Kilde: Tysk krav om fri passage gennem Belgien

Det tyske kejserlige gesandtskab i Belgien, Bruxelles den 2. august 1914.

(Strengt fortroligt)

Den tyske regering har modtaget pålidelig efterretninger om, at franske styrker har til hensigt at marchere til Meuse over Givet og Namur. Denne efterretning efterlader ingen tvivl om, at Frankrig har til hensigt at marchere gennem Belgien mod Tyskland.

Den tyske regering kan ikke andet end frygte, at Belgien, til trods for dets yderste velvilje, uden assistance vil være ude af stand til at afvise en så betydelig franske invasion med den nødvendige udsigt til succes til at kunne give en tilstrækkelig garanti mod faren mod Tyskland. Det er afgørende for Tysklands selvforsvar, at det kan komme et sådant fjendtligt angreb i forkøbet. Men den tyske regering ville føle den dybeste beklagelse, hvis Belgien anså det faktum, at Tyskland tvunget af sine modstandere, for egen beskyttelse, er nødt til at betræde Belgisk territorium, som en fjendtlig handling mod sig selv.

For at udelukke en hver mulig misforståelse fremsætter den tyske regering følgende erklæring:

1) Tyskland har ingen fjendtlige hensigter mod Belgien. I tilfælde af at Belgien i den forestående krig er indstillet på en venligsindet neutralitet med Tyskland, så forpligter den tyske regering sig til ved fredsslutningen at garantere Det belgiske Kongeriges selvstændighed og alle dets besiddelser.

2) Tyskland påtager sig under ovenstående betingelse at forlade belgisk territorium ved fredsslutningen.

3) Hvis Belgien indtager en venligsindet holdning, så er Tyskland indstillet på i samarbejde med de belgiske myndigheder at købe alle nødvendigheder til sine tropper kontant og at betale erstatning for en hver skade som de tyske tropper måtte have forårsaget.

4) Hvis Belgien modsætter sig de tyske tropper og i særdeleshed besværer deres march ved modstand fra forterne langs Meuse, eller ved at ødelægge jernbaner, veje, tunneller eller lignende installationer, så vil Tyskland, med beklagelse, være nødsaget til at betragte Belgien som en fjende.

I givet fald kan Tyskland ikke påtage sig nogen forpligtelser i forhold til Belgien, og en eventuel regulering af de to staters relationer må afgøres med våben.

Men den tyske regering nære det kraftige håb, at dette ikke vil ske og at den belgiske regering vil vide at tage de nødvendige forholdsregler for at undgå de ovennævnte hændelser. I så fald vil de venskabelige bånd, som binder de to nabostater vokse sig stærkere og mere varige.