Den 29. august 1943 førte det såkaldte 'augustoprør' i Danmark til samarbejdspolitikkens sammenbrud. Datoen har siden været omstridt i besættelsestidens historie. Den har været fejret, som den dag et samlet Danmark sagde ”nej” til besættelsesmagten, men den tolkning har også været problematisk, fordi den 29. august også var resultatet af en intern dansk konflikt i samtiden mellem dem, der støttede samarbejdspolitikken, og de, der ønskede dens afskaffelse.

På 60 årsdagen for den 29. august 2003 brugte daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen sin tale på et frontalangreb på samarbejdspolitikken under besættelsen. Han sammenlignede samtidig det moralske svigt, som samarbejdspolitikken efter hans mening var udtryk for, med den manglende vilje til at gribe ind overfor diktaturstater som fx Saddam Husseins Irak. Danmark deltog på det tidspunkt i en amerikansk ledet krig mod Irak, hvilket havde skabt stor indenrigspolitisk debat.

Mange kritiserede, hvad de anså for Fogh Rasmussens misbrug af historien. Heriblandt besættelsestidshistorikeren Hans Kirchhoff, som i denne kronik beskylder statsministeren for nymoralisme og manglende forståelse for besættelsestidens historie.

Når selvrespekten skal rettes op

- Misbrug af besættelsestidens historie har fundet sted lige siden befrielsen

*Dette er første del af Hans Kirchhoffs dobbeltkronik om brug og misbrug af besættelsestidens historie. Anden del bringes i morgen. Dobbeltkronikken er en forkortet udgave af Kirchhoffs fratrædelsesforelæsning på Kbh. Universitet.

*Hans Kirchhoff er historiker, dr. phil. og fra 1. november pensioneret fra en stilling som lektor ved Kbh. Universitet

Den store københavnske folkestrejke i sommeren 1944 fremprovokerede den første direkte konfrontation mellem Frihedsrådet og politikerne om den rette tolkning af historien. Og nu var det ikke længere ansvaret for samarbejdet med tyskerne det gjaldt, men æren for frihedskampen.

Da havde regeringen ophørt med at fungere, og Rigsdagen var gået i hi og havde afsvoret det parlamentariske ansvar for at føre samarbejdspolitikken videre. I stedet var det Frihedsrådet og dets modstandsprogram, der tog over. Men i sommeren 1944 kommer politikerne så på banen igen og forsøger at standse Folkestrejken. Det gjorde de nølende pga. den vældige nationale stemningsbølge, som strejken rejste, men de gjorde det – af frygt for at kommunisterne skulle få endnu mere vind i sejlene end de allerede havde, og af frygt for at tyske repressalier skulle lægge byen øde. Derfor forhandlede de sig frem til et forlig med besættelsesmagten, der skulle afslutte strejken. Men det forlig opfattede Frihedsrådet og københavnerne som kapitulation. Derfor opfordrede Rådet til at fortsætte kampen, og det førte til den danske sejr og det tyske nederlag. Et stykke tid efter Folkestrejkens afslutning mødtes repræsentanter for partierne og for Frihedsrådet for at klinke skårene og tale fremtid. Som man forstår var følelserne tempererede, og den Kolde Krig mellem det legale og det illegale Danmark blev bundfrossen, da frihedsrådet fremlagde sin historiske redegørelse for folkestrejkens forløb, der skulle udsendes i den illegale presse. Politikerne var forbitrede. De hævdede at det var deres forhandlinger med tyskerne, der havde sikret sejren, og at Frihedsrådet blot var sprunget på i sidste øjeblik for at score gevinsten. Mens Frihedsrådet omvendt hævdede at politikerne fra starten havde gjort hvad de kunne for at knuse strejken, og at det alene var Rådets insisteren på de opstillede krav, der havde ført til sejren. I kompromisets tjeneste blev rapporten lagt på hylden. Ingen af parterne ønskede at modsætningerne endte i borgerkrig. Men i dag kan vi konstatere at Frihedsrådet version er den rigtige.

