanden og supplere undersøgelsen med læsning af kilder.

Da alle historiske fremstillinger er subjektive, er det vigtigt at vide, hvem forfatteren er, og hvornår bogen er udkommet. I modsætning til brug af kilderne, hvor vi helst vil have kilder så tæt på den tidsperiode, vi arbejder med, er vi mest interesserede i at få så nye fremstillinger som muligt. Når vi anvender fremstillinger, er det en fordel, hvis den er skrevet mange år efter det, som den beskriver, fordi kildegrundlaget således er mere mangfoldigt.

Bemærk, at man også kan betragte en fremstilling som kilde, hvis man analyserer den som sådan. Er man fx interesseret i at undersøge forskellige historikeres opfattelser af et bestemt begivenhedsforløb, anvender man den kildekritiske metode på deres fremstillinger af dette forløb.

Internettet

På internettet kan hvem som helst lægge hvad som helst. Når man arbejder med internettet, skal man derfor først og fremmest være klar over, hvem der er afsender. Alt andet lige er de mest pålidelige informationskilder offentlige myndigheder, organisationer og institutioner (heriblandt universiteter og højere læreranstalter), men også større aviser og nyhedsbureauer vil ofte være ret pålidelige. Sider, der er produceret af politiske partier, private foreninger og enkeltpersoner må man forholde sig mere kritisk over for.

Som udgangspunkt kan man som bruger af internetsider stille sig selv følgende spørgsmål:

- Hvem har lavet siden? Er det en privatperson eller en institution?

- Hvad er formålet med siden? Er den, der har lavet siden, personligt involveret i det, som siden fremlægger?

- Hvem er målgruppen for siden? Man kan ofte ud fra sproget, antal billeder og formidlingen i det hele taget finde ud af, om internetsiden er beregnet fx for skolebørn, for unge under uddannelse, for studerende eller for videnskabeligt interesserede.

- Kan siden bruges til at belyse din problemstilling?

- Synsvinkel eller tendens. Er der noget i indholdet, der viser, at internetsiden har en bestemt politisk holdning eller belyser tingene ud fra en bestemt synsvinkel?