Spedalskhed var middelalderens svøbe

2. april 2008, Kristeligt Dagblad

Sygdomshistorie Spedalskhed var en frygtet folkesygdom i hele middelalderen og holdt sig længst på landet, hvor den først udryddedes, da handel med levende kvæg blev udbredt. Lektor Jesper Boldsen, som netop har forsvaret en medicinsk doktorgrad om spedalskhed, mener, der er en direkte sammenhæng.

Da handel med levende kvæg blev udbredt omkring 1500-tallet, spredtes med studedrifterne en ny smittekilde, kvægtuberkulosen. Samtidig slap en af middelalderens værste svøber - spedalskheden - endelig sit tag i danskerne.

Jesper Lier Boldsen, biologisk antropolog og lektor på Retsmedicinsk Institut ved Syddansk Universitet i Odense, peger i en helt ny forskning på en mulig direkte sammenhæng. Der er tale om en hypotese, som nu for første gang skal undersøges ved hjælp af dna-prøver.

Jesper Boldsen regnes for en af de førende forskere inden for palæodemografi -studiet af befolkningens sammensætning og udvikling op gennem historien. Han har for nylig forsvaret en medicinsk doktorgrad ved Syddansk Universitet med en disputats om spedalskhed i middelalderen.

Disputatsen er baseret på undersøgelse af godt 3400 skeletter fra 11 middelalderlige kirkegårde i Danmark og den nordskandinaviske middelalderkirkegård Westerhus i Sverige. Det omfattende materiale gør hans disputats til den hidtil største knoglebaserede undersøgelse af spedalskhed. Jesper Boldsen har på Syddansk Universitet selv været med til at opbygge Danmarks næststørste skeletsamling fra arkæologiske udgravninger på middelalderkirkegårde og kirkegårde fra nyere tid. Samlingen omfatter nu 12.000 skeletter.

Spedalskhed var en frygtet folkesygdom i hele middelalderen. Den toppede i 1200-1300-tallet og betragtes nu som middelalderens største kroniske sygdom. Betydeligt mere udbredt end hidtil antaget.

- Stort set alle dengang var smittet med spedalskhed, men i modsætning til vor tids aids, som spedalskhed på mange måder minder om, kunne man godt leve et langt liv, uden at sygdommen kom til udbrud. Ligesom aids er spedalskhed en sygdom, man dør med, og ikke af. Den akutte dødsårsag ville i de fleste tilfælde være en akut infektionssygdom, men det er klart, at spedalskheden har påvirket dødsrisikoen.

Beregninger fra de middelalderlige kirkegårde dokumenterer, at mellem en fjerdedel og en tredjedel af de døde led af spedalskhed.

- Samtidig er spedalskhed i udbrud en stærkt invaliderende sygdom, som man ikke havde nogen som helst muligheder for at behandle, og hertil kom de katastrofale samfundsmæssige og sociale følger for den syge, fortæller Jesper Boldsen.

- Spedalskhed er jo den stigmatiserende sygdom over alle: Den syge blev udelukket fra samfundet og måtte nu ikke længere færdes blandt de raske. I kirken blev der holdt dødsmesse over de syge, og skulle en spedalsk tale med en ikke-spedalsk, måtte han stå i læsiden, så hans ånde ikke blæste hen på den raske. Det var en sygdom, der var frygtet mest af alt. Den kunne jo ses på folk, som fik uhyggelige misdannelser, ansigts- og stemmeforandringer og så videre, så det har på alle måder dengang været en dramatisk oplevelse at møde et menneske, der led af spedalskhed.

De første mennesker med spedalskhed, som kendes fra dansk område, går tilbage til romersk jernalder, de første århundreder e!er Kristi fødsel. I 1100-tallet oprettes de første spedalskheds-institutioner herhjemme, og i løbet af 1200-tallet får vi i Danmark i alt omkring 35 Sankt Jørgensgårde, hvor de spedalske isoleres. I begyndelsen som et tilbud om pasning af den syge, senere påbudt ved lov.

Jesper Boldsen har i forbindelse med doktordisputatsen påpeget store regionale forskelle i udbredelsen af spedalskhed. Lidelsen ser ud til at have været mest udbredt på landet, og der holdt den sig i op til 200 år efter, at spedalskhed var forsvundet som et folkesygdomsproblem i de større byer.