Med folkestrejken var slagsmålet om æren for modstandskampen indledt – hvis vi da ikke vil gå tilbage til efteråret 1943. Da troede mange at krigen snart var slut, og både partierne og bogforlagene gik i gang med at forberede de store nationale værker, der så hurtigt som muligt skulle på markedet, når befrielsen indtraf. Partierne ville forsvare sig for at have ført samarbejdspolitik, og forlagene ville score kassen for nyhedshungeren var enorm efter censuren og mørkelægningen af det skjulte spil på Christiansborg og i modstandsbevægelsen. En af de bedst skrevne bøger, stadig læseværdig i dag er den socialdemokratiske partihistorie Danmark besat og befriet. Den er forfattet af den fremtrædende socialdemokrat Hartvig Frisch, der senere blev undervisningsminister. Han var professor i klassisk filologi og en dygtig historiker, og derfor også trænet i at manipulere med sine kilder. Således hævdede Frisch at politikerne fra starten i 1940 havde arbejdet hen imod et brud, det brud der så kom den 29 august 1943 – selvom det stik modsatte var tilfældet, nemlig at politikerne gjorde hvad de kunne for at slå strejkerne og demonstrationerne ned. Frischs skildring blev skoledannende for politikernes bestræbelser på at fremstå som en del af modstanden imod tyskerne. Her fik de i efterkrigstiden følgeskab af hele det officielle Danmark og af det flertal af danskere, der ikke havde haft noget med den illegale kamp at gøre, ja, måske i den første lange periode havde været direkte imod. Vi har nogle oplysende galluptal. Således viste en enquete i juni 1948: at op imod 300.000 hævdede at have stået i den organiserede modstandsbevægelse ved krigens afslutning. I aldersgruppen af mænd mellem 17 og 65 år erklærede 17 procent at de havde været tilknyttet en modstandsgruppe, et tal der selv med den mest generøse udvidelse af modstandsbegrebet ligger langt fra virkelighedens verden. Myten om hele det danske folk i kamp havde en vigtig mentalhygiejnisk funktion. Den glattede tvetydighederne under besættelsen ud og forsonede dissonanserne. Den rettede op på den nationale selvrespekt, som kapitulationen og samarbejdspolitikken havde slidt så voldsomt på. Og den forstærkede det billede af solidaritet og fællesskab under besættelsen som blev dominerende i efterkrigstiden. Den nationale konsensus om besættelsen – det Claus Bryld og Anette Warring har kaldt grundfortællingen – holdt sig i de følgende tiår. Den blev strammet op under den Kolde Krig, der krævede kæft, trit og retning og marginaliserede den kommunistiske indsats. For modstandskampen blev set som en direkte forløber for NATO- alliancen. Besættelsens store historiker, Jørgen Hæstrup, skrev under dette paradigme.

Naturligvis var ikke alle enige i grundfortællingen. Der fandtes også andre billeder af besættelsen på både højre- og venstrekanten. Men dissidenterne havde svært ved at komme til orde – hvis det da ikke skete mere spektakulært, som da Poul Schlüter hyldede modstandsbevægelsen i sin jubilæumstale på Rådhuspladsen den 4. Maj 1985, og måtte søge skjul bag politiets plexiskjolde under bombardementet af rådne tomater. Da var befrielsesaftenen – oprindelig en spontan folkefest – forlængst blevet overtaget af det officielle Danmark og ritualiseret, med statsfinansiering, vagtparader og hornmusik.

Men senere begyndte grundfortællingen og den nationale konsensus at krakelere. Det blev tydeligt ved 50-årsjubilæet for befrielsen i 1995. Naturligvis blev den store myte igen trukket af stalden, men der blev sendt færre halve sandheder og hele løgne i omløb end ved tidligere jubilæer. Jeg noterer også at medierne nu var faldet på linje med den kritiske forskning og havde accepteret at politikerne havde haft deres egen dagsorden, som måtte bringe dem i konflikt med modstandssynspunktet. Mest dramatisk viste opbruddet fra det gamle paradigme sig i slagsmålet om det såkaldte »laser-lys-show« på Vestkysten. For her demonstrerede en ny artikuleret opinion at den ikke mere ville godtage besættelsesgenerationens – og herunder modstandsveteranernes – monopol på tolkningen af de fem års historie. Det ses bl.a. i laserlysshowets angreb på tyskhadet, der var en central figur i grundfortællingen og i den store myte.

Hvordan skal man forstå dette paradigmeskift? Ja, en af forklaringerne kan jo være den, at grundfortællingen – der er en konstruktion af historikerne – altid har været mere sammensat end som så, at den kollektive traditions mainstream i virkeligheden altid har fordømt kollaborationen og altid hyldet modstanden – uden at kollidere med en store myte man var integreret i. Men først og fremmest skyldes skiftet nok ændringen i vores omverdensforståelse, der indtraf med den Kolde Krigs ophør, de kommunistiske regimers fald og ideologiernes såkaldte sammenbrud. Det store fjendebillede forsvandt. Tabet gjorde modstandssynspunktet gratis. Og det tomrum koldkrigsideologien efterlod fyldtes ud med andre standarder og andre værdier. Den nye dagsorden hedder menneskerettigheder og europæisering – og dette har ændret synet på besættelsestiden ganske fundamentalt. At vi med ændringerne i det internationale system har at gøre med en hovedforklaring på grundfortællingens sammenbrud bekræftes, når vi registrerer den selvsamme udvikling i flere andre europæiske lande.

I dag ser vi en partipresse, der i årtier støttede myten om det officielle Danmarks indsats på modstandsfronten, og som nu har vendt kanonerne mod samarbejdspolitikken, der fremstilles som helt igennem lurvet og umoralsk, og dens udøvere, politikerne som tyskervenlige og forrædere mod folket.

Den økonomiske kollaboration forkastes over én bank – som om der i Nord- og Vesteuropa var noget alternativ til at handle med og producere for tyskerne – hvis man da ville redde samfundet fra at gå i stå, og befolkningerne fra at sulte ihjel.

Man angriber de 100.000 arbejdere, der byggede Atlanterhavsvolden for at have hjulpet Hitler mod vore allierede venner – som om der ikke herskede klassekamp og arbejdsløshed under besættelsen.

Historien om redningen af de 7.000 danske jøder, som vi ellers er så stolte af på baggrund af besættelsens almindelige elendighed, og som vi da også for løbende ros for fra det store udland, er næsten forsvundet i kritikken

af flygtningepolitikken i 30’erne eller forvansket i debatten om

fiskernes overpriser i oktober 1943.

Man tilslutter sig ganske vist i dag uforbeholdent modstandssynspunktet, men angriber modstandsbevægelsen for udskejelserne i befrielsesdagene, for »blodrusen under retsopgøret« – og for de forkerte likvideringer – som om der ikke var eller havde været krig.

Og så får hele besættelsesgenerationen også en bredside: Den var tyskervenlig, den var materialistisk, den var opportunistisk, og den hyggede sig i smug, mens hele verden stod i brand.

Fogh dæmoniserer historien

* Dette er anden del af Hans Kirchhoffs dobbeltkronik om brug og misbrug af besættelsestidens historie. Den første del blev bragt i gårsdagens avis

* Hans Kirchhoff er historiker, dr. phil. og fra 1. november pensioneret fra en stilling som lektor ved Københavns Universitet

Som en foreløbig kulmination på nymoralismens korstog i forhold til besættelsestiden fik vi i år stats- og kulturministerens taler og skriverier i forbindelse med den 29. august. De to ministre hylder modstandsbevægelsen som den der reddede Danmarks ære og gjorde os til allieret. Det er der - som nævnt i min kroniks første del, bragt i går - ikke noget nyt i. En sådan hyldest har været fast inventar i efterkrigstiden, når politikerne holdt festtalen den 29. august eller nedlagde kranse den 4. maj. Det nye var for det første den ubetingede afvisning af samarbejdspolitikken som et moralsk svigt, og for det andet den direkte sammenkædning af modstandskampen med den nye aktivistiske udenrigspolitik og krigen i Irak.