- Der er ingen tvivl om, at sanktjørgensgårdene her har haft en stor folkesundhedsmæssig mission. Hvis de ikke havde været der, havde det formentlig også taget 200 år mere i byerne. I Odense blev sanktjørgensgården oprettet omkring 1275, og her ligger stort set alle begravelser før 1350, hvorefter det klinger ud. På Næstved-egnen ser vi det modsatte begravelsesmønster, for på landet blev spedalskhed ved med at være en folkesygdom i endnu et par hundrede år.

- Med sanktjørgensgårdene tog man i de større byer ganske enkelt toppen af isbjerget ved at isolere de syge, og det var nok til at tvinge reproduktionen af sygdommen ned, så den i løbet af nogle generationer døde ud af sig selv. Det er det samme mønster, vi oplever ved andre sygdomme, som op gennem historien er kommet og gået over kortere eller længere perioder.

- Det betyder selvfølgelig ikke, at der så ikke længere konstateres spedalskhed - den seneste indfødte med spedalskhed i Danmark døde i 1911 - men at det nu ikke længere var et folkesundhedsproblem.

På landet varede det endnu et par hundrede år, før man kom så vidt. For først skulle handelen med levende kvæg sprede kvægtuberkulose-bakterien Mycobacterium bovis. Takket være denne bakterie dannede mennesker, der spiste kød eller drak mælk fra smittede dyr, antistof i kroppen, der virkede som en form for naturlig vaccine mod spedalskheden.

- Det er i hvert fald vores hypotese, som vi nu skal have nærmere undersøgt ved dna-studier, hvilket vi ikke har haft mulighed for før. Individuelt set er det en meget ineffektiv vaccine og lidt af et tveægget sværd, for man kan også dø af kvægtuberkulose, men vi tror, det har virket på den måde.

Fakta: Spedalskhed i historien

Middelalderen kendte ingen behandlingsmuligheder imod spedalskhed. I stedet oprettedes i Danmark omkring 35 sanktjørgensgårde, hvor de spedalske blev isoleret. Sygdommen greb dybt ind i den syges tilværelse. Vedkommende blev frataget sin ejendom, familien var ikke længere forpligtet, og den eneste mulighed var nu sanktjørgensgårdene, der ved at isolere den syge først og fremmest fungerede til beskyttelse for de raske.

Når sygdommen var konstateret, blev den smittede bortvist. I kirken kunne der blive holdt en dødsmesse, og når den var forbi, førte præsten den syge ud af kirken og gav ham en kappe, hætte, handsker, en skralde, en kniv og et bælte. Som ved en begravelse blev derefter øst tre skovle jord ud over den syges hoved, og præsten og samfundet tog afsked med ordene: "Min ven, du er død for denne verden".

Den syge skulle med skralden, klapinstrumenter, en klokke eller ved råb advare de raske, når han indsamlede almisser, men måtte i øvrigt kun ved særlige lejligheder forlade Sankt Jørgensgårdene. Den spedalske måtte ikke røre ved rækværk eller vaske hænder offentlige steder. Ville han købe noget, måtte han pege på det med sin stok.

Sankt Jørgen er den samme som Sankt Georg, eller St. George, som er Englands nationalhelgen. Sankt Georg redder en prinsesse fra at ofres til en drage. Han er i den katolske kirke skytshelgen for riddere og soldater. Påkaldes mod pest og spedalskhed.

Spedalskhed blev i middelalderen betragtet som en straf fra Gud. Den første skriftlige omtale af spedalskhed, man kender fra dansk grund, er en omtale et par spedalske, som blev helbredt ved et mirakel ved Knud den Helliges grav i Odense.

Sygdommen findes i to varianter - den mest ondartede medfører knudeformede fortykkelser i huden og i nerverne, især i ansigtet. Den anden form angriber de tynde knogler, så man kan miste dele af lemmerne.

I dag betragtes spedalskhed som en af de mindst smitsomme infektionssygdomme. Den kan stoppes med antibiotika-behandling, men det er vigtigt, at behandlingen sættes hurtigt i gang, for de skader, sygdommen har medført, kan ikke genoprettes.

Der er cirka 15 millioner spedalske i verden. Sygdommen er i dag udbredt i Asien, Afrika og Latinamerika.