Brian Mikkelsen hylder den konservative Christmas Møller som den eneste mand i regeringen af mod. Hvis man udskifter ordet ”mod” med ”protest”, er jeg ikke uenig. Men kulturministeren glemmer ganske at Christmas førte samarbejdspolitik som alle de andre ministre i 1940. Han opfordrede de danske entreprenører til at bygge for værnemagten(for at undgå at tyske arbejdere kom til Danmark), og han godtog Scavenius’ erklæring den 8. juli, om ”de store tyske sejre, der har slået verden med beundring”. Han gjorde det med ulyst. Men han gjorde det, fordi han følte sig tvunget dertil! - Og her er vi just ved samarbejdspolitikkens store psykologiske dilemma. Christmas Møller drog konsekvenserne heraf, da han som hjemvendt udenrigsminister fra London i befrielsessommeren 1945 kom med de besindige, men højst ubelejligede ord: ”Vi er alle under anklage!”.

Jeg havde gerne set statsministeren forklare, hvorfor Venstre sammen med de radikale stod modstandsånden og modstandsbevægelsen fjernest. Og hvorfor partiet i 1940 benyttede besættelsen til at banke arbejderklassen tilbage til 20'rne, med de markante ord, at hvis ikke fagforeningerne makkede ret, kunne de få nazisterne. Netop faren for et nazistisk kup var i 1940/41 en hoveddrivkraft bag samarbejdspolitikkens nødvendighed. Men det hører vi intet om i de to ministres historiefortælling. Statsministeren brugte en del af sin 29. august-tale til at hylde den danske flåde for dens største sejr i nyere tid, da man hev bundpropperne ud. Men det var ikke flådens sænkning der væltede regeringen Scavenius og samarbejdspolitikken - det gjorde augustoprøret. Og augustoprøret er ikke nævnt med et ord. Her taler statsministeren i stedet med sordin om befolkningens ”voksende utilfredshed”, så undgår man at nævne de store strejker, der var organiseret og ledet af kommunisterne og de blodige massedemonstrationer i gaderne, anført af unge, som dem vi ser kaste sten i Mellemøsten i dag. Augustoprøret er på mange måder et ubekvemt stykke danmarkshistorie. For det er det nærmeste, vi i den nyeste historie kommer en borgerkrigstilstand, så oprøret er vanskeligt at indpasse i den nationale konsensus - uanset hvor meget man så måtte elske modstandsbevægelsen!

Det er ikke helt rigtigt når jeg siger at Fogh Rasmussen ikke nævner augustoprøret, for han omtaler sabotagen, der var en del af det. Det sker med stor hyldest til sabotørerne i sommeren 1943 - som helt overvejende var kommunister, altså den tids terrorister. Og spørgsmålet om hvor terroristen holdt op og frihedskæmperen begyndte, var ligeså vanskeligt at besvare den gang som det er i dag. Sabotagepionerer var gamle Spanienskæmpere. Så statsminister Buhl vidste godt hvad han gjorde, da han holdt sin berømte eller berygtede radio-tale imod sabotagen i september 1942 og opfordrede befolkningen til at stikke sabotørerne.

I dag har vi vænnet os til at se sabotagen som det legitime våben i den svages hænder overfor den stærke - hvis vi altså holder med den svage. Men endnu under den første og længste del af besættelsen var sabotage et revolutionært våben, som også borgerlige modstandsfolk frygtede i kommunismens hænder.

Det officielle Danmarks kampagne mod sabotagen i sommeren1943 manglede ikke rationalitet: At sabotagen betød tab af danske arbejdspladser, og i værste fald tab af danske liv, at den kun var nålestik og uden betydning for den tyske krigsmaskine, og at den var udansk, fordi den blev udført af folk, der havde parkeret deres loyalitet enten hos imperialisterne i London eller hos bolsjevikkerne i Moskva. Sidst og vigtigst kunne sabotage føre til fredsbesættelsens fald med indførelse af et tysk militærdiktatur eller et parti- eller SS-styre i stil med det brutale regimente i Norge. Agitationen ramte her et centralt moralsk problem i al modstand i Europa, nemlig risikoen for at modstandskampen fremprovokerede tysk terror og repressalier over en uskyldig befolkning.

Når vi taler om samarbejdspolitik, er det vigtigt at erindre at alle besatte lande i Hitlers Europa kollaborerede med besættelsesmagten – også det krigsførende Norge med de såkaldte rene linjer. Og fokuserer vi på de ansvarlige statsmænd, var det ingen givet bare at slippe tøjlerne og kaste los. For det ville betyde sammenbrud af alle livsvigtige samfundsfunktioner og føre til kaos, hungersnød og død. Det er også vigtigt at sammenholde forskellen mellem årene 1940-41 og 1942-43. I de første år af krigen, hvor værnemagten synes uovervindelig, måtte man regne med en generationslang besættelse, som den sønderjyderne havde levet under fra 1864 til 1920. Det var i disse år at man forsøgte sig med en aktiv kollaboration, der primært sigtede på at overleve politisk og nationalt ved at tilpasse sig økonomisk. Men bestandigt med politikerne som den fodslæbende part over for teknokrater og bureaukrater i ministerierne. Det er den politik der i dag kaldes naiv, men som i 1940/41 syntes et realistisk bud på Danmarks fremtid som en provins i det nazistiske imperium. Kun de mest forhærdede anglofiler kunne tro på at England ville sejre til sidst. Endelig er det vigtigt at fastholde at modstand ikke var noget alternativ til kollaboration i de første besættelsesår. Modstand må bygge på troen på at den illegale kamp kan nytte. Og en sådan tro fandtes ikke i de år hvor ”de tyske sejre slog verden med forbavselse og beundring”. Vi glemmer alt for ofte at vi skal helt frem til 1943 før de europæiske modstandsbevægelser brød igennem, nemlig på det tidspunkt efter Stalingrad-slaget, da det stod klart at Tyskland ikke kunne vinde. Først da var mentaliteten og mændene og våbnene på plads, og først da var dele af opinionen indstillet på at acceptere de ofre, som en modstandskamp ville kræve.

Statsministeren kalder samarbejdspolitikken for umoralsk og taler om svigt. Sådan lød det også fra den illegale presse: Samarbejdspolitikken var egoistisk og materialistisk, modstand var solidarisk og idealistisk. Mogens Fog sagde det, da han skrev til Christmas Møller i London efter den store københavnske folkestrejke i 1944: Politikerne kender kun ordet at ”skåne” mens vi kender begrebet at ”ofre”. Men er det mindre moralsk at ville beskytte demokratiske institutioner imod en nazificering, som den vi ser i Norge - eller at ville forsvare økonomien mod udplyndring og ødelæggelse - eller at ville beskytte befolkningen imod hungerdeportationer - det kan jeg egentlig ikke se. Og i denne forbindelse er det nok en tanke værd at modstandsbevægelsens pionerer, og her taler vi om perioden op til august 1943, rekrutteredes fra DKP, fra Dansk Samling og fra KU, altså de kredse der i 30’erne havde bekæmpet det parlamentariske demokrati, og hvis loyalitet over for parolen om ro-og-orden derfor var lavest. Vi bemærker også at samarbejdslinjen blev støttet af hele næringslivet, af arbejder- og arbejdsgiverorganisationerne, af kirken og pressen.

Politikernes, embedsmændenes og institutionernes rolle bar præg af det, sociologen Max Weber har kaldt ansvarsetikken over for modstandens sindelagsetik. De første havde ansvaret for millioners liv og velfærd, de sidstnævnte alene for sig selv. Der var alt andet lige længere fra politimesteren og fagforeningsfunktionæren til modstanden end fra maskinarbejderen og skolelæreren. Ikke tilfældigt heller at Frihedsrådet store del bestod af professorer og intellektuelle! Er ansvarsetikken mindre lødig end sindelagsetikken? Det tror jeg ikke nogen vil hævde. Scavenius talte om at han ikke ville spille ”fandango” med landet skæbne. Måske er hans navn i dag for kompromitteret til at disse ord gør indtryk. Men ingen vil vel i dag betvivle, at det var ærligt ment.

Nu skal dette jo ikke udvikle sig til et skønmaleri af samarbejdspolitikken, for det kostede ofre at Danmark kom igennem verdenskrigen som det mindst ødelagte af alle lande, ofre som vi stadig slås med i dag. Jeg kan derfor af et fuldt hjerte tilslutte mig hyldesten til modstandsbevægelsen for at have brudt statsegoisme og stillet sig solidarisk med den antinazistiske kamp. Det kan bare ikke ske ved at dæmonisere samarbejdslinjen. Det er for let og for billigt og det er - uhistorisk.